Læsetid: 7 min.

Økonomien vil lægge beslag på Obamas første 100 dage

Ingen amerikansk præsident siden Roosevelt har stået over for så store udfordringer, som Barack Obama gør, når han i dag tiltræder. Hans første og mest presserende opgave bliver at bremse den økonomiske nedtur og få bankerne til igen at ville låne penge ud. Forventningerne til Obama er tårnhøje, men hans popularitet vil give formentlig også give ham stort råderum
Barack Obamas første 100 dage som præsident vil efter alt at dømme komme til at minde om Roosevelts første dage som præsident i 1933, da verdensøkonomien også var i dyb krise. Obama må derfor sætte alt ind for at få en redningspakke vedtaget i Kongressen, før han kan kaste sig over en reform af sygesikringen og de udenrigspolitiske spørgsmål.

Barack Obamas første 100 dage som præsident vil efter alt at dømme komme til at minde om Roosevelts første dage som præsident i 1933, da verdensøkonomien også var i dyb krise. Obama må derfor sætte alt ind for at få en redningspakke vedtaget i Kongressen, før han kan kaste sig over en reform af sygesikringen og de udenrigspolitiske spørgsmål.

Getty Images

20. januar 2009

WASHINGTON - Siden præsident Franklin D. Roosevelt fik USA's kongres til at vedtage 15 nødlove i løbet af sine første 100 dage i Det Hvide Hus i 1933, er samtlige senere præsidenter blevet holdt op mod det pejlemærke.

Den uskrevne regel lyder, at en præsident har 100 hvedebrødsdage til at få sit reformprogram gennemført i Kongressen uden betydelig modstand. Herefter begynder vanskelighederne at tårne sig op, særinteresser gør sig gældende, og medierne retter skytset mod den nye præsident.

Afgående præsident George W. Bush hører til undtagelserne. Han tiltrådte i kølvandet på forfatningskrisen efter valget i 2000. Demokraterne og deres vælgere beskyldte USA's højesteret for at have udnævnt Bush til præsident trods valgskandalen i Florida, og medierne stod derfor på spring for at gå i kødet på den nye præsident, hvis han skulle vise sig at svinge for langt mod højre. Det gjorde Bush dog ikke i de første 200 dage af sin regeringstid. Det skete først efter terrorangrebet 11. september 2001.

I den efterfølgende krisesituation lagde demokraterne i Kongressen deres demokratiske funktion som oppositionsparti på hylden. Lovgivning som den berygtede Patriot Act sejlede gennem Kongressen. Og pressen forholdt sig stort set tavs under Bushs propagandakampagne for at invadere Irak.

Først da det gik galt i Irak-krigen, og terrorangrebet var kommet mere på afstand, vågnede oppositionen op til dåd.

Parallel til Roosevelt

Medmindre USA udsættes for et nyt terrorangreb eller inddrages i en alvorlig international sikkerhedskrise, tyder meget på, at Barack Obamas første 100 dage som præsident i slående grad vil komme til at minde om Roosevelts. Obama flytter ind i Det Hvide Hus midt i en finansiel og økonomisk krise, hvis karakter i slående grad ligner den, Roosevelt skulle forholde sig til i 1930'erne.

"Ligesom nu var den afgående præsident i 1933 upopulær, USA's finansielle system tæt på kollaps, og den afgående kongres næsten handlingslammet. Roosevelt var som Obama en talentfuld taler og havde vundet valget med en betydelig margin, og hans parti havde et stort flertal i begge kongressens kamre," noterer Tony Badger, professor i historie på Cambridge University, i The Nation Magazine.

Men der er også væsentlige forskelle. I 1933 havde Depressionen allerede stået på i tre år, og en tredjedel af USA's arbejdsstyrke var arbejdsløse. Der fandtes dengang ingen arbejdsløshedsunderstøttelse, og staten trådte ikke til med erstatning til indlånerne, når et pengeinstitut gik konkurs. Og som Badge forklarer, var velgørenhedsforeningerne løbet tør for midler ved Roosevelts tiltræden .

Tilstanden var så desperat, at politikere og industriledere frygtede et voldeligt oprør imod systemet. I Washington blev der udstationeret politistyrker for at bevogte ministerierne.

Situationen i dag, den 20. januar 2009, er ikke nær så dramatisk; ledigheden er endnu ikke nået op på samme niveau som under recessionen i 1981-82, og kongressens forlængelse af en seks måneder lang arbejdsløshedsstøtte afbøder til dels de negative virkninger af den hastigt voksende ledighed og krisen i boligsektoren.

I de sidste måneder af 2008 enedes Bush-regeringen og Kongressen endvidere om at poste 350 mia. dollar i de skrantende banker og finanshuse og yde lån til de to kriseramte bilkoncerner, General Motors og Chrysler, der ville være gået bankerot uden støtten.

Høje forventninger

Det er dog ikke overdrevet at sige, at ingen præsident siden Roosevelt har stået ansigt til ansigt med så mange udfordringer, som Barack Obama gør. At Obama vandt så overbevisende over sin formelt set langt mere erfarne modkandidat, John McCain, ved valget i november, skyldes utvivlsomt, at de amerikanske vælgere i Obama øjnede en usædvanlig godt rustet politiker, som er i stand til at håndtere den komplekse opgave, der venter.

Forventningerne er derfor ekstraordinært høje, skønt meningsmålinger antyder, at amerikanerne også er realistiske. De forstår, at økonomien og børsmarkedet ikke vil komme sig de første par år. Det giver den nye præsident et ekstra politisk råderum. Men finanssystemets kollaps og økonomiens direkte kurs mod dyb recession bevirker, at Obama hurtigst muligt må få en redningspakke vedtaget i Kongressen og få hånd i hanke med ustabiliteten i hele det globale økonomiske system.

"Ingen anden udfordring er så presserende," siger Gordon Adams, professor i statskundskab på American University. "Bush-regeringens modvilje mod at regulere den finansielle sektor har kastet vort system ud i en dyb krise, som støt og roligt trækker hele verdensøkonomien med sig ned. Når vi hoster i USA, bliver andre lande forkølede."

Og det skorter ikke på advarselssignaler. USA's to største pengeinstitutter, Citibank og Bank of America, befinder sig i en akut likviditetskrise og kan formentlig kun overleve med en ekstra tilførsel af lånekapital taget fra Bush-regeringens redningspakke på 700 mia. dollar, hvoraf halvdelen allerede er blevet delt ud. I de første dage i Det Ovale Værelse vil præsident Obama bl.a. skulle tage stilling til de to bankers begæring.

Lammet banksektor

Den måske største udfordring, Obama står over for i sine første 100 dage som præsident, er den amerikanske banksektors mangel på vilje til at låne penge ud. Den statslige lånekapital ser ud til at være endt i foret på pengeinstitutterne i stedet for at blive lånt ud til investorer. Pengene er gået til at nedskrive gæld eller er blevet lagt til side, fordi bankernes tillid til virksomhederne endnu ikke er genoprettet.

Hvis bankerne bliver ved med at hamstre kapital fra den amerikanske forbundsstat og centralbank, kan præsident Obama føle sig tvunget til at følge den 'svenske model' fra i 1991, hvor den svenske regeringen parkerede finanssektorens gæld og dårlige værdipapirer i særligt oprettede statsbanker. Det frigjorde bankerne, så de kunne låne ud af deres kapitalreserver.

Ingen ved på nuværende tidspunkt, hvor dyr en sådan transaktion vil blive. Beløbet vil sikkert overstige restsummen fra redningspakken i oktober på 350 mia. dollar .

I midten af februar forventes det, at Kongressens to kamre vil have vedtaget en næsten tro version af Obamas økonomisk redningspakke bestående af 275 mia. dollar i skattelettelser til husstande med en årsindkomst under 200.000 dollar samt af 525 mia. dollar til offentlige investeringer.

Ny finansiel arkitektur

I slutningen af marts skal forbundsregeringen vurdere, hvorvidt General Motors og Chrysler har formået at stabilisere deres finansielle situation med den statslige lånekapital. Hvis meldingen er negativ, skal Obama afgøre, om de to hæderkronede amerikanske bilkoncerner skal modtage ekstra lånekapital eller erklæres konkurs.

I begyndelsen af april skal Obama mødes med regeringslederne for landene i G20-gruppen, der består af store industrilande i nord og syd. Her er det hensigten at koordinere de nationale planer for stimulering af de enkelte landes økonomier. Men fremfor alt skal regeringscheferne forsøge at nå til enighed om fælles globale regler for regulering af finanssektoren.

Det drastiske fald i den globale samhandel har tydeliggjort, hvor hurtigt den økonomiske recession og fastfrysningen af lånemarkederne i USA har bredt sig til hele verdensøkonomien. I de sidste fire måneder af 2008 faldt USA's samhandel med 18 pct., hvoraf to tredjedele tilskrives en lavere import, lød det fra Handelsministeriet i sidste uge. Japans samhandel faldt med 27 pct. og Tysklands med 12 pct. Også Kinas eksportlokomotiv sagtnede farten, fordi forbrugerne i USA, Japan og Europa holder på pengene.

I en sådan situation sker der typisk det, at de enkelte lande fristes til at indføre importbegrænsende foranstaltninger (protektionisme) og animere lokal industri til at fokusere på hjemmemarkedet. Erhvervsmagasinet Business Week spurgte for nylig på sin forside:

"Hvad vil Obama gøre for at bevare arbejdspladserne i Amerika?"

"Det er præcis det forkerte spørgsmål," siger Robert Lawrence, professor i international handel på Harvard University. "Hvis Obama-regeringen fokuserer på at stimulere efterspørgslen på amerikanske varer, risikerer vi at gentage den protektionistiske bølge i 1930'erne."

Sundhedsreform

Men der står andet end økonomi og finans på menuen for USA's nye præsident. Obama sigter efter alt at dømme mod at få en gennemgribende reform af sygesikringen søsat i Kongressen i de første 100 dage af sin regeringstid.

"Republikanerne vil protestere, men i sidste instans vil de blive straffet ved valgurnerne for at stemme imod. Et overvældende flertal af amerikanerne kræver forandring af det nedbrudte system," vurderer journalisten John Judis.

En mulighed er, at reformen gennemføres ad flere omgange, hvor man begynder med at dække alle børn og unge under 25 og arbejdsløse, som har mistet deres arbejdsgivers sygesikring. I sidste fase udvides dækningen til at omfatte den del af befolkningen, som ikke har råd til at betale fuld præmie.

Økonomer anser en sygesikringsreform for at være et brugbart værktøj til at få reduceret de skyhøje og stadigt stigende præmier for sundhedforsikringer, som gør et enormt stort indhug i de amerikanske husstandes budgetter. Så snart præmieudgiften falder, vil amerikanerne få frigjort penge til øget forbrug, lyder argumentet.

Er Afghanistan tabt?

På udenrigsfronten vil Mellemøstkonflikten og den nys indgåede våbenhvile i Gaza dominere Obamas dagsorden i de første par uger. Men så snart forhandlingerne er sat i gang med input fra USA, vil Obama utvivlsomt vie mere tid til sin største og mest vanskelige udenrigspolitiske udfordring - krigen i Afghanistan.

Obama har meddelt USA's europæiske allierede, at han vil fremlægge sine idéer om Afghanistan under fejringen af NATO's 60-års fødselsdag i Frankrig og Tyskland i begyndelsen af april. Obama lovede under valgkampen at overføre to brigader fra Irak til Afghanistan, men i Washington raser debatten nu om, hvorvidt krigen i Afghanistan overhovedet er omkostningerne værd målt i liv og penge.

"Spørgsmålet er, om ikke vi skal overveje en exit-strategi," siger Demokraten Gordon Adams.

Samme resignerende holdning kan man finde blandt konservative.

"Jeg forstår ikke præcis, hvorfor vi skal blive i Afghanistan," siger Christopher Caldwell, redaktør på det konservative magasin The Weekly Standard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu