Læsetid: 4 min.

Nederlaget i den militære sejr

Israel har aldrig tidligere i sin snart 61-årige historie stået så svagt internationalt som efter den militært vellykkede offensiv i Gaza - som kan få den konsekvens, at Israel stilles for retten ved Den Internationale Straffedomstol i Haag
Udland
17. januar 2009

JERUSALEM: I nyhedskværnens kakofoni af meldinger fra det brændende Gaza gør én på BBC World Service-radio indtryk: 'Fredag blev 23 lig bjerget i Gaza bys ruiner'.

I sig selv bare en oplysning blandt tusinder, der på skift handler om: Fortsatte kampe. Udenrigsminister Tzipi Livnis panik-flyvning til Washington i går for at nå Condoleeza Rice på hendes sidste arbejdsdag og skrue en våbenhvile sammen, før Obama tiltræder. Hamas-raketter mod det sydlige Israel. FN-generalsekretær Ban Ki-Moon i Ramallah med krav 'omgående våbenhvile'. 155 mm artilleri-granater mod boligkarréer i Gazas killingfields, som landstribens urbane landskab kaldes i avisen Ha'aretz. Israel-talsmand Mark Regev, der forsikrer, at Israel allerede for en uge siden gik efter en våbenhvile, og som i går skimtede et lys i mørket.

Og så denne lakoniske oplysning: 23 lig gravet ud af Gaza bys bunker af forvredne jerndragere og cementbrokker.

Den signalerer det nederlag, Israel har påført sig selv med den sejrrige offensiv mod en underlegen fjende, hvor tre af Hamas' Top 5 i Gaza er dræbt, og bevægelsens egentlige leder (som ikke er Khaled Mishal i Damaskus), lægen Mahmoud al-Zahhar, er usynlig på 21. døgn. Hans hus er omringet af kampvogne, og hans kampduelige militante er i en nedsmeltningsfase som den i Irak i april 2003.

Men prisen for den militære lynkrig, der tillige har handlet om at 'afvaske pletten fra Libanon 2006', som det hedder i de israelske medier, er den jødiske stats omdømme som ligeværdigt medlem af verdenssamfundet.

For første gang drøftes det seriøst at anklage Israel for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved den internationale kriminalitets-domstol, ICC, i Haag. Og i går gik den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, ud med et krav om "blokade mod Israel fra FN".

"Hvordan kan et land, der konsekvent ignorerer sikkerhedsrådsresolutioner tillades at vandre gennem FN's port," sagde den tyrkiske leder, hvis land er i militær alliance med Israel.

International lov

Mere alvorligt forekom torsdagens hastemøde i FN's generalforsamling, hvor 118 medlemslande anklagede Israel for 'overtrædelse af international lov ved den fortsatte offensiv i Gaza'. Formanden for den 192 medlemmer store forsamling, Nicaraguas Miguel d'Escoto Brockmann, afviste et israelsk forsøg på at blokere sessionen med den begrundelse, at Gaza behandles i sikkerhedsrådet. D'Escoto noterede, at "Gaza er et brændende helvede", og at "overtrædelser af international lov er veldokumenterede".

Ni israelske menneskerettigheds-grupper har krævet en undersøgelse, der skal klarlægge, om Israel har gjort sig skyldig i krigsforbrydelser mod palæstinsiske civile, da de mener, at "kampmetoderne er en grov krænkelse af krigens love". Avisen The Guardian skrev torsdag, at diplomater overvejer at anmode FN's generalforsamling om at indbringe Israel for Den internationale kriminalitets-domstol (ICC). Richard Falk, en amerikansk-jødisk professor og FN-rapportør for de besatte områder, har kaldt Israels krigsførelse for "overtrædelse af FN-pagten, Geneve-konventionerne, international lov og internationale menneskerettighedslove". Ifølge TheGuardians kilder i det britiske udenrigsministerium overvejer Gordon Brown-regeringen at støtte et sådant krav. Det får dog ikke nogen let gang på jorden, hvis man skal tro ICC's talsperson, Nicola Fletcher: Dels er Gaza uden for ICC's juridiske område, og Israel er ikke med i ICC, dels kan domstolen kun tage sagen op på anmodning fra FN's sikkerhedsråd, eller hvis Israel frivilligt går med til en retssag. Det eneste fortilfælde er fra 2005, da sikkerhedsrådet bad ICC om at tiltale Sudans præsident, Omar al-Bashir, for folkemord i Darfur.

Lang række krænkelser

Hidtil har Israel med rette været kritiseret for konsekvente krænkelser af international lov og ret - bosættelses-koloniseringen, der har tilført de besatte arabiske områder en halv million jøder, den kvælende blokade af Gaza, den såkaldte 'adskillelses-barriere' bygget på besat område, de 'udenretlige' henrettelser af palæstinensiske fjender er hver især overtrædelser af diverse paragraffer i international ret. Israel har i alle årene forsvaret sig med hensynet til sine borgeres sikkerhed og det 'internationale samfund' har båret over med dem af dels historiske grunde - intet andet (religiøst) folk har været udsat for den systematiske udryddelse, nazisterne gennemførte i perioden 1933-45 - dels i en usagt erkendelse af, at Israel var isoleret i en region, hvor demokrati og menneskerettigheder er et fremmedord, hvilket er korrekt.

Det nye er, at Israel i flere og flere besluttende lag - nationalt som internationalt - nu ses som 'slyngelstat'. Det har gjort indtryk også i Israel, at Ban Ki-Moon talte med store bogstaver om 'det totalt uacceptable og utålelige angreb' på UNRWA's hovedkvarter i Gaza by, og at den britiske premierminister, Gordon Brown, tog bladet fra munden med en udtalelse om, at "angrebet ikke kan forsvares".

Ban Ki-Moon var netop ankommet til Israel, da tre fosforgranater slog ned og antændte tonsvis af UNRWA-fødevaresække, der med blodig ironi var tilvejebragt med bistand af Israels væbnede styrker, nemlig via den koordinations-komité mellem Israels hær og FN, der blev dannet efter de første dages bombardementer. Komitéens opgave er at sikre, at GPS-koordinater om nødhjælpens opholdssteder og trafik videregives til kommandanter i felten, der så har ordre til at køre udenom.

De 'humanitære korridorer', der etableredes, har dog kun haft betinget succes. Ifølge avisen Jerusalem Post har israelerne tilladt 1.028 lastbiler med mere end 25.000 tons nødhjælp at komme igennem krigszonen, undertiden forgæves, da militære enheder enten hindrede fordeling af hjælpen eller skød på konvojerne af lastbiler og ambulancer - et tocifret antal nødhjælpsarbejdere og redningsfolk er dræbt under kampene.

Men der er også solstrålehistorier om indsatsen af den israelske nødhjælps-koordinator, brigadegeneral Maruch Spiegel, der reddede folk fra huse under beskydning og i det hele taget har knoklet for at leve op til regeringens programerklæring om "udstrakt hensyn til civilbefolkningen"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mark,

Du kan være helt rolig. Min loyalitet overfor nationen er klippefast, uanset hvad statsministeren hedder.

Mark,

Angående demokrati kontra pøbelvælde, så har voldsomme begivenheder, der kan true statens eksistens og befolkningens liv en væsentlig indvirkning på folks perception og forråelse. Så balancen er hårfin.

Eller kort sagt: Jo voldsommere befolkningen oplever truslen personligt, jo længere er de villige til at gå.

Det er vel nærmest en naturlov.

Kim,

og mener du at 'nationen' til enhver tid vil være repræsenteret af 'statsministeren'?

Ikke nødvendigvis, men han sidder ikke længe uden opbakning.

Kim,

'staten', som en sammenfattende betegnelse for forskellige sociale institutioner, og 'befolkningen' er ikke sammenfaldende størrelser.

Et statsapparat kan true befolkningens liv og selv 'trues på sin eksistens' af befolkningen.

Kim'

"...uden opbakning".

Nej da, men 'opbakning' fra hvem?

Mark,

I de europæiske nationalstater er de oftest sammenfaldende, og styreformen er jo i den forbindelse ret afgørende. Demokrati er forudsætningen, der sikrer sammenfaldet, selvom det også kan forekomme under andre styreformer.

Nation og stat skal jo netop være et i nationalstaten, men i mange især stammedelte afrikanske lande er det ofte ikke tilfældet, og i USA er der nærmest ingen definerbar nation. Det er her spørgsmålet, om nationalstat overhovedet kan bruges som en dækkende betegnelse.

I Danmark er vi dog meget tæt på et totalt sammenfald.

Fra flertallet i den lovgivende forsamlig, der er valgt af folket.

Kim,

(måtte ud for at sætte 3 heste på græs. Du ved: Det ’jordnære’ :-) )

Var det national-socialistiske Tyskland en ’europæisk nationalstat’?
Ville det falde ind under
”..sammenfaldet …. også kan forekomme under andre styreformer”?

”… i USA er der nærmest ingen definerbar nation.”

Jeg forstår, der er vældig meget ’nationalfølelse’.

Måske skulle du definere dit begreb ’nation’?
Adskiller det sig fra ’befolkningen’?

Fint med
”.. flertallet i den lovgivende forsamling, der er valgt af folket.” :-)

Altså bortset fra begrebet ’folket’.
Er det ’sammenfaldende’ med det demokratiske begreb ’valgborgerne’?
Eller med ’nationen’?

Hvis ’nation og stat skal være et’,
skal alle så være statsansatte?

En form for demokratisk national socialisme?
Det lyder da ’venstreorienteret’. :-)

Nu sidder jeg ikke lige med den stor definitionsordbog foran mig, men for mig er nationen det samme som folket, hvis der vel og mærke er tale om et folkeslag. Her i landet danskere.

En stat der huser adskillige store folkeslag har vel i sagens natur svært ved at være en nationalstat.

I USA er der ikke noget folkeslag, hvorfor de falder udenfor definitionen. Nazityskland falder derimod indenfor.

Er det vigtigt?

Sider