Læsetid: 3 min.

'Det mærkelige var, at jeg ikke var bange'

Informations 'blogger' Wedad Naser er tilbage i hverdagen, men som en anden, end hun var før 'krigen mod almindelige mennesker'
Wedad Naser (t.v.) med datteren Sara og forældrene Mohammed og Amina Naser.

Wedad Naser (t.v.) med datteren Sara og forældrene Mohammed og Amina Naser.

Niels Hougaard

26. januar 2009

GAZA BY: "Alt er forandret," svarer Wedad Naser på spørgsmålet om, hvordan krigen har påvirket hende.

"Jeg kan ikke finde tilbage til 'Wedad' efter dette."

Den 'Wedad', der befærdede verden - de 360 kvadratkilometer af den, der udgør Gaza-striben, for ud kan hun ikke komme - indtil 27. december 2008, var 35 år, mor til en datter på godt et år, gift med en læge og selv ansat i en norsk hjælpeorganisation efter endt universitetsuddannelse ved Bir Zeit i Ramallah og American University i Kairo.

Vi mødes hos hendes forældre, Amina og Mohammed Naser, der er flyttet hjem igen efter de 22 døgn, hvor soveværelsets vinduer blev blæst ud og balkondøren revet af hængslerne. Mohammed, en pensioneret uddannelsesplanlægger for Gazas FN-skoler, der gerne taler om sine studieår i London i 60'erne og sin status som eksamineret FIFA-fodbolddommer, er stadig så distingveret, som jeg husker ham, men det er tydeligt, at Israels blokade gennem tre år har sat sine spor i denne lomme af absurd normalitet. Som resten af landstriben virker lejligheden nedslidt af mangel på vedligeholdelse - undtagelsen er morens mad, der burde gøre hende til betalt ambassadør for det arabiske køkken. Hun siger, at det er Gud, der rører i gryderne.

'Mærkeligt ligeglad'

Informations læsere har lært Wedad at kende fra den gulvhøjde hun gennemlevede den tre uger lange krig, som har gjort den tidligere så lattermilde kvinde "til en anden", som hun udtrykker det.

"Mine venner siger: Du er ikke dig! For jeg var ikke bange, jeg frygtede dem ikke, jeg tænkte: Lad dem slå mig ihjel, hvis de vil. Jeg var mærkeligt ligeglad, det eneste jeg frygtede var, hvis jeg blev brændt - blev påført ulidelige smerter. Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det - en slags følelsesløshed, der indimellem slog ud i vrede. Og jeg er indtil nu ikke kommet tilbage til mit selv. Det, der bekymrede mig, var min familie, især mine forældre, der er ældre, og som jeg plejer at tale med et par gange hver dag. Lige pludselig kunne jeg ikke nå dem, da de boede hos mine brødre. Telefonerne virkede ikke, og jeg kunne ikke gå ud på grund af de konstante bombardementer."

- Hvordan klarede din datter det?

"Nogenlunde, tror jeg. Når bomberne faldt, spillede jeg klovn - 'velkommen, vi får gæster!' kunne jeg råbe, når de første brag lød, eller 'til lykke med fødselsdagen, kære Sara'. Jeg tror, det er godt, at hun kun er et år gammel. Men den tilstand, vi er underlagt, er ikke sund for hende - eller for mig. Jeg har fået en allergisk reaktion på brystet, som jeg ikke ved, hvad er."

Historien skulle fortælles

- Men alligevel havde du overskud til at skrive til Information?

"Jeg syntes, det skulle fortælles, hvad vi blev udsat for. Der var en vrede, der gav mig kræfter til at skrive næsten hver dag."

- Hvordan ser du fremtiden?

"Meget lys!" Wedad ler.

"Det vigtigste lige nu er at genopbygge Gaza, men hvem skal gøre det? Jeg skrev i dagbogen, at jeg ønskede at være en flue på væggen, der kunne høre, hvad israelerne talte om, når de planlagde angreb på os. Hvad ligger der bag al den ødelæggelse, alle de rædsler, der er foregået, og som rammer civile, der ikke har noget med politik at gøre."

- Det har at gøre med kampen om det samme land?

"Ja, de slås. Problemet er, at selv om Israel altid hævder at være en demokratisk stat med valg og politiske partier og institutioner og andre gode ting, er deres praksis anderledes. De er besættere af andre, de tager deres land, deres vand, deres elektricitet, deres sand, og de er stolte af det, selv om vi lever i en tid, hvor de burde skamme sig. Specielt over behandlingen af Gaza - ingen tror på, at deres regering er uskyldige i drabene på civile, som ikke har gjort dem noget som helst. Det var meget mærkeligt at opleve. I en krig forestiller du dig, at de militære kræfter slås - her var det en krig mod almindelige mennesker."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Tak til Lasse Ellegaard for en fin afslutning på Wedad Nasers breve fra Gaza. Hun og hendes familie er sluppet nogenlunde helskindet fysisk fra mareridtet. Mindre optimistisk kan man være m.h.t. det psykiske for hende og alle de andre uskyldige ofre.