Læsetid: 5 min.

På flugt fra ondskaben

Fredsaftaler eller ej, militser buldrer fortsat gennem det østlige DR Congo i en kaotisk konflikt mellem regeringshæren og primært tutsi-ledede oprørsgrupper. På ti år er over fem millioner døde, og Congos befolkning er på konstant flugt fra vold, voldtægt, fattigdom og desperation. Og fra selv at blive til en af de onde -
Kobwa Nyirarukundo flygtede med sit ene barn fra soldaterne.

Kobwa Nyirarukundo flygtede med sit ene barn fra soldaterne.

Mikala Satiya Rørbech

20. januar 2009

KISORO - En gruppe unge mænd står på en forhøjning midt på pladsen. De prøver at fange sidste nyt fra DR Congo ved hjælp af en transistorradio med lang antenne. Signalet flakker utydeligt gennem de høje, runde bjerge på grænsen mellem Uganda, Rwanda og DR Congo. Samme vej har mændene selv tilbagelagt fornyligt af frygt for at blive dræbt eller tvangs-rekrutteret af de oprørsmilitser, som hærger Nord-Kivu og området omkring byen Goma.

FN's transitlejr i Nyakabande er første stop efter grænsen. Mange har vandret i dagevis for at komme hertil og er sultne og udmarvede. Der er mænd, kvinder, børn, unge og gamle blandt flygtningene.

Kobwa Nyirarukundo står foran et af de store hvide UNHCR-telte med sit yngste barn bundet fast på ryggen. Datteren på fem år var hun nødt til at efterlade i Gissigari hos bedstemoren.

"Rebellerne kom til vores hus om natten. De kom ind og greb fat i min mand, mens han sov. De tog også nogle af vores ting. Min mand forsøgte at komme fri, men de sagde, de ville slå ham ihjel, hvis ikke han gik med," fortæller der 22-årige kvinde. Hun besluttede at flygte næste dag, da solen stod op. Hun bandt sit mindste barn på ryggen og vandrede i fire dage for at komme til Nyakabande lejren.

"Soldaterne gjorde ikke mig noget - men jeg ville ønske, jeg kunne gå tilbage og hente min datter," siger hun.

25-årige Emmanuel Ntezimana i stribet bluse og trevlede cowboybukser fortæller en lignende historie om, hvordan soldaterne kom til hans landsby midt om natten.

"De gennede alle mændene sammen og sagde, vi skulle følge med. De, der ikke ville med, blev skudt. De holdt os fanget i et hus, men en dag, da de fleste af soldaterne var gået til frokost, lykkedes det mig at slippe fri. Der kom en vagt ind for at se til os, og så sprang vi på ham og løb ud og gemte os i bushen ," fortæller Emmanuel. Han løb tilbage for at hente sin kone og deres barn, så de kunne flygte sammen.

Flere mænd stimler sammen, mens han taler. Svarene er stort set de samme, uanset hvem man spørger her. De er alle sammen flygtet på grund af soldater, som kommer til landsbyerne og straffer, torturer og voldtager. Ingen ved helt, hvem rebellerne egentlig er, eller om de kæmper med eller imod oprørslederen Laurent Nkundas oprørshær om at overvinde Joseph Kabilas regering i Kinshasa. Der er også nogle blandt flygtningene, som fortæller, at det er chikane fra regeringens soldater, de er flygtet fra.

Politisk vakuum

Der er omkring 22 forskellige militser i det østlige Congo. Blandt andre Mai Mai og flere mindre udbrydergrupper fra Nkundas hær. Det lyder som alle mod alle. Og troen på, at en ny fredsaftale vil gøre tingene bedre, er ikke overvældende.

Foreløbigt har over 5,4 millioner mennesker mistet livet de sidste 10 år på grund af kampe og overgreb fra militser og regeringens hær. Siden konflikten mellem oprørsgrupperne og hæren ekskalerede sidste juli, er yderligere en kvart million drevet på flugt internt i Congo og over grænsen til nabolandet Uganda.

"Det er rebelgrupperne, der har taget kontrollen. De vil forsøge at overvinde regeringen, og jeg tror, der bliver mere intensiv krig nu, fordi de rekrutterer folk," lyder Emmanuels vurdering. Ligesom andre her venter han på at blive sendt videre til den permanente lejr, Nakivale, længere østpå. Der bliver Congo-flygtningene opfordret til at slå sig ned og begynde at dyrke jorden.

Abbas Gullet, chef for FN's flygtningeenhed i det vestlige Uganda, kalder situationen for "et politisk vakuum. Alt kan ske. Der er generel mangel på ledelse. Vi hører om opsplitninger i militsgrupperne og om, at Nkundas egne vender sig mod ham. Så det er meget svært at vide, hvad der sker," siger han.

Af samme grund har FN's 17.500 mand store fredsbevarende styrke, MONUC, netop fået forlænget sit mandat frem til december næste år. Og der er håb om, at de nuværende fredsforhandlinger i Nairobi kan samle parterne om en fredsaftale.

"Men," siger en mand i flokken, "Vi har aldrig set FN gøre noget for at skabe fred for os. Folk bliver dræbt, selv om de er i nærheden, og nogen gange deltager FN-soldaterne endda i møder med rebellerne. Vi plejer at kaste sten efter dem," siger han og tilføjer: "For os ligner det, at de hjælper Nkunda med at komme fremad."

Mange interesser i konflikt

Ligesom en del andre på disse kanter er det hans overbevisning, at nabolandet Rwanda spiller en aktiv rolle i at holde konflikten i live. Der går rygter om, at Rwandas hær leverer både materiel og træning til Nkundas tutsidominerede oprørsstyrker. På trods af den internationale våbenembargo imod landet.

Antagelserne underbygges af en rapport fra december sidste år, udarbejdet af en ekspertgruppe under FN's sikkerhedsråd.

Rapporten hævder, at myndigheder i Rwanda rekrutterer soldater, inklusive børnesoldater, og at de bidrager med militært udstyr og træning til Nkundas hær. Rapporten dokumenterer også, hvad der har været kendt længe, at flere af rebelgrupperne finansierer deres våben gennem salg af guld og mineraler til firmaer i både Europa, Asien, Mellemøsten og Australien.

Desuden nævner rapporten, at der er samarbejde mellem Congos officielle hær, FARDC, og den hutu-ledede milits Forces Democratiques Liberation du Rwanda, som siges at huse flere af de aktive fra Rwandas folkedrab i 1994.

Vestlige medier kritiseres ofte for fremstille Congos konflikt som en stammekrig. Tendensen til, at Rwandas opgør mellem hutuer og tutsier fortsætter i DR Congo, tydeliggøres dog af, at langt de fleste flygtninge, der krydser Congos grænse for tiden, er hutuer. Det hører også med til historien, at tutsi-oprørs-lederen Laurent Nkunda er tidligere officer i Rwandas hær, samt at Rwanda to gange tidligere har støttet oprør mod DR Congos centralmagt.

"Men rebellerne ser ikke på, hvem man er. De er fuldstændigt ligeglade," siger en ung fyr, der i mellemtiden er stødt til flokken på højen.

Han er 14 år og har en julemand på sin bluse. Han virker, som om han vil fortælle noget. "De vil bare have soldater. Men jeg vil ikke være soldat og leve i bushen. Jeg vil ikke gøre de ting, rebellerne gør. De er onde," siger han og mister pludselig modet midt i sin fortælling. "Jeg har alligevel ikke lyst til at tale om det."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu