Læsetid: 2 min.

Ny front i udlændingepolitikken åbnet

Partierne bag regeringen åbner en ny front i udlændingepolitikken ved at kritisere EU-forslag. Oppositionen støtter derimod ny byrdefordeling i Europa
Det er blandt andet her i Malta, at der et stort pres på, fordi man ligger først for på immigranternes rejse ind i Europa.

Det er blandt andet her i Malta, at der et stort pres på, fordi man ligger først for på immigranternes rejse ind i Europa.

6. januar 2009

Hvis en asylansøger, der er havnet i Danmark, er kommet ind via et andet EU-land, kan Danmark i dag returnere asylansøgeren. Et nyt forslag, som EU-Kommissionen lancerede i sidste måned, vil til gengæld tillade nogle lande at afvise at tage asylansøgerne tilbage.

Mens oppositionen støtter idéen om at dele asylbyrderne, så er Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre kritiske.

Michael Aastrup Jensen, Venstres EU-ordfører, siger, at Danmark sammen med lande som Storbritannien, Holland og Tyskland bør modsætte sig forslaget.

"Vi mener, at det vil åbne for et skråplan af format, som gør, at vi reelt får flygtninge, som farer frem og tilbage," siger Michael Aastrup Jensen.

For at undgå asylshopping hoppede Danmark for tre år siden med i det nuværende regelsæt. Det er den såkaldte Dublin-forordning, der bestemmer, hvilket land som skal tage imod og behandle en asylansøgers sag. De seneste år har Danmark sendt 300 til 400 asylansøgere til andre EU-lande og modtaget et tilsvarende antal.

De Konservative kritiserer også forslaget, fordi Danmark har en strammere asylpolitik end andre EU-lande. Til gengæld er det positivt, at andre lande strammer asyl- og udlændingepolitikken, siger De Konservatives EU-ordfører, Helle Sjelle.

Familier skal samles

Denne sommer har udlændingedebatten raset i Danmark, efter en EU-dom gjorde det lettere at få familiesammenføring efter EU-retten. Men det nye forslag bør ikke komme som en overraskelse for regeringspartierne, mener SF's EU-ordfører, Anne Grete Holmsgaard. I den for nyligt vedtagne Asyl- og Immigrationspagt beder EU's regeringer, inklusiv den danske, om at få en mere "retfærdig, effektiv og sammenhængende" asylpolitik, siger hun.

Hun og Socialdemokraternes udlændingeordfører, Henrik Dam Kristensen, støtter forslaget i Asylpakken. Argumentet er, at der et stort pres på bestemte EU-lande, fordi de ligger først for på immigranternes rejse ind i Europa.

Det er også fornuftigt i større grad at samle asylfamilierne, siger SF.

Danmark vil sidde med ved forhandlingsbordet, men på grund af retsforbeholdet kan Danmark ikke stemme hverken ja eller nej til forslaget.

I 2009 vil kommissionen komme med flere forslag, der skal skabe et fælles asylsystem i Europa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu