En vandrehistorie vil vide, at koden for Irak-invasionen i 2003 oprindeligt var 'Operation Iraqi Liberty'. Fik De den? OIL!
Pentagons spindoktorer fangede i tide bommerten. Da "helvedes porte" åbnede sig for nu at citere Egyptens præsident Mubaraks advarsel, var det under navnet 'Operation Iraqi Freedom'.
Men at olien spillede en rolle, er evident. Og når vicepræsident Dick Cheney i talrige farvelinterviews i disse dage uden at rødme erklærer, at "vi er tæt på at nå alle vore mål i Irak", er det mildt sagt en sandhed med modifikationer. Og indvielsen for nylig af USA's ambassade til 700 mio. dollar i Bagdad - amerikanernes største - indikerer, at USA er kommet for at blive på den ene eller anden måde.
Da de amerikanske styrker rykkede ind i Bagdad, var forholdsordren at omringe olieministeriet fra dag ét. De øvrige ministerier, statslige institutioner, museer og paladser blev overladt til de plyndringer, den morbidt spøjse Donald Rumsfeld kaldte for stuff hoppens.
Men først efter Irak i januar 2005 fik en slags frihed med egen regering og parlament, kom olien på den politiske dagsorden. Og der blev den, og der forbliver den i måneder, måske år, nemlig til de irakiske politikere bliver enige om principperne for fordelingen af olieindtægterne mellem landets shia'er, sunni'er og kurdere - et skænderi, der kan udarte i en ny borgerkrig.
Et regeringsgodkendt forslag til en olie- og gaslov fra marts 2007 har ikke, trods flere revisioner, kunnet få flertal i parlamentet. Ikke desto mindre agerer olieminister Hassain al-Shahristani, som om den er vedtaget. På den sidste dag i 2008 sendte han 11 oliefelter i international licitation. Hvis de effektueres, vil de fordoble Iraks olie-output på 2,2-2,3 mio. tønder pr. dag i løbet af de næste tre-fire år.
Men olieministeren er lige lovlig optimistisk.
For ganske vist står de multinationale oliekoncerner klar med investeringer i milliardklassen, men fraset det britisk-hollandske Shell, der har tegnet en gaskontrakt til fire milliarder dollar over 25 år i Basra-regionen, tøver de multinationale sværvægtere, så længe der ikke er flertal for legal udnyttelse af de 73 konstaterede oliefelter og andre 239 med 'højt potentiale'.
Bagdad-parlamentet anfægter lovligheden af Shell-kontrakten med olieministeriet, der på sin side erklærer en snes kontrakter, som det autonome kurdiske hjemmestyre har indgået med mindre selskaber, bl.a. et norsk olieselskab, DNO, for ulovlige. Der er kaos, og de multinationale investorers interesse i en tiltrængt modernisering af den forsømte og håbløst forældede oliesektor er indtil videre fordampet efter en kort reaktivering som følge af den forbedrede sikkerhedssituation gennem 2008.
Allerede i marts var Dick Cheney i Bagdad for at presse den irakiske regering til at snøvle sig sammen og banke parlamentet på plads. I juni gik Exxon-Mobil, BP, Shell og Total i forhandling om koncessioner, der ikke var udbudt i fri licitation. I oktober mødtes interessenterne igen, nu tillige med Chevron og nogle mindre selskaber, med olieminister Hussain al-Shahristani om otte koncessioner, der angiveligt ville fordoble Iraks olieproduktion til fire-fem mio. tønder pr. dag, hvis de blev underskrevet.
Det blev de ikke. Og indtil videre holder de største multinationale sig væk fra den sidste nye licitation. De ikke tror på, at han kan levere den lovede vare på grund af det miks af regionale, sekteriske og nationalistiske interesser, der blokerer for et politisk flertal for en olielov.
Ifølge kritikerne i det irakiske parlament opererer lovforslaget med overskudsdeling i forholdet 30-70 i de multinationales favør. Udadtil er der tale om 'serviceaftaler', hvor olien forbliver på irakiske hænder, og hvor de multinationales medvirken kaldes for 'teknisk assistance', men reelt er der tale om det, oliebranchen kalder 'internationalisering' af Iraks oliereserver.
Hvorfor olien er vigtig
Den historie går langt tilbage - allerede på det første møde i USA's Nationale Sikkerhedsråd efter George W. Bushs tiltræden var Iraks olie på dagsordenen. Dick Cheneys første embedshandling som vicepræsident var at etablere en komité til at vurdere amerikanernes energibehov de næste 20 år. Den fastslog, at amerikanernes afhængighed af importeret olie ville stige fra 50 til 70 pct. i 2020, og at hovedparten af stigningen måtte komme fra Mellemøsten, i hvis undergrund godt 60 pct. af verdens samlede oliereserver befinder sig.
Med kontrol over Iraks olie kunne der skabes en nyordning for adgang til klodens tredjestørste oliereserver (efter Saudi-Arabien og Iran, der afviser udenlandske investeringer i deres oliesektorer) hvor koalitionsgodkendte selskaber som Shell, Exxon, Chevron, Total og BP kunne komme til fadet. Endvidere skulle Irak forlade OPEC og overtage Saudi-Arabiens rolle som 'loyal svingproducent', hvilket ville være en bombe under kartellets indflydelse på olieprisen.
Men de neokonservative i Bushs bagland, der havde udtænkt denne plan, havde ikke taget Philip Carroll i ed. Caroll var ikke neokonservativ, men eks-direktør for Shell Oil USA, og blev i maj 2003 udpeget af den amerikanske regering som administrativ leder af den irakiske olieproduktion - tidligt nok til at forpurre et ophørsudsalg af oliefelterne til de multinationale. For, som han sagde til BBC's 'Newsnight', "disse neokonservative har sære ideologiske idéer om markedet, om demokratiet og om dette og hint. De internationale olieselskaber er uden undtagelse pragmatiske kommercielle institutioner. De har ikke en teologi".
Ariel Cohen, en medarbejder ved Heritage Foundation, en amerikansk neokonservativ tænketank, konstaterede sørgmodigt, at "en mulighed blev forpasset".
I stedet er Dick Cheneys lammefromme erklæring om, at "Irak olie tilhører irakerne" blev taget på ordet, efter at USA måtte acceptere det irakiske parlamentsvalg, der har tilvejebragt et Iran-venligt shia-styre. Men dog således at olieministeriet med USA-eksperters 'hjælp' strikkede en olielov sammen, der opererede med de såkaldte PSP - Production Sharing Partnerhips - i forholdet 49-51, altså formelt en sikring af irakisk ejendomsret. Det er denne lov, der siden er revideret i det uendelige, så der nu tales om 'servicekontrakter', der sikrer de udenlandske investorer op til tre fjerdedele af olieprofitten i de næste 20-30 år som modydelse for investeringer i infrastruktur og nye raffinaderier.
I alle de forskellige aftalemodeller sikres de udenlandske investorer ret til på nærmere fastsatte tekniske og økonomiske vilkår at efterforske og i en årrække producere den olie og gas, de måtte finde det kommercielt at udvinde. De forskellige samarbejdsmodeller - koncessioner, servicekontrakter og partnerskabsaftaler fastsætter altså, hvorledes risiko og udbytte fordeles mellem den private investor og den statslige ejer. Men eftersom Irak har tre 'ejere', der først skal være enige, forvitrer oliefelterne fortsat - angiveligt er kun 12 af de aktive felter produktive på fuld styrke.
Saudi-Arabien delmål
Men var olien virkelig den egentlige begrundelse for angrebet på Irak? Kunne USA ikke lige så godt have købt olien af Saddam Husseins regime?
"Ja, det er jo den store debat," svarede mellemøstanalytikeren Raymond Hinnebusch i en kaffepause under en konference om arabisk økonomi på Det Danske Institut i Damaskus. Hinnebusch, brite og professor på St. Andrews-universitetet, henviste til den uenighed, der hersker mellem orientalister om oliens rolle, endsige hvor afgørende den var, i krigen mod Irak. Og modargumentet er besnærende: Det havde været billigere at købe olien af Saddams nationale olieselskab. Den kunne jo købes til verdensmarkedspriser ligesom al anden råolie.
Men ifølge Hinnebusch gjorde Bush-baglandet af neokonservative strateger forskellen. De så bort fra en sådan helt almindelig kommerciel model af flere årsager: Den irakiske diktator blev anset som farlig og uberegnelig, og de mente, at USA skulle være militært tilstede 'på landjorden' i Mellemøsten for at sikre fuld kontrol med eksporten. De var endvidere overbeviste om, at Saddams fald ville føre til en 'demokratisk dominoeffekt' i hele regionen, der kunne destabilisere Syrien og Iran, Israels hovedfjender. De havde, med Hinnebuschs ord, "en dagsorden på en anden stats vegne".
Ifølge eks-general og tidligere øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Mellemøsten, Anthony Zinni, var dette Israel-engagement "den dårligst bevarede hemmelighed i Washington".
Desuden peger et væld af data på Saudi-Arabien som et delmål med invasionen af Irak. Det rystede de neokonservative, at flertallet af de 19 flykaprere 11. september var saudiere, og knækkede tilliden til, at kronprins Abdallah kunne styre, hvad der foregik lige under næsen på ham.
At nervøsiteten var reel fremgår af en historie jeg hørte fra den palæstinensiske forfatter og Saddam-biograf, Said Aburish, allerede i efteråret 2002, hvor han startede med at sige: "Vi får snart meget travlt." En person fra Pentagon havde under dække af research til en artikel for tidsskriftet Foreign Affairs pumpet Aburish om magtkampene i den saudiske kongefamilie, som han havde skrevet en bog om. Og Pentagon-mandens ultimative spørgsmål var: "Er Saudi-Arabien stabilt?"
Risikoen for et kup, der fjernede Huset Saud, ville likvidere Saudi-Arabiens rolle som loyal 'svingproducent' af olie efter aftale med Washington - der netop i 1991 havde fungeret perfekt med en øget produktion (fra 7,1 mio. tønder/dag i 1990 til 8,8 i 1991 og 9,1 i 1992), der stabiliserede den stejlt stigende oliepris som følge af den første Golf-krig, hvor Iraks olieproduktion kollapsede fra 2,15 mio. tønder/dag i 1990 til under 300.000 tønder/dag i 1991.
Mission accomplished?
Raymond Hinnebusch er enig i, at Saudi-Arabien spillede en rolle i det neokonservative pres for en invasion af Irak:
"USA var utilfreds med at være afhængig af saudierne som 'svingproducent', dels fordi noget tydede på, at saudiernes olieproduktion faktisk havde toppet. Saudiernes evne som 'svingproducent' ville blive nødlidende, da deres overskudskapacitet i så fald også ville være aftagende."
"Washington havde også registreret, at saudierne var begyndt at 'se til anden side', dels med en åbning mod Iran og forsoning med Irak, formaliseret ved det topmøde i Beirut, hvor daværende kronprins Abdallah lancerede sin fredsplan for den arabisk-israelske konflikt, der fordrede Israels tilbagetrækning til 1967-grænserne mod fuld arabisk anerkendelse af den jødiske stat."
At ledende neokonservative var endnu mere zionistiske end zionisterne, påvirkede deres vurdering af Saudi-Arabien som fremtidig og trofast USA-allieret. Desuden var det i de neokonservatives optik afgørende, at et 'neutraliseret' Irak ville gøre en israelsk dikteret aftale med palæstinenserne til en formssag. Annekteringen af de besatte områder med jødiske bosættelser ville kun blive et marginalt problem, eftersom palæstinenserne ville blive overladt til sig selv - med eventuelt halvhjertet syrisk støtte, så længe den ville vare.
Men selv om Irak har kostet amerikanerne enorme mængder af politisk kapital, har Cheney ret i, at de neokonservatives strukturelle projekt stort set er gennemført: Irak er decentraliseret i en føderation, der sikrer opdeling i shi'itiske, sunnistiske og kurdiske enklaver, hver for sig for svage til at udgøre nogen trussel mod Israel. På den måde var transparenten med Mission Accomplished, da Bush i maj 2003 fejlagtigt erklærede de militære operationer for fuldbragte, i overensstemmelse med de faktiske forhold. Besværgelserne om 'Iraks enhed' modsiges af kendsgerningerne, for eksempel de tilstundende lokalvalg 31. januar. De holdes kun i 14 af de 18 provinser. I de tre kurdiske provinser har Kurdistans autonome regionalregering valgt at fastsætte en valgdato på et senere tidspunkt, hvilket ses som endnu en indikation på den løsrivelse til selvstændighed, som alle venter. Den fjerde provins, der er undtaget for valg, er Tamim med den vigtige olieby Kirkuk. Den er for ustabil, så længe de kurdiske ledere gør krav på at indlemme byen med omliggende oliefelter i deres autonome område.
Regeringen i Bagdad er imod 'kurtisering' af Kirkuk, både af olieindtægtsfordelings-hensyn og af hensyn til Tyrkiet, der ikke kan leve med en kurdisk oliestat syd for dets grænse med funktion som bankrådgiver, våbenhandler og feltlazaret for den tyrkisk-kurdiske separatistbevægelse PKK.
Den sidste olie
De neokonservative skrivebordsideologer fik altså ret på bundlinjen, men prisen har været høj. USA har formelt accepteret besættelsens ophør med udgangen af 2011, og - som Clintons udenrigsminister, Madeleine Albright, har sagt - "demokratiet har fået et dårligt navn i Mellemøsten". Den 'strategiske sikkerhedsaftale', som USA har indgået med Nuri al-Malikis regering, fordrer amerikansk tilbagetrækning om senest tre år, men aftalen synes allerede nu undermineret på flere punkter, bl.a. den militære tilbagetrækning fra byerne senest den 30. juni 2009. Aftalen er dog formelt på plads med Iraks præsidentråds godkendelse og støtte fra et trebenet parlamentsflertal af shia'er, sunni'er og kurdere.
Og nu ser det ud til at besættelsen har fået den sidste olie - efter 4.213 faldne på amerikansk side. De hundredtusinder dræbte irakere er ikke bogført. De er jo arabere.
