Læsetid: 11 min.

Den meningsløse vold har sin skæve, tragiske berettigelse

Flere lig, mere sorg, større fanatisme. Resultatet af konflikten i Gaza er som skåret i sten. Alligevel fortsætter begge parter, som havde de bind for øjnene. Troen på, at magtskiftet i Det Hvide Hus kan ændre billedet, er meget svag
Udland
10. januar 2009
Kortsigtet. Unge palæstinensere til angreb med sten og slynge mod fremrykkende israelere i Gaza. Men for ingen af parterne rummer volden en løsning, den forstærker blot en indlejring af konflikten i begge parters samfundskultur og selvforståelse, så ingen af dem bliver i stand til at se længere end lige rundt om næste hjørne.

Kortsigtet. Unge palæstinensere til angreb med sten og slynge mod fremrykkende israelere i Gaza. Men for ingen af parterne rummer volden en løsning, den forstærker blot en indlejring af konflikten i begge parters samfundskultur og selvforståelse, så ingen af dem bliver i stand til at se længere end lige rundt om næste hjørne.

ABBAS MOMANI

De holder tilsyneladende aldrig op - de evindelige kampe mellem israelere og palæstinensere. Men hvordan kan Hamas virkelig tro på, at raketter ind over den israelske grænse vil give dem et land, og hvordan kan Israel tro, at dets nuværende aktion med lig i Gazas gader virkelig vil føre dem tættere på freden? Svaret skal ifølge journalist og forfatter Göran Rosenberg findes i den synergi, der er landene imellem. For selv om landene paradoksalt nok på papiret kæmper for at blive fri for hinanden, bliver de, for hver gang de prøver at komme væk, blot mere indfanget i det spind, de begge sidder fast i. Den retorik og de handlinger, vi ser, er ikke rationelle handlinger, men desperate og angstprovokerede. Ingen af parterne ser meget længere end lige rundt om næste hjørne.

"Ord og handlinger bider sig selv i halen. Med reaktioner til følge, der realistisk set ikke vil være svært anderledes, end dem vi har set mange gange før. Alligevel bliver man ved i den fejlagtige forestilling om, at nu bliver det anderledes," siger Göran Rosenberg.

Men det kommer ikke til at gå anderledes ved at prøve voldens vej igen og igen.

Volden skubber blot til, at konflikten indlejres som en altafgørende del af både den israelske og palæstinensiske samfundsstruktur og selvforståelse.

"Israelere og palæstinensere er for stærkt bundet op i konfliktens psykologi. De er for tæt på til at se, at 'det var dem der startede'-argumentet, er et argument, der kun fortsætter den spiral af had og ødelæggelse, vi har set i alle disse år. Konflikten er en institutionaliseret del af begge samfund, og ingen af parterne evner at bryde de strukturer, der binder dem," siger Göran Rosenberg.

Heller ikke dr.phil., historiker og forskningsbibliotekar ved Roskilde Universitet, Morten Thing, kan se noget meningsfuldt resultat af, hvad vi ser på øjeblikket. De negative konsekvenser er til gengæld lette at få øje på.

"Israel bruger et overmål af vold mod en befolkning, der mest består af børn, og selvom de systematisk går efter at udrydde Hamas, mister rigtig mange civile livet i den proces," siger Morten Thing.

Ud over de mange uskyldige mænd, kvinder og børn, der mister livet, ser Morten Thing samtidig Israels mål med det hele som urealistisk og forregnet.

"Som vi lige har set det i Libanon, er Israel ikke uovervindeligt, så hvis Israel kommer ud af Gaza uden at have fået tilstrækkelig has på Hamas, har man to gange i træk fået et nederlag mod to meget svage lande. Det kan få katastrofale følger, fordi nogen - f.eks. Iran - kan få den tanke, at man kan påtvinge Israel en militær løsning. Og indenrigspolitisk kan det få den katastrofale konsekvens, at Benjamin Netanyahu går hen og vinder valget, fordi fungerende premierminister Tzipiora Livni ikke er hård nok," siger Morten Thing.

En tvivlsom lærestreg

Så når Israels præsident, Shimon Peres, udtaler, at palæstinenserne vil få sig en 'lærestreg' som et resultat af den her konflikt, kunne han ikke tage mere fejl.

"Det kræver ikke stor psykologisk indsigt at regne ud, at resultatet vil være det modsatte. Der er ikke nogen, der har mandat til at uddele lærestreger i den her konflikt.

Man skaber kun vrede og had for folk, der allerede er pressede i alle livets mest fundamentale forhold," siger Göran Rosenberg. Han bakkes op af Morten Thing:

"Det her løser jo ikke konflikten - det giver kun stakket varme at pisse i bukserne. Israel kan jo ikke knække palæstinenserne - som de har budt næsten hvad som helst undtagen gaskammeret. Det er en naiv tankegang uden hold i virkeligheden," siger Morten Thing.

Danny Raymond, der er ph.d. ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og har speciale i radikale bosættere på Vestbredden, har dog svært ved at se, hvordan Israel kunne have reageret anderledes over for et Hamas, der ifølge Raymond lever af konflikten og har det ophøjede mål at udslette Israel.

"Jeg kom hjem fra Vestbredden for to-tre måneder siden og har selv set, hvordan missilerne med jævne mellemrum fløj ind over grænsen på trods af våbenhvilen, og skabte vrede og frygt blandt beboerne i det sydlige Israel. Det er meget svært at få en tilværelse til at fungere, når alarmerne går dagligt," siger Danny Raymond.

Han har set et stigende politisk pres i den israelske befolkning for at forsvare sig, samtidig med at Israels forsøg på at råbe det internationale samfund op har været frugtesløse. En væbnet konflikt har derfor ifølge Raymond været eneste mulige udvej for Israel, med mindre man ville acceptere at leve med Hamas' fortsatte angreb.

Men det argument holder ikke ifølge ph.d. og professor i International Politik ved Københavns Universitet Ole Wæver. Han kan ikke se, at Israel skulle have reageret anderledes end så mange gange før. Han mener, at man kunne have valgt at give 'mere' på åbningen af grænserne, så Gaza i højere grad kunne blive et velfungerende samfund, hvilket israelerne ikke har været villige til. For det andet, og måske væsentligst, kunne Israel være mere åbne for en internationalisering af konflikten. Men Israel fortsætter blot som hidtil.

"Vi er vant til, at det er omverdenen, der skal komme og stille krav til Israel, men hvorfor egentlig, når det er Israel, der har brug for hjælp? Hvorfor bliver man ved at gøre de samme ting, som man historisk set ved kun styrker konflikten?" siger Ole Wæver.

Konflikten som motor

Hvorfor det er sådan, og hvorfor der ikke sker nogen væsentlig udvikling i Det Hellige Land, er der ifølge Informations kilder flere grunde til. Ifølge Morten Thing har Israel nemlig meget at vinde ved at holde konflikten levende. Konflikten er et værktøj for Israel til at kontrollere interne etniske og religiøse konflikter. Konflikten forener israelerne i kravet om at sikre sine grænser, hvilket holder spændinger, der ellers truer Israel indefra, fra døren.

"Israel indeholder modsætninger i form af jøder med meget forskellig baggrund, hvor af nogle er meget fattige, f.eks. de etiopiske og yemenitiske jøder. Samtidig vokser andelen af ultraortodokse jøder," siger Morten Thing.

Der ligger altså spændinger i det jødiske samfund af både social og kulturel karakter såvel som religiøse mellem de sekulære og de ultraortodokse, der ifølge Thing vil bryde ud i lys lue, hvis Israel ikke længere har en ydre fjende at slå løs på. Ud over denne faktor er der også aktuelle politiske forhold, der gør, at Israel har brug for en krig. Tzipiora Livni står over for et valg, hvor hun har behov for at vise, at hun er hardliner nok til at stå i spidsen for Israel.

"Den slags ordnes med en krig. Hun viser nu over for Netanyahu og vælgerne, at hun tør det her. Så konflikten rammer på en lang række både langsigtede og aktuelle punkter en svaghed i det israelske samfund," siger Morten Thing. For Hamas giver en tiltagende forværret konflikt ifølge Danny Raymond ligeledes fin mening. Målet er nemlig i høj grad signalværdi i forhold til både de andre arabiske lande såvel som internt blandt palæstinenserne. I den forstand har Israel med deres aggression givet palæstinenserne præcis, hvad de ville have.

"Hamas kan helt klart bruge det her til at sige, 'se, hvad vi sagde om Israel. Se, hvor meget I har brug for Hamas'. Samtidig kan den så bruge det til at positionere sig i forhold til PLO og Fatah," siger Danny Raymond.

Morten Thing er enig: "Man (Hamas, red.) gør det her for at rodfæste magten over Gaza og samtidig potentielt også få magten over Vestbredden - at blive palæstinensernes legitime fortaler. Og hvor Fatah består både af kristne og muslimer, er Hamas rent muslimsk og taler derfor naturligt bedre til den muslimske vækkelse, man ser over hele verden."

Ingen regional krig

Den meningsløse vold har altså sin skæve eksistensberettigelse for hver af de to folk, men for resten af Mellemøsten er den nuværende konflikt ikke noget, nogen har umiddelbar interesse i at involvere sig i på andet end et mere eller mindre symbolsk plan, selvom Hizbollah råber fra kulissen.

"Det er jo gratis for Hizbollah at råbe op og tage nogle stik hjem. De kunne jo have åbnet en anden front, hvis de ville, hvilket de ikke har gjort, så jeg tror, det bliver ved de hårde ord," siger Ole Wæver.

Heller ikke Danny Raymond tror på yderligere involvering i konflikten.

"Det kan være, at Hizbollah sender en raket eller to, men det bliver mest en råben i baggrunden. Syrien er ikke interesseret. Og jeg tvivler også på, om Iran er interesseret i at blive så isoleret, som resultatet vil blive, hvis de går ind og blander sig," siger Danny Raymond.

Heller ikke Morten Thing tror, at Iran skal have klinket noget med truslen fra USA lurende i baggrunden. Støtten bliver ved det symbolske i form af våben eller lignende. Men selvom Hamas ikke skal gøre sig forhåbninger om en regional krig, kan Hamas' position alligevel blive styrket i den arabiske verden.

"Med mindre Israel får ram på en rigtig stor del af de centrale personer, vil Hamas komme ud på den anden side styrket rent politisk. Måske bliver den svækket organisatorisk og militært, men den vil stå med en helteglorie både internationalt og internt," siger Ole Wæver.

Den vurdering tror Danny Raymond dog ikke nødvendigvis på. Der er også en grænse for hvor meget den almindelige Gazaborger vil finde sig i som et resultat af Hamas' handlinger.

"Der er på palæstinensisk side mange Gazaborgere, der er dødtrætte af Hamas. Dødtrætte af deres ønsker omkring sharialovgivning og dødtrætte af at være 'madning' i en konflikt, som de ikke har lyst til at være en del af. Jeg tror ikke, at svaret er så entydigt, som mange gerne vil gøre det til," siger Danny Raymond.

Kan Obama?

Et svar, der til gengæld er entydigt, er, hvad der skal ske, hvis der skal opnås fred parterne imellem. Der er behov for en alfaderlige skikkelse, der kan skille dem ad. For mange er den skikkelse identisk med USA.

"Der er et udtalt behov for, at parterne bliver skilt ad, og at den nuværende retorik - der i sin grundessens er dybt tragisk, men kan fremstå næsten barnlig i sin logik - bliver afløst af reelle forsøg på fred," siger Göran Rosenberg. Hjælpen skal ifølge Rosenberg komme fra USA, hvilket Morten Thing er enig i.

"Fred kommer kun gennem USA og med en accept af, at det internationale samfund må påtvinge begge parter en løsning. USA kan via deres bistand til Israel ramme det med en magt, som ingen andre kan," siger Morten Thing. Sådan ser det i hvert fald ud nu. Men de muligheder, der er for at finde en løsningsmodel for fred til gavn for Israel, der er til stede lige nu, er ikke en naturlov. Og Israel burde derfor ikke vente alt for længe med at sætte det lange lys på. Hvis man ikke gør det, kan det få fatale følger, hvis verdens magtbalance skifter.

"Det er svært at forstå, at israelerne ikke analyserer sig frem til, at verdens herre ikke nødvendigvis hedder USA 20 år endnu. Og hvis man i fremtiden skal begynde at lytte til Indien, Kina og måske Brasilien, er der jo ikke sikkert, at de ser fornuften i at have et lille område, der vedblivende sender chokbølger gennem Mellemøsten," siger Morten Thing.

Israel må komme videre i teksten og indse at rammerne for, hvad der skal ske, ligger klart. Både med hensyn til, hvordan landet skal fordeles og med hensyn til, om man kan have held med at banke palæstinenserne på plads.

"Det store spørgsmål er, hvorfor ingen siger til sig selv og hinanden, at den vej, man igen og igen bliver ved med at betræde, ikke fører til andet end flere dræbte soldater," siger Morten Thing.

For Danny Raymond er ligningen dog ikke helt så enkel, når man taler om den mere fanatiske del af Hamas. Det er urealistisk at tro, at man via kompromiser og forhandlinger kommer nogen vegne over for denne gruppe.

"Så længe Hamas holder fast i, at Israel skal udslettes, er det i sagens natur lidt svært at komme videre. Og i forhold til de dele af Hamas, der ikke vil forhandle, men kun føre krig, må man nok gå mere hårdhændet til værks. De kræfter skal inddæmmes. Så må resten jo anerkende Israel på samme måde som PLO i sin tid anerkendte Israel og Israel anerkendte PLO," siger Danny Raymond. Han tror på, at hvis det sker, kan man inden for en fem til ti år se en løsning. Og tostats-løsningen er stadig den bedste plan på tegnebrættet. Og der ligger også brugbare forslag til, hvordan man reelt skal området.

"Jeg er egentlig ikke så pessimistisk. Man har værktøjerne, man har planen," siger Danny Raymond.

En optimisme der hverken deles af Rosenberg, Wæver eller Thing. For dem at se er der langt igen. Ikke fordi de ikke som Raymond tror, at tostats-løsningen er svaret, men fordi USA som den afgørende faktor ikke er der, hvor landet skal være politisk, hvis der skal ske noget for alvor.

"Debatten i USA er jo nærmest en konkurrence om at være mest pro-israelsk. Hvor pro-israelsk er blevet synonym med at være et godt menneske og have en god moral. Det er næsten hævet over det politiske niveau. En løsning kræver en amerikansk præsident, der tør, hvad ingen præsident har turdet indtil videre, nemlig at udsætte sig for stærk kritik fra Israel," siger Ole Wæver.

Rosenberg supplerer:

"Obama kommer ikke til at spille en rolle i den nærmeste fremtid. Han har nok at se til både med økonomi og med krigen i Irak. Det er urealistisk at tro, at han ville kunne gøre den indsats, der er nødvendig militært i området for, at konflikten skal løses, hvilket vil kræve meget langvarig tilstedeværelse."

Heller ikke Morten Thing har meget tiltro til, at Barack Obama er præsidenten, der kan gøre en forskel.

"Hverken Obama eller Hillary Clinton har givet udtryk for nogen ambitioner på det her område. Samtidig har Obama nok at se til - så mon ikke historien fortsætter som hidtil," siger Morten Thing.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mogens Michaelsen

"... Så må resten jo anerkende Israel på samme måde som PLO i sin tid anerkendte Israel og Israel anerkendte PLO ..."

Siger Danny Raymond.

Spørgsmål: Og hvad fik PLO/palæstinenserne så ud af det?

Svar: Ikke en skid!

Det rigtige må være, at et krav om palæstinensisk anerkendelse af staten Israel bliver gjort til en del af en samlet løsning, og ikke en forudsætning for forhandling.