Læsetid: 4 min.

Israel frygter at blive anklaget for krigsforbrydelser

Bølge af protester og krav om retsforfølgelse for anvendelsen af forbudte fosforbomber i tæt beboede områder presser forsvarsminister Barak til hastelov
26. januar 2009

GAZA BY: I går fremlagde Ehud Barak, Israels forsvarsminister, et hastelovforslag, der skal sikre, at israelske soldater støttes juridisk og økonomisk, hvis der rejses sager mod dem for krigsforbrydelser. Lovforslaget er udarbejdet med bistand af den israelske rigsadvokat og justitsministeriet og afspejler israelsk bekymring over det voksende internationale pres for at afprøve krigsførelsen ved ICC, den internationale domstol for krigsforbrydelser, i Haag.

Ehud Barak skriver i sit lovforslag, at det skal støtte den israelske hærs "høje moralske værdier, til trods for at Hamas-militante fyrede mod (dens soldater) fra tætbefolkede områder i klar strid med international lov".

Uanset at dette synes at være tilfældet, hvis man skal tro vidner i Gaza, der kun udtaler sig mod løfte om anonymitet, har Israel stadig anvendt ikke kun "uforholdsmæssig vold", men også forbudte våben - nemlig den Genève-bandlyste 'hvid fosfor'-bombe - mod civile mål, bl.a. i landsbyen Beit Lahiya i det nordlige Gaza og mod Al Quds-hospitalet i Gaza by, hvor administrations-fløjen med børnehave, teater og cafeteria er brændt af.

Pres for undersøgelse

Hamas og palæstinensiske læger og menneskeretsorganisationer har i samklang med FN-institutioner og internationale ngo'er krævet en undersøgelse af omfanget af Israels anvendelse af de ulovlige våben.

Ifølge Hamas-regeringens talsmand, Taher al-Nunu i Gaza by, har Frankrig besluttet at sende 40 våbeneksperter til Gaza "i løbet af få dage", måske allerede i dag.

Al-Nunu siger: "Det sker, efter at ikke-palæstinensiske læger, der arbejdede på vores hospitaler, samstemmende har erklæret, at effekterne af de israelske våben på de sårede er 'højst særprægede'. Vi vil derfor anmode om, at en uafhængig instans undersøger hvilke våben, der er brugt. Der er tale om hvid fosfor, ligesom der er mistanke om våben armeret med forarmet uran og DIME-bomber. Men vi har ikke selv kunnet undersøge sagen, da politihovedkvarterets retsmedicinske laboratorium og Gazas eneste kemiske laboratorium på Det islamiske Universitet blev ødelagt allerede på første bombedag den 27. december."

En våbenekspert tilknyttet Amnesty International, den britiske eksofficer Chris Cobb-Smith, siger ifølge nyhedsbureauerne, at "der hverken var taktiske eller militære grunde til at bruge hvid fosfor i Beit Lahiya".

I modsætning til Libanon-krigen i 2006, hvor det internationale samfund ikke reagerede på brugen af hvid fosfor, er det nu på den kritiske dagsorden. Israel har - efter først at have dementeret alt- erkendt affyring af 200 bomber med hvid fosfor, heraf 20 mod tætbefolkede områder i det nordlige Gaza, hvor Hamas angiveligt sendte raketter mod israelske mål. De øvrige 180 bomber og mortérgranater - 80 mm, 120mm og 155 mm - er affyret mod mål i "åbent land eller gartnerier".

'Der kom røg fra sårene'

"Det værste var, at vi ikke anede, hvordan vi skulle behandle de ofre, vi fik ind," siger Nafiz Abu Shaban, en britisk-amerikansk uddannet palæstinensisk overlæge på Shifa-hospitalets brandsårs-afdeling i Gaza by - der uopfordret understreger, at han "hverken er Fatah eller Hamas, men udelukkende fagmand".

"De første patienter, vi fik ind med den type brandsår, behandlede vi med salver og forbindinger, hvorefter vi sendte dem hjem for at gøre plads til nye. Men de kom hurtigt igen med voldsomme smerter, og da vi tog forbindingerne af, kom der røg fra sårene. Fosforen bliver ved med at brænde, indtil den er helt konsumeret af ild, og i mange tilfælde brænder den helt ind til knoglerne."

Abu Shaban tager fra en plasticpose på sit skrivebord en bomuldskugle på størrelse med et dueæg frem:

"Fosforen er inde i denne kugle, og når den forvitrer ved eksplosion, spredes fosforen som brændende spydspidser, der antænder alt og ikke kan slukkes med vand."

Her, kun få dage efter våbenhvilen, er der god plads på overlægens afdeling:

"Vi har sendt de alvorligste tilfælde til Egypten, andre er sendt til mindre hospitaler, og en del er sendt hjem," siger Abu Shaban.

Dette våben - kaldet Willy Pete (White Phosphorus) - er forbudt ifølge Genève-konventionens Protokol III fra 1980, en opdatering af 1949-konventionen om 'Særlige Konventionelle Våben'. Israel har underskrevet tre af de fem protokoller, der udgør 1980-tillægget, men ikke Protokol III, der specifikt begrænser anvendelsen af fosfor til "åbne landområder og gartnerier".

Ofrene forbløder

De såkaldte DIME-bomber, et antipersonel-våben med stor sprængkraft armeret med 25 pct. trotyl og 75 pct. wolfram, er ikke omfattet af nogen konvention, da det er udviklet inden for de seneste år. Bombens indhold af pulveragtigt materiale kan ikke spores med røntgen, og læger har peget på en risiko for strålingseffekter, ligesom de påpeger, at blødninger efter dette våben ikke koagulerer, hvilket betyder, at ofre, der ikke kommer under hurtig lægebehandling, forbløder.

Israel har konsekvent sinket redningsarbejdet i krigszonen - angiveligt af frygt for, at ambulancer blev misbrugt af Hamas-militante, men heller ikke Røde Kors-koordinering har kunnet fremskynde det. I et tilfælde henlå et lig i ni dage, før det blev bjærget, og der er flere tilfælde, hvor døde og sårede først blev undsat efter tre-fire dage.

Det er ikke dokumenteret, at Israel har anvendt forarmet uran-ammuntion, bl.a. brugt mod irakerne under den første Golfkrig i 1991 med grusomme følger i form af misdannede nyfødte og en brat stigning i antallet af kræfttilfælde i bl.a. Basra-området.

Israel har heller ikke i denne krig anvendt de infame klyngebomber, som blev spredt ud over Sydlibanon i slutningen af den 33 dage lange krig i 2006.

En artikel i den italienske avis Corriere della Sera reducerer ifølge anonyme kilder i Gaza by tabstallet på palæstinensisk side til 500-600. Hamas' sundhedsministerium, Røde Kors, FN og den israleske hær angiver tallet til mellem 1.100-1.200 og knap 1.400.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

christen thomsen

Ehud Barak skriver i sit lovforslag, at det skal støtte den israelske hærs "høje moralske værdier, til trods for at Hamas-militante fyrede mod (dens soldater) fra tætbefolkede områder i klar strid med international lov".

Et ikke-tætbefolket palæstinensisk område ? Det skulle vel ikke være så svært at finde.

Bente Simonsen

Det er fortvivlende læsning
- og du kan intet gøre -
'svinehundene' slipper sikkert af sted med det
- en gang til.
En lille pause
- langtidshukommelsen er kort
- og så igen, igen.

Michael Skaarup

Mon ikke det ville tjene den medmenneskelige sameksstens, hvis staten Israel,blev stillet til ansvar for nedslagtningen af 1200 civile.

Alene skridtet til at anklage Israel ved en krigsforbryderdomstol, vil give genlyd for de værdier, vi anser den vestlige verdens vigtigste. Og som vi har tvangseksporteret til Irak og Afghanistan.

Skulle staten Israel, blive dømt, vil det sende et tydeligt signal, om at menneskerettigheder er mere end blot ord på papir, og en anledning til at dunke andre nationale styreformer i hovedet med.

Går livets gang videre, uden et opgør med staten israels brutale behandling af det palæstinensiske broderfolk, vil det endnu engang tydeliggøre den vestlige arrogance, dobbeltmoral og hykleri.

Hvis vesten på vanelig vis, giver Hamas skylden for staten Israel forbrydelser. Så er det at give kvinden skylden for, at manden gennemtæsker hende.
At give den territoriale krig, en religiøs dimension, er at lade vanvidet råde, og ignorer årsagen.

Israelerne har intet at frygte. De kan tage det helt roligt. Den internationale krigsforbryder domstol i Haag er et redskab de rige vestlige lande anvender til at hævne sig på de statsledere i den fattige del af verden, som de allerede har besejret militært.

Vi har indtil videre til gode at se en leder fra Vesteuropa eller USA blive tiltalt endsige dømt ved domstolen, og det er højest usandsynligt at det nogensinde vil ske.

Derfor kan George W. Bush, Tony Blair, Anders Fogh Rasmussen, den israelske regering og andre der tilhører gruppen af klodens største nulevende krigsforbrydere med sindsro se fremtiden i møde…