Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) skal redegøre for, hvordan han i en fart vil sørge for, at operationer for æggestokkræft bliver samlet på landets fem store kræftcentre. Sådan lyder kravet fra begge sider af Folketingssalen, efter det i B.T. er kommet frem, at Sundhedsstyrelsen i strid med egne anbefalinger har ladet læger på en række sygehuse udføre komplicerede operationer for æggestokkræft. Det sker, selv om de ikke er dygtige nok og opnår dårlige resultater. Æggestokkræft er ekstremt dødelig. Næsten halvdelen af de kvinder, der får diagnosen, er døde inden tre år, og den danske overlevelsesprocent er blandt de ringeste i verden.
"Ministeren havde lovet, det ville blive samlet, og det er et svigt, at der stort set ikke er sket noget på det her område i snart tre år. Derfor vil jeg sige til ministeren, at han må få samlet det her. Det nytter ikke noget at trække det i langdrag, når der er så stor forskel på, om det går godt eller skidt," siger sundhedsordfører for Socialdemokraterne, Jens Peter Vernersen .
Han vil hurtigst muligt kalde ministeren i samråd om sagen. Også DF, Venstre og Enhedslisten kræver en forklaring fra ministeren.
"Sundhedsministeren må finde ud af, hvad der er op og ned på det her område. Vi har fået orientering om, at man har specialiseret på en række kræftområder," siger Venstres sundhedsordfører Birgitte Josefsen.
20 og ikke fem opererer
I 1998 og igen i 2001 anbefalede Sundhedsstyrelsen, at behandlingen af denne type kræft skulle ske på fem store centre: Rigshospitalet, Herlev, Odense, Århus og Aalborg. Internationale undersøgelser har flere gange vist, at der er større overlevelse, hvis operationerne samles hos eksperter på store centre.
Alligevel gennemførte 20 hospitaler - og ikke fem som anbefalet - operationer fra 2007 til 2008.
Roskilde Sygehus skiller sig særligt negativt ud. Her opererer man på 9. år - mod alle anbefalinger - for æggestokkræft.
Sundhedsstyrelsen bekræfter, at den i 2006 gav Roskilde grønt lys til at operere: "Det er rigtigt, at vi gav Roskilde Sygehus lov til at fortsætte med behandling af kræft i æggestokkene i 2006, fordi vi ellers ville overbebyrde to øvrige afdelinger på Sjælland med patienter," siger Lone de Neergaard, chef for sundhedsplanlægning i Sundhedsstyrelsen.
Jakob Axel Nielsen klandrer ikke Sundhedsstyrelsen for beslutningen om at lade Roskilde Sygehus operere.
"Det er en faglig bedømmelse, og den har jeg ikke nogen muligheder for at gribe ind i og se, om det er klogt eller ikke er klogt. Jeg stoler på, det er klogt, når man er gået ned i en konkret bedømmelse".
ritzau