Læsetid: 3 min.

Indenrigspolitik bag udenrigspolitisk splittelse i EU

Eksperter: Europa mangler en fælles stemme – krigen i Gaza sætter EU’s problemer med Lissabontraktaten i relief
6. januar 2009

EU er mere splittet end nogensinde. Det indrømmede EU's udenrigspolitiske chef, Javier Solana, i går ifølge den britiske avis The Guardian.

"Der er sket diplomatiske fejl," indrømmede den tidligere spanske udenrigsminister, der nu er EU's højst placerede udenrigspolitiske repræsentant.

Han udtalelse kommer efter, at forskellige EU-lande har udsendt markant forskellige signaler om krigen i Gaza.

Mens det tidligere formandsland Frankrig før nytår var særdeles kritisk over for Israel, er Tjekkiet, som overtog formandsposten ved årsskiftet, mere positiv over for Israel.

Det undrer ikke eksperter i de to lande:

"Al udenrigspolitik er forbundet. Der er ikke noget, der kan ses isoleret. Det er i det perspektiv, man skal se den tjekkiske regerings støtte til Israel i den igangværende krig i Gaza." Sådan siger Milos Calda,der er professor i international politik ved Karls Universitetet på telefonen fra den tjekkiske hovedstad Prag.

"Den tjekkiske regering er hovedsageligt interesseret i forholdet til Rusland. Selv om de har formandskabet i EU, er de i sidste instans mere interesseret i sikkerhedspolitik. Og derfor indtager de en linje, der ikke afviger fra USA's politik," siger Milos Calda.

"Tjekkerne ser USA som en garant for landets sikkerhed og har derfor tilladt USA at opstille de kontroversielle antimissilskjold på tjekkisk jord," siger han.

Super-Sarko

Mens Tjekkiet formelt har formandskabet for EU - og dermed taler på vegne af unionen - har den franske regering ikke indstillet deres diplomatiske forsøg på at løse situationen.

Den franske præsident rejste i går til Jerusalem for at finde en løsning på situationen. Ifølge den franske avis Libération vil præsident Sarkozy forsøge at gøre det samme kunststykke, som da han i sommers sikrede en våbenhvile mellem Georgien og Rusland.

Men situationen er radikalt forandret siden sidste sommer. Frankrig er ikke længere formand for EU, og den franske soloaktion er dermed i konflikt med den delegation, det tjekkiske EU-formandskab i går sendte til Jerusalem.

"Den franske regerings forsøg på at mægle skader direkte EU. Det er - på sæt og vis - usolidarisk af Sarkozy, at han kører solo. Det er ikke i EU's ånd," siger Maurice Fraser fra European Institute ved London Universitet. Han er ekspert i fransk og europæisk politik.

Indenrigspolitik

Men ikke alle eksperter er enige. Frasers opfattelse deles ikke af Laurence Morel, der for tiden underviser på det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze i Italien. Hun er også professor i statskundskab ved universitetet i Lille i Frankrig.

"Det kan naturligvis opfattes som usolidarisk. Men det er ikke det, der er mest interessant. Det mest bemærkelsesværdige er, at Frankrig stadig ser EU som et middel til at fremme deres egne interesser. De brugte EU-systemet, da de havde formandskabet, men nu, hvor de er et menigt medlem, fortsætter de med at profilere sig. Set i det perspektiv kan man sætte spørgsmålstegn ved, om EU er rede til at føre en fælles udenrigspolitik, som det er foreskrevet i Lissabontraktaten," siger professor Morel.

Hun mener, at den franske enegang skyldes indenrigspolitiske forhold.

"Det er naturligt nok, at udlandet fokuserer på udenrigspolitikken, men det er ikke det, der falder i øjnene i Frankrig. Sarkozy har i de seneste måneder bejlet til det muslimske mindretal - en gruppe, som han tidligere kritiserede. Ved at kritisere Israel scorer han indenrigspolitiske points fra muslimer - samt fra lande som Tunesien, Marokko og Algeriet. Hans handlemåde er fuldstændig logisk fra et indenrigspolitisk synspunkt. Men det viser igen, hvor lidt EU betyder, når det virkelig gælder," siger hun.

Israel afvisende

Israel afviste i går et europæisk forslag om internationale observatører i Gaza efter en våbenhvile. Forslaget var ifølge kilder i Jerusalem udarbejdet af den specielle udsending i Mellemøsten, den tidligere britiske premierminister Tony Blair.

I stedet vil Israel havde internationale observatører, der kan forhindre, at Hamas i at indsmugle våben fra Egypten.

Under et pressemøde med europæiske ledere sagde udenrigsminister Tzipi Livnin, at hun ikke så nogen grund til at have observatører til at overvåge en våbenhvile.

"Jeg kan ikke se, hvordan det ville hjælpe," sagde Livni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu