Nej, det er ikke for sent at bremse de globale CO2-udledninger i tide til at afværge en kritisk global temperaturstigning på to grader. Men det kræver dramatisk, øjeblikkelig handling. De globale CO2-udledninger skal bringes ned med næsten 40 pct. på godt to årtier, målt i forhold til 1990-niveauet
"Hvert års forsinkelse gør udfordringen større, ikke blot fordi udledningerne vil blive ved at vokse det pågældende år, men også fordi det vil fastlåse økonomien i en CO2-intens infrastruktur."
Sådan lyder budskabet, når nogle af den fossile æras tunge virksomheder slår sig sammen med grønne organisationer og stiller sig bag en opsigtsvækkende, grundig granskning af mulighederne for at tackle klimatruslen i tide. Olieselskabet Shell, elselskabet Vattenfall og bilproducenten Volvo er nogle af de virksomheder, der sammen med den internationale miljøorganisation WWF og britiske The Carbon Trust sanktionerer rapporten Pathways to a Low-carbon Economy, udarbejdet og netop offentliggjort i Bruxelles af det globale konsulentfirma McKinsey.
"At nå de store udledningsreduktioner i 2030, der skal til for at holde den globale opvarmning under to grader, er muligt, men svært," sagde McKinsey-chef Tomas Naucler ved offentliggørelsen.
En global CO2-reduktion på knap 40 pct. i 2030 er en større udfordring end den vedtagne reduktion for EU-området på 20 pct. i 2020. McKinsey-rapporten analyserer hele 200 forskellige redskaber til at ændre kursen og konkluderer, at målet kan nås for en pris, der i 2030 når op på 1.500-2.600 mia. kr. årligt - mindre end én pct. af det globale bruttonationalprodukt til den tid. Især satsning på energieffektivisering kan give så store og hurtige økonomiske besparelser, at det kan betale for de dyrere, langsigtede investeringer på andre områder, fastslår McKinsey.
Uden handling vil de globale udledninger af drivhusgasser i 2030 nå op på, hvad der svarer til 70 mia. ton CO2 årligt.
Mulighederne
Ifølge rapportens granskning kan omlægning til vedvarende energi kombineret med CO2-indfangning på kulkraftværker bringe dette ned med omkring 12 mia. ton. Mere energieffektive biler, boligisolering og effektivisering af diverse apparater og maskiner kan bidrage med yderligere ca. 14 mia. ton. Skovplantning og -beskyttelse samt bedre landbrugsdrift kan tilføje en udledningsreduktion på 12 mia. ton CO2. Yderligere fem mia. ton kan nås, hvis verden er villig til at betale lidt mere for at udnytte de tekniske muligheder fuldt ud.
Endelig kan en supplerende reduktion på ni mia. ton CO2 opnås ved adfærdsændringer hos den velstående del af verdensbefolkningen: Færre flyrejser, mindre bil og mere tog, færre apparater i husholdningen, mindre kødforbrug m.m. En optimistisk antagelse, mener McKinsey-eksperterne.
"Det er vanskeligt at forandre adfærden, og realisering af disse reduktioner afhænger stærkt af, om politikere indfører effektive incitamenter og i hvilket omfang," påpeges det i rapporten.
Lægges alt sammen, er det muligt at skåne atmosfæren for 47 mia. ton CO2 i 2030, resulterende i en reduktion af 1990-udledningerne på knap 40 pct.
Den omfattende rapport konkluderer, at målet kan nås, men at det forudsætter "aggressiv global handling" på alle de omtalte områder. Hvis ikke der tages fat overalt i 2010, umiddelbart efter klimatopmødet i København, men f.eks. nøles frem til 2020, vil det blive overordentlig vanskeligt at hindre en opvarmning, der giver katastrofale klimaforandringer.
Fire håndtag
Rapporten peger på fire centrale indsatsområder, hvor politikerne må levere resultater:
- Nye eller skærpede regler i form af tekniske normer, grænseværdier og standarder for energiforbrug, CO2-belastning m.m., som kan neutralisere de skævheder på markedet, der i dag hindrer udvikling og brug af klimavenlige teknologier, apparater m.m.
- Indførelse af en CO2-pris eller -afgift, der stimulerer energiselskaber og virksomheder til at investere langsigtet i CO2-fri løsninger
- Økonomisk støtte og anden opbakning til udvikling af lovende nye teknologier
- Etablere ordninger, der sikrer, at skovbrug og landbrug - især i u-lande - udvikler sig på en måde, der støtter klimaindsatsen.
"McKinsey-rapporten viser én gang for alle, at det er både påtrængende og lønsomt at skride til handling på klimaområdet. Når verdens ledere mødes i København til december for at vedtage en global klimaaftale, har de ingen undskyldning for ikke at handle," sagde WWF-direktør James Leape ved rapport-præsentationen i Bruxelles.
Er beskatning af flybenzin - en sikker vej til reduktion af flytrafikken -
medtaget i McKinsey-rapporten om anbefalede midler til CO2 reduktion
(Information 28.1.)?
Det er et sørgeligt vidnesbyrd om vort økonomiske paradigmes og dets fortaleres dårskab, at vi nu som følge heraf har bragt os selv i en situation, hvor vi reelt kun har et enkelt år tilbage før vi for alvor skal til at tage fat. For det er naturligvis alt, alt for lidt tid til at omstille vore sløve sind, hvis det overhovedet er muligt på en fornuftig måde:
Foran mig sidder jeg med en jubilæumsudgave af New Scientist, hvori artiklen "Climatic cause for concern" fra 17. januar 1980 er genoptrykt. Heri står bl.a.:
- "... highlighted the carbon dioxide problem as a major cause for climatic concern."
- "And yet, no serious effort is being made to curtail the destruction of our dwindling reserves of tropical forest, the main cause of carbon dioxide build-up in the past hundred years, or to require fossil-fuel power stations to scrub carbon from the gases they release."
Artiklen kan ses online her http://www.newscientist.com/article/mg19225780.036-climatic-cause-for-co....
Det er snart 30 år siden! Siden da er udledningerne mangedoblet, og sideløbende er der fra økonomisk og politisk side blevet snakket, snakket og snakket. Og det vil naturligvis fortsætte.
Og selv hvis ikke, så er vore vanskeligheder slet ikke løst selv med de voldsomme tiltag, der er omtalt i Jørgen Steen Nielsens artikel. For så længe vedvarende vækst - det vil sige eksponentiel vækst - er påkrævet af vores økonomiske paradigmes allerinderste design, som tilfældet er nu, så vil kollisionen mellem økonomisk ønsketænkning og fysisk virkelighed ultimativt være uundgåelig.
Hvor mange tons er ni mia. ton CO2 divideret med "den velstående del af verdensbefolkningen: pr. indbygger? Eller spurgt på en anden måde: Hvor mange ton skal hver dansker skære i sin co2 udledning, hvis vi skal følge McKinsey-rapporten?