Rusland er som en kvinde, der sidder fast i et voldeligt ægteskab

Historiens største russer, fyrst Aleksandr Nevskij, udslettede de tyske korsfarere og de svenske hære, der havde invaderet Rusland i 1200-tallet.

Den næststørste, Pjotr Stolypin, ville genrejse Storrusland ved hjælp af økonomiske reformer i starten af sidste århundrede.

Den tredjestørste var Josef Stalin, hersker over det største Rusland nogensinde, sejrherre i Anden Verdenskrigog massemorder.

Russerne er besat af storhed. Om ikke før, står det klart, efter kanal Rossija i seks måneder har fortalt historien om alle tiders russiske helte, og fem millioner russiske tv-seere har stemt sig frem til de tre magtmænd som de største.

Ikke alene bor russerne i verdens geografisk største land, de føler sig også som en naturlig stormagt, som verden bør vise respekt, forklarer ruslandskender og journalist Flemming Rose.

"Storhed betyder enormt meget for den russiske identitet. Hvis du spørger de fleste russere, hvad der gør deres land specielt, så er det, at det er stort," siger Flemming Rose, der har boet 11 år i Rusland, taler flydende russisk og er russisk gift.

Bjørnen rejser sig

Derfor er Sovjetunionens sammenbrud et alvorligt traume for den almindelige russer, der ikke kun blev kastet ud i økonomisk kaos og armod, men samtidig blev frarøvet sin stolthed. Landet var tæt på total bankerot i 90'erne, og mange føler, det var fordi præsident Boris Jeltsin underkastede sig en vestlig markedsøkonomi og demokratimodel, som ikke passer på Rusland. Den mere og mere fordrukne præsident blev et symbol på et sygt land, der havde glemt sine egne værdier.

Da Vladimir Putin kom til magten i 1999, gav han russerne selvværdet tilbage. Den nye kampsportstrænede præsident var Jeltsins fysiske modstykke, og han lovede at genrejse et nyt magtpolitisk og økonomisk stærkt Rusland, der igen skulle vinde verdens respekt.

Sovjetunionen var ikke længere en mørk skamplet på Ruslands historie, og dets kollaps var "den største geopolitiske katastrofe i det 20.århundrede", som Putin formulerede det. Man ville ikke længere finde sig i Vestens 'universelle' værdier, men formulerede sine egne om 'suverænt demokrati', og at kollektivet står over individet, siger ruslandsforsker ved Forsvarsakademiet, Flemming Splidsboel Hansen.

"Russerne har taget skridtet længere ud, end man turde i 90'erne. Nu hævder man at leve under nogle særlige forhold, som giver ret til at indskrænke menneskets individuelle rettigheder til fordel for fællesskabets," siger Flemming Splidsboel. Derfor bliver homoparader i Moskva erklæret forbudt, da de ville støde det homofobiske fællesskab og dermed krænke deres ret til at blive fri.

På samme måde har Putin indskrænket de demokratiske rettigheder som ytringsfriheden for at styrke staten, og modstanden i befolkningen har været minimal.

Forklaringen er, at Putin har indgået en kontrakt med russerne, siger Flemming Rose.

"I giver mig magten, og så sørger jeg for, at jeres liv bliver bedre," gengiver Flemming Rose russernes underforståede byttehandel.

Og Putin har holdt kontrakten. De sidste otte år er Rusland blevet stærkere og stærkere, godt hjulpet på vej af eksplosive prisstigninger på olie og gas.

Den genvundne nationale stolthed skinner igennem på mange områder og kulminerede henover sommeren sidste år.

Først vandt Zenit Skt. Petersborg, Putins hold, UEFA-cuppen i fodbold i maj. To uger senere vandt Rusland Det Europæiske Melodi Grandprix. Og en måned senere stod det russiske fodboldlandshold i semifinalen ved EM. Russerne kunne ikke få armene ned, og det var i orden - til en vis grænse, mener Ruslandsekspert Rolf-Inge Vogt Andresen fra Norges Forsvars Forskningsinstitut.

"Det er forståeligt, efter Rusland har været helt nede at ligge, at de har brug for at styrke selvtilliden. Men når det gælder international politik, kan Vesten hurtigt opfatte de stolte markeringer som unødvendige provokationer," siger Rolf-Inge Vogt Andresen.

Bæltestøj

I august buldrede de russiske kampvogne igen i fjendeland for første gang siden Den Kolde Krig. Den russiske jubel lod intet tilbage fra fodboldsejrene, da den georgiske lillebror blev sat på plads. Den militære sejr over det vestligtsindede land betød mindst lige så meget for russerne som den økonomiske velstand.

"Den militære styrke er vigtigt for den russiske identitet. Selv om man ikke kan blive lige så magtfulde som under Sovjetunionen, så har man stadig ambitioner for den hårde magt," siger Rolf-Inge Vogt Andresen.

I modsætning til de fleste andre lande vokser det russiske militærbudget til en større og større del af bruttonationalproduktet. Siden 1999 er udgifterne til bæltekøretøjer og kalashnikover fordoblet, og også Danmark har mærket til de nye tider i de russiske væbnede styrker. Flere gange inden for de seneste år har russiske bombefly genoptaget deres strategiske flyvninger tæt på dansk luftrum og tvunget danske F-16 fly på vingerne til at afvise dem. Russiske krigsskibe bliver sendt på patruljer i Middelhavet og flådeøvelser i Venezuela. Man har arbejdet ihærdigt på at videreudvikle de strategiske atomvåben for at bevare dem til afskrækkelse, og senest har Rusland truet med at stille langtrækkende missiler op i Kaliningrad ved Østersøen som svar på det amerikanske missilskjold.

I takt med at Rusland bliver stærkere, og der bliver større spillerum til generalerne, er modsætningsforholdet til Vesten også vokset, og mange har talt om en ny kold krig. I den seneste offentlige trusselsvurdering topper USA listen over Ruslands mest sandsynlige fjender, efterfulgt af NATO og international terrorisme.

Fjendebilleder

Dels føler Rusland sig truet af den stigende vestlige indflydelse i tidligere sovjetrepublikker, og dels føler Rusland sig fortrolig i rollen som opposition til Vesten, forklarer Flemming Splidsboel Hansen.

"Efter Sovjetunionens sammenbrud er russerne grundlæggende usikre på, hvem de er. Derfor søger de tilbage til det trygge, og det er desværre som modsætning til os. Det er lidt som en kvinde i et voldsramt forhold, der ikke kan forlade sin mand og sin sikre tilværelse, selv om det er fysisk opslidende. Rusland ved måske godt, at konfrontationen med Vesten ikke er den bedste udvikling, men det er et velkendt forhold," siger han.

Derfor må det også være op til Vesten at ændre det forhold og lokke Rusland til en mere venskabelig tone, mener han. Når Rusland spiller med de militære muskler, er der kun tale om symbolske provokationer, og ikke egentlige trusler.

"Vi har ansvaret for at ændre den udvikling, for Rusland kan ikke. Mit råd er at ignorere nogle af de værste, mest åbenlyse provokationer. Rusland agerer nogle gange som en teenager, som gerne vil bekræftes i, at vi ikke kan lide ham. Selv hvis de stiller missiler op i Kaliningrad, betyder det ikke noget, for de kan ramme os nu, hvis de vil. Det er ren symbolik," siger Flemming Splidsboel Hansen.

Det russiske militær er ikke blevet effektiviseret i samme grad, som budgettet er steget. Georgien-krigen blev ganske vist vundet, men den afslørede også flere mangler i russernes evne til at føre moderne krig, og særligt var det en ydmygelse, at den lille georgiske hær kunne skyde flere kampfly ned. Med en ny militærreform forsøger den russiske regering netop at omdanne de væbnede styrker til en moderne form i stil med de vestlige kampstyrker.

Det tyder ikke på, at Rusland er interesseret i en væbnet konflikt med Vesten, mener hverken Flemming Splidsboel Hansen eller Rolf-Inge Vogt Andresen.

"Rusland er en relativt stor militær magt, og de sidste år har vi igen set Vesten omtalt som en trussel. Derfor skal man nok se Rusland som en udfordring. Men en ting er, hvad man siger, og en anden, hvad man gør. De nye reformer er rettet mod et effektivt militær til mindre konflikter som i Georgien, og ikke mod en stor konflikt mod Vesten. Så Rusland er ikke en overhængende militær trussel," vurderer Rolf-Inge Vogt Andresen.

Det nye supervåben

Ruslands nyvundne storhed er i vidt omfang baseret på olie og gas, der udgør en tredjedel af de offentlige indtægter. Energieksporten til Europa og de gamle sovjetrepublikker har samtidig givet Rusland en uvurderlig kontrolmekanisme til at skaffe sig indflydelse.

Da de baltiske lande vendte Rusland ryggen til fordel for EU, blev der lukket for gassen om vinteren, så lettere, estere og litauere kunne mærke, hvordan det var at blive lukket ude i kulden af storebror.

Da Tjekkiet takkede ja til at huse et radarsystem til USA's missilskjold, kom der pludselig tekniske problemer med gasforsyningen. I Ukraine er man også i færd med at sande, at gasprisen går op, i takt med at den russiske indflydelse går ned.

Seniorforsker fra Norsk Udenrigspolitisk Institut Jakub Godzimirski mener, at Ruslands energiressourcer i dag er et lige så vigtigt strategisk våben som atombomberne, og måden, de bruger det på, bør bekymre os dybt.

"Man må definitivt se Rusland som en trussel. Alle lande med energiressourcer, bruger dem til at skaffe indflydelse, men i modsætning til andre producenter har Rusland stormagtsambitioner, og det gør mange urolige," siger Jakub Godzimirski.

Helt så bekymret er Flemming Splidsboel Hansen ikke, for Rusland har kun rørledninger ét sted hen. Derfor prøver Rusland også af alle kræfter at forsikre de vestlige købere om, at de kun lukker for gassen til Ukraine.

"Rusland er fristet til at bruge energivåbnet, men de ved godt, de ikke skal gøre det for meget, fordi de vil miste troværdighed som stabil leverandør. Vi må huske på, at russerne på længere sigt er mere afhængige af at sælge deres gas til os, end vi er af at købe den," siger Flemming Splidsboel Hansen.

Generelt mener han, vi overvurderer russerne og deres økonomiske genrejsning. For eksempel er de stadigt utroligt følsomme over for ændringer i energipriserne, påpeger han. Hver gang olieprisen falder en dollar, taber Rusland 1,5 milliarder dollar i eksportindtægter.

Gryende modstand

Finanskrisen har for længst ramt den russiske økonomi med massefyringer og devaluering af rublen til følge. Det drastiske fald i olieprisen og det forventede fald i gasprisen kan sætte en stopper for den russiske optur. Putin har givet USA skylden for krisen, men han risikerer selv at ende som taber, hvis kontrakten med befolkningen bliver brudt, siger journalist Flemming Rose.

"Før var der kun menneskerettighedsaktivister og en svag liberal opposition. Nu mærker almindelige borgere konsekvenserne af krisen, og de begynder at stille Putin til ansvar for det. Det er ikke kritisk for Putin endnu, men jeg vil ikke udelukke, at det kan sætte gang i ny liberal reformbølge," siger han.

Krisen kan sætte en stopper for Ruslands stormagtsambitioner. Men Rusland bliver ikke mindre, og opfattelsen af sig selv som stormagt vil ikke ændre sig, mener Rose

"Da Sovjetunionen gik i opløsning, oplevede Rusland den ultimative nedtur, og selv dengang holdt de fast i at være et stort og vigtigt land. Vi i Danmark er dårligst til at forstå den mentalitet, for vi har lært at sætte pris på vores indskrumpede imperium. Hvad udad tabes, skal indad vindes. I Rusland er det stik modsat," siger Flemming Rose.

Information har sendt et hold journalister til Rusland og vil i de kommende uger sætte fokus på Ruslands stormagtsdrømme. Hvad tænker russere om verden? - og om Rusland i verden?