Læsetid: 2 min.

Italienere i dårligt humør

Carla Bruni-Sarkozy har dobbelt statsborgerskab. I Frankrig er hun gift med den gaullistiske præsident, i Italien tilhører hun den stalinistiske venstrefløj
Udland
29. januar 2009
Som præsidentfrue kan man ikke tillade sig at sige noget dumt, siger Carla Bruni. Alligevel er italienerne fornærmede.

Som præsidentfrue kan man ikke tillade sig at sige noget dumt, siger Carla Bruni. Alligevel er italienerne fornærmede.

GERARD CERLES

Carla Bruni vækker blandede følelser i hjemlandet Italien. For et år siden udnævnte de italienske medier hende stolt til "dronning af Frankrig", da hun blev gift med præsident Nicolas Sarkozy. Men i november tillod hun sig arrogant at kritisere Italiens ministerpræsident:

"Når jeg hører Berlusconi spøge med, at Obama altid er solbrændt, får jeg en underlig fornemmelse. Han vil sige, at det bare er for sjov. Men jeg er ofte meget lykkelig over at være blevet fransk," sagde Carla Bruni og levede dermed fint op til Jean Cocteaus idé om, at franskmænd er "italienere i dårligt humør".

Hendes kritik af Berlusconi blev betragtet som forræderi, og derfor mente Osvaldo Napoli fra regeringspartiet Popolo della Libertà (Frihedens folk, red.), at hun fortjente en opsang: "Carla Bruni må sige, tænke og mene, hvad hun vil. Men fru Carla Sarkozy burde udvise større forsigtighed," udtalte han og benyttede lejligheden til at lange ud efter venstrefløjen:

"Fra venstrefløjen hører man ikke et ord til forsvar for ministerpræsidenten, hvilket i sig selv ville være et mirakel, men heller ikke for den krænkede italienskhed. I går holdt de med Stalin, i dag med Carla Bruni. Vi venter med spænding på den dag, hvor venstrefløjen endelig holder med Italien."

Da Carla Bruni i søndags skulle medvirke i et italiensk tv-program for at promovere sin nye plade, havde skuespillerinden Alba Parietti lagt op til en regulær catfight:

Et brev

"Carla Bruni repræsenterer en venstrefløj, som er snobbet, selvoptaget og radical chic, og som i årtier har overladt dette land til højrefløjen," udtalte furien Parietti og tilføjede, at Sarkozy og Bruni er: "to narcissister, der spejler sig perfekt i hinanden og skaber forestillingen om det vindende par. Alle kan identificere sig med Obama, han er en bærer af håb. Men ingen kan ærligt talt identificere sig med Carla Brunis livsforløb."

Bruni undgik dog behændigt enhver polemik, da hun for første gang fortalte om livet i Elysée-palæet på italiensk tv:

"Som præsidentfrue kan jeg ikke tillade mig at sige noget dumt," forklarede hun og beroligede sine forsmåede landsmænd med, at hun blot har fået dobbelt statsborgerskab. Til sidst fik studieværten hende til at afsløre, hvad hun havde tænkt sig at købe til præsidenten, som havde fødselsdag i går:

"Jeg vil forære ham et brev, som er underskrevet af Charles de Gaulle," sagde Carla og lignede indbegrebet af social opstigning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her