Læsetid: 4 min.

Krigen er både fjern og tæt på

Optegnelser fra kanten af Gaza-fronten, hvor israelske bombardementer og Hamas-raketter forlænger en konflikt, flere og flere israelere håber, ophører om et øjeblik
Trods en kort pause brølede larmen fra infanteriets panserkøretøjer igen, da der blev startet op lige efter solnedgangens markering af den jødiske shabat.

Trods en kort pause brølede larmen fra infanteriets panserkøretøjer igen, da der blev startet op lige efter solnedgangens markering af den jødiske shabat.

Jack Guez

Udland
10. januar 2009

YAD MORDECHAI-VEJKRYDSET, ISRAEL - Stilheden er øredøvende, for den har en lyd: En monoton snurren som om nogen har skruet op for et defekt køleskab.

Det er droner, der registrerer bevægelser på landjorden i forbindelse med udsøgning af artilleri- og bombemål.

De er så små, at de sjældent kan ses på den høje himmel, men de høres som permanent underlægning til lydkulissens øvrige indslag: De dumpe brag af varierende styrke, alt efter hvorfra røgsøjlen stiger til vejrs, der er kamphelikopternes flaprende piskeris, F16-flyenes dundren og den larmen fra infanteriets panserkøretøjer, der starter op lige efter solnedgangens markering af den jødiske sabbat.

Denne hviledag er bikuach nefesh og ifølge jødedommens lovpraksis halacha, altså undtaget budet om at holde hvilen hellig, hvis liv og helbred er i risiko. Og med liv menes alt liv, herunder pasning af de køer, der dovent tygger drøv i Yad Mordechai-kibbutzens kvæg-indhegning på kanten af krigszonen.

I selskab med kolleger fra TV2 stod jeg i fredagens sidste dagslystimer og betragtede Gaza Bys skyline nogle få kilometer mod syd.

Her og dér hang gammel røg fra brændende bygninger efter nedslag tidligere på dagen, nu og da hørtes endnu et 'dung', fulgt af en røgsøjle, og det så ud, som om nogle bomber og de ildsprudlende hvide fosforbomber, der kan ses tydeligt, faldt mellem bykernens højhuse lige oven for den strandpromenade, hvor mange af Gaza Bys bedste hoteller har adresse, og hvor jeg faktisk har en nu flere dage gammel reservation på det lyserøde al Deir-hotel med dets orientalske indretning og terrasse-udsigt over Middelhavet.

Abbas irrelevant

Værelset blev bestilt for måneder siden, ikke fordi jeg forudså slagteriet på land-striben, men fordi Fatah-leder Mahmoud Abbas' formelle embedsperiode som PA-selvstyrets præsident udløb i går.

Der var tegn - ikke sol og måne, men i kategoriske erklæringer fra Hamas - på, at Abbas' forbliven som ikke-valgt overhoved ville give problemer, eftersom Hamas ville erklære ham 'irrelevant'.

Og selv om de problemer ret beset er en væsentlig rod til de rædsler, der finder sted mindre end tre kilomter fra den café, jeg skriver dette på, forekommer de 'irrelevante' nu, hvor Abbas repræsenterer Hamas ved forhandlingsbordene i Kairo, Paris og New York, mens de sidste af hans Fatah-tilhængere - de af dem, der blev tilbage efter Gazas lille borgerkrig i 2007 - ifølge en israelsk nyheds-hjemmeside, 'Debka File', i disse dage "henrettes summarisk hvorefter deres lig henkastes i gadernes uafhentede affaldsbunker".

Det er hård kost at læse, og ingen kan vide, om det har noget på sig, heller ikke her i Mordechai-vejkrydsets café med internetadgang, for medierne er stadig forment adgang til landstriben, selv om nogle af de større tv-kanaler har haft reportere med de israelske tropper.

Den videre vej ned til Erez-grænseovergangen mindre end en kilometer længere fremme er spærret af politibiler, så tv-teknikken har etableret sig på højdedrag på Gaza-siden af landsbyen Sderot, der jævnligt og også i disse dage er et af de mest plagede målområder for Hamas-militsens Qassem-raketter.

Således også denne dag, hvor Hamas har sendt raketter mod bl.a. Ashkelon, og hvor israelske tanks og artillieri, støttet af kampfly og helikoptere, har hældt flere bomber ud over Gaza By i veks-lende intensitet, men uden ophør. Det havde været særligt slemt for den skræmte civilbefolkning denne formiddag, hvor alle samtaler i Jerusalems caféer handlede om muligheden for en FN-forhandlet våbenhvile, strikket sammen i Kairo med bred arabisk støtte.

Ville den blive vedtaget?

Trak det røde kort

Det blev den så ikke - Hamas sagde først nej, hvorefter det israelske krigskabinet også trak det røde kort. En meningsmåling havde forinden fortalt regeringen, at enhver våbenhvile-aftale er uacceptabel uden frigivelse af Hamas-gidslet Gilkad Shalit, der blev kidnappet i juni 2006.

Men som en gammel bekendt, jeg mødte på hovedgaden i German Colony, Jerusalems udgave af den fine ende af Østerbro, sagde under sin indkøbstur til sabbattens rituelle måltid:

"Dette kan ikke blive ved. Stemningen er ved at vende, nu hvor vores soldater sidder fast som ænder i et skydetelt. Jeg tipper på tre, højst fire dage."

Hun vidste, hvad hun snakkede om, eftersom enhver israeler uanset køn har en fortid som værnepligtig og følgelig er fortrolig med varigheden af en væbnet konflikt: Den bliver ved så længe, der er fremgang, og er der ikke fremgang, bliver den til nederlag uanset udfaldet. I Israel er der forskel på militære og politiske sejre.

Men bortset fra samtalerne var der ikke mange tegn i German Colony på, at israelerne gennemfører en offensiv med mere end 10.000 genindkaldte reservister.

I en af caféerne sås en ranglet ung mand - med kondisko surret fast til rygsækken og M-16 riflen på skulderen - der drak den sidste kop kaffe før afgang til "en weekend i Gaza", som min sidemand udtrykte det,

Han gik til lyden af cafeéns musikanlæg, der afspillede George Harrisons 'All Those Years Ago', en hyldest til den myrdede Beatles-kollega og fredsaktivist, John Lennon.

'All Those Years Ago' - for 11 år siden boede jeg i denne gade, men denne formiddag havde jeg svært ved at føle mig hjemme. Gaden er blevet rigere, mere selvbevidst med flere dyre solbriller og spa-masserede kvinder i dyre støvler.

Et miljø, hvor krigen er så langt væk, som den er fra kartoffelrækkerne på Østerbro, bortset fra de pletvise værnepligtige på vej til og fra den brændende front.

Uden for caféen passerede en højtstående reserveofficer med et spædbarn på armen. Den stat, der for 'all those years ago' blev set som realiseringen af den socialdemokratiske paradisstat, er nu for ottende eller niende gang i uniform 24/7.

Og her i vejkrydset inden for hørevidde og uden for rækkevidde af krigshandlingerne er der tendens til at miste overblikket. Jeg henvister til oversigten andetsteds i avisen.

L

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Christensen

Hvis man vil vide noget om, hvordan krigen foregår og hvorfor, så skal man ikke læse Ellegård, men
Luttwak i Wall Street journal.
Her vil man også kunne forstå, at det er en krig imellem palæstinenserne. Er der nogle af protesterne der har forholdt sig til Hamas mord på utallige Fatah medlemmer eks.
http://online.wsj.com/article/SB123146309313766581.html