Læsetid: 3 min.

Inshallah!

Tænk at vi er nået dertil, hvor det eneste, folk beder om, er, at nogen vil komme og hente de døde, skriver Wedad Naser fra sin raserede lejlighed i Gaza
Udland
12. januar 2009

GAZA BY - Alle vinduerne i vores lejlighed på ottende sal er lige blevet knust. Det samme er sket i den 14-etagers beboelsesejendom lige over for vores. Der er knust glas overalt, og i husene på den anden side af gaden er vinduesrammerne vredet i stykker og blæst ind i husene. Både vi og vores naboer gik totalt i panik. Tilsyneladende har Hamas skudt raketter af fra et sted lige i nærheden, det er i hvert fald det, de siger på radioen. Der er ingen, der tager hensyn til os, hverken Hamas eller Israel. Vi er fanget lige i midten og har ingen steder at tage hen. Min mand og min lille datter var i et af værelserne, men jeg var netop på vej ind i stuen, da bomben faldt. Hvis jeg var gået bare få skridt længere ind i rummet havde jeg måske ikke kunnet skrive disse linjer.

Vi er alle fanget indendøre og har ingen anelse om, hvad der foregår udenfor. Vores livline er radioen, som kører non stop. Uden den ville vi ikke ane, hvad der skete rundt om os. I vores bygning bor der 27 familier, i nabobygningen 40-50 familier. Vi regner med, at israelerne kommer til vores nabolag Al-Rimal i nat.

I går blev vinduerne knust i min brors lejlighed, hvor mine forældre også bor efter deres egen lejlighed blev ubeboelig. Jeg er meget bekymret for dem. Min far er 73, og min mor omkring 65, de har set nok. De var børn i 1948 og er allerede blevet jaget på tilstrækkelig på flugt. Især min mor er så bange, så bange hele tiden. Hun har lovet os alle sammen, at når det her er overstået, så laver hun en kæmpe festmiddag til hele familien. Inshallah! Om Gud vil, kommer hun til det!

Selv er vi nødt til at blive, selv om vores kvarter er et af dem, der nu bombes konstant. I nat har vi ikke lukket et øje. hele natten lyttede vi til radioen. Vi hørte hvordan en gravid kvinde i det nordlige Gaza havde fået veer og sammen med fire af sine slægtninge forsøgte at nå frem til hospitalet. Så snart de begav sig uden for huset, blev de ramt af et israelsk missil. På radioen kunne man høre hendes mand, uhyggelig roligt, bede Røde Kors eller en af hospitalet ambulancer komme og hente ligene. Om de fire andre var døde, sagde han ikke noget om, men flere af dem var. Det mest mærkelig var hans stemme. Jeg kunne høre, at der var noget galt. Han var helt klart i chok, men alligevel var hans stemme uhyggelig rolig.

Men ingen tør gå ud nu. Israelerne bomber alt, der bevæger sig, uanset om det er civile eller ej.

I går nat var værre end nogensinde. Bombardementerne kom uafbrudt, og man kunne høre på radioen, hvordan folk græd og tiggede brandvæsnet om at komme og slukke det ene brændende hus efter det andet og bønfaldt ambulancerne om at hente døde.

Tænk at vi er nået dertil, hvor det eneste, folk beder om, er, at nogen vil komme og hente de døde!

Selv i løbet af søndagen kunne vi ikke gå ud. Det var ingen pause i bombardementerne.

Til gengæld havde vi vand og elektricitet i nogle timer lørdag. Hvor heldige vi er! Vi er glade, bare vi har lys så vi kan se hinanden, og lidt vand, så vi kan blive vasket.

I nat bliver sikkert lige så slem som i går. Vi er gået i gang med at sætte plastik for vinduerne, men det beskytter os ikke det mindste. Det mest skræmmende er, at ingen kan komme os til hjælp, hvis vi bliver alvorligt syge eller sårede. Jeg kan stadig høre den mand, der i nat græd i radioen og bad nogen komme og hente hans dræbte barn.

Ingen kunne hjælpe ham.

Hele Gazas befolkning er gidsler i denne krig. Det er vores skæbne og måske vores held.

Wedad Naser er palæstinensisk hjælpearbejder og bor i Gaza by sammen med sin mand, Ehab, og parrets et-årige datter, Sarah. Tidligere beretninger fra krigszonen kan læses på: http://www.information.dk/emne/wedad-naser

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her