Læsetid: 2 min.

Roquefortkrig over Atlanten

USA har hævet importtold på den blåskimlede franske fåreost - sidste gang det skete, blev en McDonald's-restaurant smadret af den senere så kendte franske bondeaktivist José Bové
20. januar 2009

PARIS - Så er krigen brudt ud mellem Washingtons 'lamme ænder' og de "ostædende kapitulationsaber" (cheese-eating surrender monkeys, red.) i Paris. Nok er fejden om Irak-krigen fra 2003 officielt overstået, men i sine døende dage har Bush-regeringen fundet det opportunt at indlede et kommercielt krydsermissilangreb imod roquefort-osten - et ophøjet symbol på Frankrigs gastronomiske fortræffelighed.

Washington besluttede i sidste uge at tredoble den eksisterende 100 procents importafgift på den feterede blåskimlede fåreost fra det sydlige Massif Central. Officielt er dette en del af et endeløst slagsmål om EU's nej til at købe amerikansk oksekød, der er pumpet op med væksthormoner. At lige netop roquefort-osten er har måttet stå for skud, er symptomatisk for den inderlige og gensidige modvilje, der eksisterer inden for handelspolitikken mellem Washington og Paris, ikke mindst når det gælder landbrugssektoren. Reaktionerne i Frankrig var voldsomme, da importtolden på roquefort første gang blev hævet for ti år siden.

I cowboyuniverset

Småbøndernes leder, José Bové, der dengang var roquefort-producent, begyndte sin kurs mod international berømmelse ved at angribe en McDonald's-restaurant i Millau, nær Roquefort, med mukkerter og en bulldozer i august 1999. Og meldingen om, at den amerikanske importtold vil blive tredoblet fra marts, har da også allerede ført til fornyede trusler. Lauren Reversat, leder af forbundet for fåremælksproducenter, siger således:

"Det kunne se ud til, at vi kommer til at fejre tiåret for nedrivningen af McDonald's i Millau på passende manér."

Symbolsk står slaget mellem to landbrugskoncepter, mellem to vidt forskellige indfaldsvinkler til mad. Roquefort kan kun fremstilles ved traditionelle metoder og kun ved hjælp af mælk fra fåreracen Lacaune, der græsser inden for en 100 kilometers afstand fra landsbyen Roquefort-sur-Soulzon.

Trods cowboyuniversets home on the range-image bliver næsten alt amerikansk oksekød i dag produceret i store, tætfyldte fabriksfarme fra kvæg, hvis vækst er kunstigt fremmet ved medikamenter. EU forbød væksthormoner i europæisk landbrug for over tyve år siden med henvisning til folkesundheden. Al import af nordamerikansk oksekød produceret på denne måde - dvs. i praksis al oksekød fra USA og Canada - blev forbudt i 1988.

The Simpsons

Efter en langvarig retstvist afgjorde Verdenshandelsorganisationen (WTO) i oktober, at der ikke var noget videnskabeligt belæg for, at sundheden skades ved at spise hormonbehandlet oksekød. Men Bruxelles nægtede at ophæve sit forbud og appellerede sagen til WTO. I sidste uge besluttede Washington derfor at indføre restriktioner på import af en række europæiske fødevarer, dog ikke britiske, som de facto blev undtaget som en belønning for Storbritanniens vedholdende støtte til kravet op at ophæve EU-forbuddet.

Frankrigs afvisning af at støtte invasionen af Irak i marts 2003 fremkaldte en ondskabsfuld anti-fransk kampagne i de amerikanske medier. Udtrykket 'osteædende kapitulationsaber' var oprindelig et ironisk angreb på den amerikanske holdning i tegnefilmsserien The Simpsons. Ikke desto mindre blev det snart kapret af antifranske meningsdannere i Storbritannien og USA.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu