Republikanerne
Efter otte år ved magten er USA's konservative parti og bevægelse sendt ud i kulden af Barack Obama og Det Demokratiske Parti. Nu er det store eksistentielle spørgsmål for oppositionspartiet, hvordan det generobrer Det Hvide Hus og flertallet i Kongressen frem for at begå fejl og risikere at blive dømt til mange år i politisk eksil.
"Det Republikanske Parti led et knusende nederlag ved det seneste valg. Og dets idéer er blevet yderst populære. Den eneste vej frem er at kritisere Obama og hans initiativer på en konstruktiv og loyal måde. Hvis de bliver ondskabsfulde og superkritiske, vil de garanteret miste endnu mere politisk indflydelse ved valgene i 2010 og 2112," siger den konservative filosof Peter Berkowitz, seniorstipendiat på Hoover Institution.
I de to måneder siden Barack Obamas valgsejr har republikanernes ledere og langt de fleste menige lovgivere i Kongressen holdt relativ lav profil. Ingen har sået tvivl om valgresultatets legitimitet. I generelle vendinger støtter partiet Obamas og demokraternes økonomiske redningspakke - en kombination af skattelettelser og store offentlige investeringer.
Større skattelettelser
De republikanske ledere er dog så småt begyndt at røre på sig og kræver f.eks. større skattelettelser.
"Jeg tvivler på, at Obamas hvedebrødsdage varer længe. Republikanerne ved, at Obama stiler efter at tiltrække så mange republikanske stemmer som muligt. Det vil kræve kompromiser fra Obamas side og skabe vrede på venstrefløjen," vurderer John Judis, redaktør på nyhedsmagasinet The New Republic.
Forsker ved det venstreorienterede Economic Policy Institute, David Kusnet, forudser til gengæld, at de alvorlige økonomiske udfordringer vil forlænge Obamas hvedebrødsdage.
"Det er klart, at ikke alle oplever, at de har investeret i hans succes som præsident, men få politikere kan føle sig sikre på, at de vil overleve konsekvenserne af en Obama-fiasko," siger han.
De to dominerende fløje i Det Republikanske Parti - kulturelt konservative og økonomiske libertinere - debatterer i øjeblikket, om det ville hjælpe dem at rykke længere mod højre og lægge mere vægt på henholdsvis etisk-moralske spørgsmål og en indskrænkning statens intervention i økonomien. Nogle har endda foreslået en mere nationalistisk og populistisk linje. Men det vil ifølge Peter Berkowitz sende partiet ud i kulden i årtier.
"Det er der ikke dækning for i den amerikanske vælgerbefolkning," siger han.
Lobbyisterne
Under valgkampen og i de seneste to måneder har Obama gang på gang understreget, at alle amerikanere må holde for og acceptere nedskæringer.
"Jeg vil gå forbundsstatens budget igennem - linje for linje - og eliminere de poster, som er unødvendige eller ineffektive," siger Obama.
Noget tyder imidlertid på, at én tung budgetpost vil blive forskånet for nedskæringer - Forsvarsministeriets. Siden 2001 er Pentagons budget fordoblet fra 305 mia. til 700 mia. dollar om året.
Størsteparten af væksten kan tilskrives de to krige og kampen mod terrorisme, men det er mindre kendt, at generaler i Pentagon og den private forsvarsindustri har benyttet krigene som argument for nye våbenindkøb.
"Forsvarsministeriets budgetkontor er helt ude af kontrol. De bliver ved med at anmode om nye våbenprogrammer uden at eliminere eller indskrænke de gamle. Så vidt jeg er orienteret, planlægger Obama en stigning på 10 pct. om året i de næste fire finansår," siger Gordon Adams, der arbejdede som budgetrådgiver for Obamas overgangshold.
Ingen besparelser
I sidste uge sagde den kommende viceforsvarsminister med ansvar for budgetplanlægning, William Lynn, at Obama-regeringen ikke vil have tid til at revidere Bushs forsvarsbudget for finansåret 2009-2010. Det skal fremlægges for kongressen i februar og være vedtaget i oktober.
"Hvad har Lynn egentlig lavet i de sidste to måneder?" spørger Joseph Cirincione, direktør for Ploughshares Fund i Washington. "Hvis de havde sat alle sejl ind, kunne Obama let have fundet 50 mia. dollar i besparelser på næste års forsvarsbudget. Jeg troede, at alle skulle bære ofre. Man kan frygte, at han ikke tør komme i karambolage med militæret og forsvarsindustrien."
USA's private erhvervsliv synes ikke at have meget at frygte på kort sigt fra den nye demokratiske præsident. Obama har lovet at skyde milliarder af i dollar ind i redningen af den skrantende bank- og finanssektor. Han har endda stillet i udsigt, at selskabsskatten vil blive sænket, omend demokratiske kongresmedlemmer er skeptiske.
Hertil kommer, at forbundsstaten er blevet medejer af en voksende del af de store banker og finanshuse og af bilbranchen. Det gør det vanskeligt for koncerncheferne at kritisere og direkte modarbejde den nye præsident.
Fagforeningerne
Ingen enkelt interessegruppe gjorde en så stor indsats for at få Barack Obama valgt til præsident som den amerikanske fagbevægelse. Den lagde flere hundrede mio. dollar på bordet og engagerede titusindvis af fagforeningsaktivister i at få medlemmer over hele landet til at støtte demokraternes præsidentkandidat.
I fagbevægelsen er forventningerne til den nye præsident derfor store. Øverst på dagsordenen står et efterhånden gammelt lovforslag om at gøre det lettere for folk på en arbejdsplads at organisere sig. Optagelse i en fagforening kræver hemmelig afstemning, men i de seneste år har mange virksomheder chikaneret fagforeningsaktivister med hjælp fra særlige fagforeningsfjendtlige advokater.
Demokraternes lovforslag - Employee Free Choice Act - blev vedtaget i 2007 i Repræsentanternes Hus, men kom aldrig igennem Senatet på grund af modstand fra Republikanske senatorer. Loven sigter bl.a. mod at begrænse virksomheders mulighed for at chikanere aktivister og erstatter afstemning med personlige underskrifter fra de ansatte på en arbejdsplads.
Initiativet er af stor betydning for den amerikanske fagbevægelse, som har oplevet fald i medlemstal gennem flere årtier, og som har haft stigende vanskeligheder med at rekruttere nye medlemmer. Kun 10 pct. af USA's arbejdsstyrke er medlem af en fagforening.
Modstand mod reform
De to landsorganisationer, AFL-CIO og Change to Win, havde håbet, at det Demokratiske Parti ville udvide sit flertal i Senatet til 60 - det magiske tal, som tillader lovforslagets stillere at sende det til afstemning i plenum. Men partiet vil kun kunne mønstre 58 medlemmer i det nye Senat. Herudover er flere demokratiske senatorer fra sydstaterne kritiske over for forslaget.
Fremfor alt vender et næsten samlet amerikansk erhvervsliv sig imod reformen. En lobbygruppe har allerede startet en annoncekampagne, og flere toneangivende amerikanske koncernchefer har i dystre toner advaret mod fagforbundenes angivelige bestræbelse på at tilrane sig magt på bekostning af det frie initiativ.
"Initiativet står ikke længere øverst på Obamas agenda," siger journalisten John Judis. "Det er mere sandsynligt, at han og demokraterne foreslår et kompromis, som gør det lettere at afholde afstemninger og slår ned overfor chikane."
"Demokraterne skal passe på. Fagbevægelsen er den største interessegruppe i partiet. Hvis den fortsætter med at bløde, svækkes demokraternes hold på magten også."
Klimaet
I forhold til sin forgænger er Obama-regeringens klima- og energipolitik ambitiøs.
USA's anvendelse af sol, vind og andre alternative energikilder skal fordobles i løbet af tre år. Alle forbundsstatens bygninger skal gøres mere energivenlige. En million husstande skal isoleres hvert år. Bilers benzinøkonomi skal ved lov hæves til et højere niveau. En mio. hybridbiler skal være på vejene i 2015.
Herudover skal tre millioner nye grønne arbejdspladser skabes i løbet af to år.
Midt i den alvorlige økonomiske krise vil præsident Obama formentlig nyde bred politisk opbakning til sin plan om at investere mellem 50-60 mia. dollar i de næste par år i energibevaring og alternative energikilder til fossile brændstoffer.
Grønne job
Lige så let bliver det imidlertid ikke at få en klimalov gennem Kongressen. Uden vedtagelse af en effektiv ordning for handel med CO2-kvoter bliver det umuligt for Obama at opfylde sin målsætning om at nedbringe USA's udledning af drivhusgasser med 80 pct. i 2050 i forhold til niveauet i 1990. Og det skal helst ske inden FN's klimakonference i København i december.
"Mange amerikanske energiselskaber og virksomheder i bil, stål og kulbranchen er stadig stærke modstandere af en klimalov, ikke mindst under en recession," siger Annie Petsonk, international klimarådgiver i Environmental Trust Fund, der samarbejder med klimavenlige energiselskaber
Nogle af de store amerikanske fagforbund er også skeptisk indstillet over for en klimalov af frygt for, at der ikke bliver nok 'grønne' arbejdspladser til at erstatte tabet af job i den fossilafhængige industri.
I begge Kongressens kamre er et lille mindretal demokratiske kongresmedlemmer og senatorer fra midtvestlige industristater og et par sydstater ligeledes modvillige mod at støtte en vidtgående klimalov.
"Et af lyspunkterne er, at det kan blive svært for disse politikere og virksomheder at modsætte sig Obamas vilje på grund af hans kæmpe popularitet i de første tre-fire måneder," mener Petsonk.
Det er muligt, at nogle virksomheder kommer på andre tanker, inden løbet er kørt.
"I Washington har vi et gammelt ordsprog: Hvis man ikke sidder med omkring spisebordet, står man på menuen," siger Alden Meyer, klimarådgiver i Union of Concerned Scientists.
Europæerne
Ligesom de fleste amerikanere er den europæiske befolkning dybt betaget af USA's nye præsident. Spørgsmålet er, hvor længe hvedebrødsdagene varer på det gamle kontinent.
Obamas første beslutninger vil utvivlsomt blive lovprist i Europa. I morgen skal præsidenten - som lovet i valgkampen - møde de militære værnschefer, der allerede har udarbejdet en plan for tilbagetrækning af amerikanske kampstyrker fra Irak. Efter alt at dømme vil Obama i de første dage i Det Ovale Værelse bebude lukningen af den berygtede Guantánamo-fangelejr, hvor terrormistænkte er blevet torteret.
"Det vil hjælpe gevaldigt med at få forbedret det problematiske forhold mellem USA og Europa, som Bush efterlader - især i Irak-krigens kølvand," siger Charles Kupchan, seniorforsker ved Council of Foreign Relations i Washington.
Mellemøsten
Også på andre mindre prominente områder vil præsident Obamas politik blive modtaget med kyshånd i Europa.
"Den nye regering har lovet at sætte alt ind på at genoplive bestræbelserne på at afskaffe atomvåben, og vi kan forvente en ny strategisk våbenreduktionsaftale mellem Rusland og USA," forudser Joseph Cirincione fra Ploughshares Fund.
Udstationeringen af missiler på en amerikanskbygget militærbase i Polen og en radar i Tjekkiet vil højst sandsynligt blive stillet i bero.
Bagsiden af medaljen er imidlertid, at præsident Obama vil bruge al sin charme og popularitet på at overbevise europæiske NATO-lande om at stille med flere soldater til krigen i Afghanistan. Det kan skabe store gnidninger.
I Mellemøst-konflikten håber de fleste europæiske lande, at USA vil gå tilbage til den mere eller mindre neutrale position som mægler fra Clinton-årene. Men de kan let blive skuffede, hvis Obama af indenrigspolitiske årsager undlader at tage opgøret med den proisraelske lobby i USA og mere eller mindre fortsætter Bushs støtte til høgene i Israel.
"Allerede i Obamas første regeringsdage vil han tage stilling til Israels handlinger i Gaza. Det vil give os et fingerpeg om, hvor langt han er villig til at gå," siger journalisten John Judis.
Obamas løfte om at skærpe de økonomiske sanktioner mod Iran kan også blive et konfliktpunkt mellem USA og Europa. Lande som Tyskland og Italien har store økonomiske interesser i Iran.
Islamisterne
Under George W. Bush nåede forholdet mellem USA og den muslimske verden et historisk lavpunkt. Det er der mange forskellige grunde til. Der var Irak-krigen og USA's ubetingede støtte til høgene i Israel; Guantánamo-lejren og mishandlingen af irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet samt de høje civile tab under luftbombardementer i Afghanistan.
Og så var der den amerikanske præsidents aggressive retorik - 'krigen mod terror' og 'kampen mellem det gode og det onde'. "Hvis blot Obama lader være med at bruge de termer, kan det alene forbedre USA's anseelse blandt muslimer," siger Maleeha Lodhi, Pakistans tidligere ambassadør i Washington.
Inden præsidentvalget herskede der udbredt skepsis i arabiske og muslimske lande om, hvorvidt en kandidat med mellemnavnet Hussein kunne vinde. "Efter sejren blev kynismen forvandlet til håb og forventning om reelle forandringer i USA's dobbeltmoralske udenrigspolitik," forklarer Lodhi.
Blandt arabiske og muslimske iagttagere er der udbredt enighed om, at Obama vil kunne genoprette USA's blakkede renommé, hvis han lægger store energi i at optræde som upartisk mægler i konflikten mellem Israel og palæstinenserne.
"Det er ikke nok at sætte konflikten på vågeblus. Der skal være fremskridt i retning af oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat, og det første skridt bør være en fastfrysning af de israelske bosættelser på Vestbredden," siger Ziah Asali, direktør for American Task Force on Palestine i Washington.
"Dernæst må Obama gøre det klart, at det palæstinensiske problem ikke kan håndteres adskilt fra andre udfordringer som islamistisk terrorisme, Hamas, Hizbollah, Iran, Irak, manglen på demokrati i arabiske lande og den økonomiske ulighed."
Chancen for at tale om disse presserende udfordringer kommer, når Obama gennemfører sin påtænkte rejse til et arabisk land, hvor han vil holde en tale rettet til muslimer i hele verden.
"Jeg tror, at Obama forstår araberes følelse af såret stolthed over USA's politik. De føler sig ydmyget og forlanger respekt fra USA's side. Hvis Obama kan pakke initiativer som bygning af skole, lægeklinikker og anden bistand ind i et budskab om respekt for og værdsættelse af muslimer og deres kultur, ville det være et kæmpe fremskridt," mener Asali.
