Læsetid 8 min.

Rusland er som en kvinde, der sidder fast i et voldeligt ægteskab

De sender bombefly til Danmarks grænser, har besat en gammel sovjetrepublik og bruger ublu eksporten af gas og varme som et politisk instrument til at vinde indflydelse i en kold tid. Russerne prøver med alle midler at fortælle os, at verden har bedst i at vise dem respekt igen. Men er vi Ruslands fjende, og skal vi frygte dem?
Kolossen på larvefødder. Da Rusland tromlede ind i Georgien i sommer tjente aktionen blandt andet til at afstive den nationale storhedsfølelse, men krigen afslørede også, at det russiske militærs effektivitet ikke er fulgt med den hastige vækst i militærbudgetterne.

Kolossen på larvefødder. Da Rusland tromlede ind i Georgien i sommer tjente aktionen blandt andet til at afstive den nationale storhedsfølelse, men krigen afslørede også, at det russiske militærs effektivitet ikke er fulgt med den hastige vækst i militærbudgetterne.

Dimitrij Kostjukov
10. januar 2009

Historiens største russer, fyrst Aleksandr Nevskij, udslettede de tyske korsfarere og de svenske hære, der havde invaderet Rusland i 1200-tallet.

Den næststørste, Pjotr Stolypin, ville genrejse Storrusland ved hjælp af økonomiske reformer i starten af sidste århundrede.

Den tredjestørste var Josef Stalin, hersker over det største Rusland nogensinde, sejrherre i Anden Verdenskrigog massemorder.

Russerne er besat af storhed. Om ikke før, står det klart, efter kanal Rossija i seks måneder har fortalt historien om alle tiders russiske helte, og fem millioner russiske tv-seere har stemt sig frem til de tre magtmænd som de største.

Ikke alene bor russerne i verdens geografisk største land, de føler sig også som en naturlig stormagt, som verden bør vise respekt, forklarer ruslandskender og journalist Flemming Rose.

"Storhed betyder enormt meget for den russiske identitet. Hvis du spørger de fleste russere, hvad der gør deres land specielt, så er det, at det er stort," siger Flemming Rose, der har boet 11 år i Rusland, taler flydende russisk og er russisk gift.

Bjørnen rejser sig

Derfor er Sovjetunionens sammenbrud et alvorligt traume for den almindelige russer, der ikke kun blev kastet ud i økonomisk kaos og armod, men samtidig blev frarøvet sin stolthed. Landet var tæt på total bankerot i 90'erne, og mange føler, det var fordi præsident Boris Jeltsin underkastede sig en vestlig markedsøkonomi og demokratimodel, som ikke passer på Rusland. Den mere og mere fordrukne præsident blev et symbol på et sygt land, der havde glemt sine egne værdier.

Da Vladimir Putin kom til magten i 1999, gav han russerne selvværdet tilbage. Den nye kampsportstrænede præsident var Jeltsins fysiske modstykke, og han lovede at genrejse et nyt magtpolitisk og økonomisk stærkt Rusland, der igen skulle vinde verdens respekt.

Sovjetunionen var ikke længere en mørk skamplet på Ruslands historie, og dets kollaps var "den største geopolitiske katastrofe i det 20.århundrede", som Putin formulerede det. Man ville ikke længere finde sig i Vestens 'universelle' værdier, men formulerede sine egne om 'suverænt demokrati', og at kollektivet står over individet, siger ruslandsforsker ved Forsvarsakademiet, Flemming Splidsboel Hansen.

"Russerne har taget skridtet længere ud, end man turde i 90'erne. Nu hævder man at leve under nogle særlige forhold, som giver ret til at indskrænke menneskets individuelle rettigheder til fordel for fællesskabets," siger Flemming Splidsboel. Derfor bliver homoparader i Moskva erklæret forbudt, da de ville støde det homofobiske fællesskab og dermed krænke deres ret til at blive fri.

På samme måde har Putin indskrænket de demokratiske rettigheder som ytringsfriheden for at styrke staten, og modstanden i befolkningen har været minimal.

Forklaringen er, at Putin har indgået en kontrakt med russerne, siger Flemming Rose.

"I giver mig magten, og så sørger jeg for, at jeres liv bliver bedre," gengiver Flemming Rose russernes underforståede byttehandel.

Og Putin har holdt kontrakten. De sidste otte år er Rusland blevet stærkere og stærkere, godt hjulpet på vej af eksplosive prisstigninger på olie og gas.

Den genvundne nationale stolthed skinner igennem på mange områder og kulminerede henover sommeren sidste år.

Først vandt Zenit Skt. Petersborg, Putins hold, UEFA-cuppen i fodbold i maj. To uger senere vandt Rusland Det Europæiske Melodi Grandprix. Og en måned senere stod det russiske fodboldlandshold i semifinalen ved EM. Russerne kunne ikke få armene ned, og det var i orden - til en vis grænse, mener Ruslandsekspert Rolf-Inge Vogt Andresen fra Norges Forsvars Forskningsinstitut.

"Det er forståeligt, efter Rusland har været helt nede at ligge, at de har brug for at styrke selvtilliden. Men når det gælder international politik, kan Vesten hurtigt opfatte de stolte markeringer som unødvendige provokationer," siger Rolf-Inge Vogt Andresen.

Bæltestøj

I august buldrede de russiske kampvogne igen i fjendeland for første gang siden Den Kolde Krig. Den russiske jubel lod intet tilbage fra fodboldsejrene, da den georgiske lillebror blev sat på plads. Den militære sejr over det vestligtsindede land betød mindst lige så meget for russerne som den økonomiske velstand.

"Den militære styrke er vigtigt for den russiske identitet. Selv om man ikke kan blive lige så magtfulde som under Sovjetunionen, så har man stadig ambitioner for den hårde magt," siger Rolf-Inge Vogt Andresen.

I modsætning til de fleste andre lande vokser det russiske militærbudget til en større og større del af bruttonationalproduktet. Siden 1999 er udgifterne til bæltekøretøjer og kalashnikover fordoblet, og også Danmark har mærket til de nye tider i de russiske væbnede styrker. Flere gange inden for de seneste år har russiske bombefly genoptaget deres strategiske flyvninger tæt på dansk luftrum og tvunget danske F-16 fly på vingerne til at afvise dem. Russiske krigsskibe bliver sendt på patruljer i Middelhavet og flådeøvelser i Venezuela. Man har arbejdet ihærdigt på at videreudvikle de strategiske atomvåben for at bevare dem til afskrækkelse, og senest har Rusland truet med at stille langtrækkende missiler op i Kaliningrad ved Østersøen som svar på det amerikanske missilskjold.

I takt med at Rusland bliver stærkere, og der bliver større spillerum til generalerne, er modsætningsforholdet til Vesten også vokset, og mange har talt om en ny kold krig. I den seneste offentlige trusselsvurdering topper USA listen over Ruslands mest sandsynlige fjender, efterfulgt af NATO og international terrorisme.

Fjendebilleder

Dels føler Rusland sig truet af den stigende vestlige indflydelse i tidligere sovjetrepublikker, og dels føler Rusland sig fortrolig i rollen som opposition til Vesten, forklarer Flemming Splidsboel Hansen.

"Efter Sovjetunionens sammenbrud er russerne grundlæggende usikre på, hvem de er. Derfor søger de tilbage til det trygge, og det er desværre som modsætning til os. Det er lidt som en kvinde i et voldsramt forhold, der ikke kan forlade sin mand og sin sikre tilværelse, selv om det er fysisk opslidende. Rusland ved måske godt, at konfrontationen med Vesten ikke er den bedste udvikling, men det er et velkendt forhold," siger han.

Derfor må det også være op til Vesten at ændre det forhold og lokke Rusland til en mere venskabelig tone, mener han. Når Rusland spiller med de militære muskler, er der kun tale om symbolske provokationer, og ikke egentlige trusler.

"Vi har ansvaret for at ændre den udvikling, for Rusland kan ikke. Mit råd er at ignorere nogle af de værste, mest åbenlyse provokationer. Rusland agerer nogle gange som en teenager, som gerne vil bekræftes i, at vi ikke kan lide ham. Selv hvis de stiller missiler op i Kaliningrad, betyder det ikke noget, for de kan ramme os nu, hvis de vil. Det er ren symbolik," siger Flemming Splidsboel Hansen.

Det russiske militær er ikke blevet effektiviseret i samme grad, som budgettet er steget. Georgien-krigen blev ganske vist vundet, men den afslørede også flere mangler i russernes evne til at føre moderne krig, og særligt var det en ydmygelse, at den lille georgiske hær kunne skyde flere kampfly ned. Med en ny militærreform forsøger den russiske regering netop at omdanne de væbnede styrker til en moderne form i stil med de vestlige kampstyrker.

Det tyder ikke på, at Rusland er interesseret i en væbnet konflikt med Vesten, mener hverken Flemming Splidsboel Hansen eller Rolf-Inge Vogt Andresen.

"Rusland er en relativt stor militær magt, og de sidste år har vi igen set Vesten omtalt som en trussel. Derfor skal man nok se Rusland som en udfordring. Men en ting er, hvad man siger, og en anden, hvad man gør. De nye reformer er rettet mod et effektivt militær til mindre konflikter som i Georgien, og ikke mod en stor konflikt mod Vesten. Så Rusland er ikke en overhængende militær trussel," vurderer Rolf-Inge Vogt Andresen.

Det nye supervåben

Ruslands nyvundne storhed er i vidt omfang baseret på olie og gas, der udgør en tredjedel af de offentlige indtægter. Energieksporten til Europa og de gamle sovjetrepublikker har samtidig givet Rusland en uvurderlig kontrolmekanisme til at skaffe sig indflydelse.

Da de baltiske lande vendte Rusland ryggen til fordel for EU, blev der lukket for gassen om vinteren, så lettere, estere og litauere kunne mærke, hvordan det var at blive lukket ude i kulden af storebror.

Da Tjekkiet takkede ja til at huse et radarsystem til USA's missilskjold, kom der pludselig tekniske problemer med gasforsyningen. I Ukraine er man også i færd med at sande, at gasprisen går op, i takt med at den russiske indflydelse går ned.

Seniorforsker fra Norsk Udenrigspolitisk Institut Jakub Godzimirski mener, at Ruslands energiressourcer i dag er et lige så vigtigt strategisk våben som atombomberne, og måden, de bruger det på, bør bekymre os dybt.

"Man må definitivt se Rusland som en trussel. Alle lande med energiressourcer, bruger dem til at skaffe indflydelse, men i modsætning til andre producenter har Rusland stormagtsambitioner, og det gør mange urolige," siger Jakub Godzimirski.

Helt så bekymret er Flemming Splidsboel Hansen ikke, for Rusland har kun rørledninger ét sted hen. Derfor prøver Rusland også af alle kræfter at forsikre de vestlige købere om, at de kun lukker for gassen til Ukraine.

"Rusland er fristet til at bruge energivåbnet, men de ved godt, de ikke skal gøre det for meget, fordi de vil miste troværdighed som stabil leverandør. Vi må huske på, at russerne på længere sigt er mere afhængige af at sælge deres gas til os, end vi er af at købe den," siger Flemming Splidsboel Hansen.

Generelt mener han, vi overvurderer russerne og deres økonomiske genrejsning. For eksempel er de stadigt utroligt følsomme over for ændringer i energipriserne, påpeger han. Hver gang olieprisen falder en dollar, taber Rusland 1,5 milliarder dollar i eksportindtægter.

Gryende modstand

Finanskrisen har for længst ramt den russiske økonomi med massefyringer og devaluering af rublen til følge. Det drastiske fald i olieprisen og det forventede fald i gasprisen kan sætte en stopper for den russiske optur. Putin har givet USA skylden for krisen, men han risikerer selv at ende som taber, hvis kontrakten med befolkningen bliver brudt, siger journalist Flemming Rose.

"Før var der kun menneskerettighedsaktivister og en svag liberal opposition. Nu mærker almindelige borgere konsekvenserne af krisen, og de begynder at stille Putin til ansvar for det. Det er ikke kritisk for Putin endnu, men jeg vil ikke udelukke, at det kan sætte gang i ny liberal reformbølge," siger han.

Krisen kan sætte en stopper for Ruslands stormagtsambitioner. Men Rusland bliver ikke mindre, og opfattelsen af sig selv som stormagt vil ikke ændre sig, mener Rose

"Da Sovjetunionen gik i opløsning, oplevede Rusland den ultimative nedtur, og selv dengang holdt de fast i at være et stort og vigtigt land. Vi i Danmark er dårligst til at forstå den mentalitet, for vi har lært at sætte pris på vores indskrumpede imperium. Hvad udad tabes, skal indad vindes. I Rusland er det stik modsat," siger Flemming Rose.

Information har sendt et hold journalister til Rusland og vil i de kommende uger sætte fokus på Ruslands stormagtsdrømme. Hvad tænker russere om verden? - og om Rusland i verden?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Claus Oreskov
Claus Oreskov

Spændende projekt – ser frem til de kommende artikler om Rusland. Der er imidlertid nogle punkter, i den første artikel jeg gerne vil kommenterer.
Hvorfo henvises der gentagende gange til Sovjetunionens sammenbrud?
Sovjetunionen brød ikke sammen, men blev afviklet ved et politisk dekret den 8. december 1991. Formålet var at bringe Boris Yeltsin til magten. ( Tatyana Tolstaya har sine helt egne, lettere sarkastiske for ikke at sige bidende bemærkninger om dette historiske hændelsesforløb i det lille essay: ” Yeltsin and Russia Lose” fra bogen: ”Pushkins Children” ).
Dekretet der afviklede Sovjetunionen blev, udarbejdet og underskrevet af Boris Yeltsin Ruslands præsident, Leonid Kravchuk Ukraines præsident og Stanislav Shushkevich Hvide Ruslands præsident. Ingen repræsentanter fra de andre republikker, eller Sovjetunionens præsident Gorbatjov, var inviterede til dette møde, der fandt sted i en dacha beliggende i natur reservatet Belovezhskaya Pushcha ved Minsk.
Det økonomiske og sociale sammenbrud kom, først efter Sovjetunionens afvikling! Det var til gengæld et sammenbrud der kunne mærkes, millioner af menneskeliv gik tabt (ca.8millioner) og andre millioner blev kastet ud i armod og elendighed. En elendighed der stædig breder sig, til trods for en stigende velstand i storbyerne. Majoriteten af Ruslands befolkninger blev ramt meget hårdt, ved Sovjetunionens afvikling, og deres bekymringer afspejler sig i Putins ord om, at det er den største katastrofe i nyere tid. Det er ikke fordi masserne i det tidligere Sovjet er ”besæt af storhed”, som Flemming Rose mener, at de begræder tabet af Sovjetunionen, men af den simple grund at de havde et bedre liv under Sovjet tiden. Jeg har i mange år arbejdet blandt og med disse almindelige mennesker, og jeg kan forsikre om at ingen af dem tænker i stormagts drømme. Deres bekymringer er de nære dagligdages ting. Mad, tøj og arbejde, uddannelse for deres børn, faktisk hører det til sjældenheder, at hører om udenrigs politiske anliggender, uden som vittigheder, ikke om os i vesten men om de politiske ledere og oligarker i Rusland.
Emil Rottbølls artikel er bygget op om Flemming Roses besynderlige erklæring om russernes forestillinger om storhed. Herfra breder den sig ud i eksistentialistiske termer, og analyser, men i realiteten er det ikke sådanne problemer, der optager gennemsnits russeren – det er de nære problemer.

Brugerbillede for Nicklas Rasmussen
Nicklas Rasmussen

"I Ukraine er man også i færd med at sande, at gasprisen går op, i takt med at den russiske indflydelse går ned"

Det kan godt være at gasprisen går op, men der er intet mærkværdigt ved.

Tidligere betalte Ukraine langt under markedsprisen – ca. USD 50 per 1000 kubikmeter. I dag betaler man knap USD 200, og prisen vil formentlig indenfor nogle få år nærme sig nuværende verdensmarkedspris på ca. USD 450 per 1000 kubikmeter

Kilde: Udenrigsministeriet

Brugerbillede for Angelica Correa
Angelica Correa

Spændende med en serie om Rusland.

"Rusland er som en kvinde, der sidder fast i et voldeligt ægteskab"

Rusland ER en kvinde, der sidder fast i et voldeligt ægteskab. Hvert år bliver 14.000 russiske kvinder slået ihjel af deres mænd. Typisk som følge af mændenes alkoholisme, som igen primært skyldes den elendige økonomi.

"Landet var tæt på total bankerot i 90'erne, og mange føler, det var fordi præsident Boris Jeltsin underkastede sig en vestlig markedsøkonomi og demokratimodel, som ikke passer på Rusland."

Ruslands fatale økonomiske situation i 1990erne skyldtes en kombination af Jeltsins korruption og IMF's naive lærebogsliberalistiske program der fuldstændig manglede fokus på vigtigheden af demokratiske og økonomiske institutioner. IMF postede milliarder lige ned i lommen på Jeltins mafia og kunne bare se betuttet til da de store bekøb blev overført til europæiske konti.

"Efter Sovjetunionens sammenbrud er russerne grundlæggende usikre på, hvem de er. Derfor søger de tilbage til det trygge, og det er desværre som modsætning til os."

USA har besat dén bastion som Rusland altid har ønsket at eje: Afghanistan. Og det uden nogen sober grund; ifølge FBI har USA ingen beviser for at Bin Laden stod bag 9/11 (af samme grund er han ikke eftersøgt for denne forbrydelse). Det lugter altså af geostrategi, og minsandten om ikke deter geostrategi der er tale om! Alle med forstand på internationale relationer ved at USAs udenrigspolitik handler om at lægge mest mulig militær, georessourcemæssig og økonomisk afstand til fremtidens potentielle rivaler.
Se desuden på EUs tydelige ambitioner om med tiden at uvide sin frihandelszone og medfølgende toldmure helt ud til Kaukasus, hvor Rusland er den traditionelle stormagt og har masser af økonomiske interesser.

Alt dette taget i betragtning er det godt nok nogle naive kommentatorer der mener at Rusland er paranoid. Magter man overhovedet ikke selvrefleksionens kunst? Er man helt ude af stand til at forestille sig hvordan Vestens fremmarch må opfattes udefra? Prøv om I kan fange en mere nøgtern og afbalanceret vurdering til næste gang. Prøv f.eks. at spørge en eller anden kvinde...

Brugerbillede for Thomas Allen

Jeg kan ikke se nogen økonomisk kollektivitet i den russiske politiske dagsorden. Putin, hans fæller og støtteparti fører da tværtimod en neoliberal politik?

Brugerbillede for Claus Oreskov
Claus Oreskov

Jens Thorning
Ja mediekampagnen mod Rusland er uværdig! Især Politiken er slem. Angående den ortodokse kirke, og statsmagten så er deres relationer, og forhold meget komplicerede. Og det er netop dette komplekse billede, som man ikke få frem, når man er optaget af en forfaldet, og ensidig mediekampagne.

Brugerbillede for jan henrik wegener
jan henrik wegener

Jeg forstår nu slet ikke at vi skal have et så positivt syn på det russiske regime, eller hvad der skulle være godt ved at det fik en eller anden supermagtsstatus tilbage! Hvis man mener der er en "kampagne" mod en russiskdomineret verden - eller en domineret af regimer med radikal islam som ideologi er det måske berettiget? Begrund i det mindste hvorfor ikke? I hvilken henseende skulle russisk eller mellemøstlig magtpolitisk kultur være noget resten af verden bør lære noget af?

Brugerbillede for Claus Oreskov
Claus Oreskov

Jan Henrik Wegener. Svaret er meget simpelt, ønsker vi at medierne reportere sobert eller skal vi affinde os, med en manipulation udgave af diverse hændelser. Skal medierne afspejle historiske begivenheder, eller skal de bekræfte os, i vores præ fabrikerede fortælling om verden? Det sidste er jo hvad multikulturalisterne, og kulturradikale allerede har i dagbladet Politiken. Her bekræftes de dagligt, at de som læsere har ret, og at de altid er de gode! Men det kan bare ikke være, den frie presses opgave, at bekræfte os i diverse billeder af os selv og historien. Et af den moderne verdens mytologiserede billeder af ”de andre”, er præcis billede af et magtsyg og korrupt Rusland, men dette billede er ikke mere værd, end stereotypen om den fulde grønlænder. Det som er særligt modbydeligt, i det som Jens Thorning kalder ”mediekampagnen mod Rusland” er dæmoniseringen af det russiske menneske (noget jeg for øvrig genfinder, hos forfatteren Leif Davidsen, som overføre, sin foragt for det politiske system, på de mennesker, der lever i det). Et godt eksempel på denne tendens, er fra Politiken, hvor Jeffrey H. Smith skrev:” Ruslands sande natur. I hjertet af statsapparatet har russerne tilsyneladende altid en totalitær trang, til at bruge et brutalt hemmeligt politi..” (artikel skrevet i forbindelse med krigen i Sydossetien).
Under den kolde krig, var der mange kunstnere, der reagerede på denne dæmonisering som f.eks. den amerikanske beat forfatter Allen Ginsberg, her i digtet Amerika:
” Amerika du bryder dig slet ikke om krig.
Amerika det er dem slemme russere.
Dem slemme russere dem russere og dem kinamænd. Og dem
Russere.
Rusland vil æde os levende. Rusland er magtgal. Det vil fjerne bilerne fra vores garager.
Det hugge Chicago. Det brug for Rødt Det Bedste. Det
Sende vore bilfabrikker til Sibirien. Ham store bureaukrati
Kontrollere vores tankstationer.
Det er skidt. Ugh. Ham sætte indianer lære læse. Ham brug for store sorte nigger.
Ha. Ham tvinge os alle til arbejde seksten timer i døgnet. HJÆLP.
Amerika er det rigtigt? (Erik Thygesens oversættelse)

I dag mangler vi kunstnere, forfattere og journalister, der ligesom Allen Ginsberg, spørger: ”Er det rigtigt”.
Fik jeg udtrykt mig klart, eller blev det for vrøvlet?