Læsetid: 1 min.

De Tamilske Tigres hovedkvarter faldet

Srilankanske regeringssoldater indtog i går kommandocentralen for separatistbevægelsen De Tamilske Tigre på halvøen Jaffna. Samtidig kritiserer FN Tigrene for at krænke humanitærretten ved at tvinge civile til at blive i krigszone
23. januar 2009

Sri Lankas sikkerhedsstyrker indtog i går De Tamilske Tigres (LTTE) vigtigste kommandocentral, hvor der er fundet kort og andre redskaber, som LTTE har anvendt under kampe mod regeringssoldater. Det oplyste en militærtalsmand i hovedstaden, Colombo.

Kommandocentralen ligger i Mullaittivu-distriktet. Regeringssoldaterne fortsatte offensiven i Jaffna i den hensigt helt at udrydde LTTE, der i årevis har kæmpet for en selvstændig tamilsk stat i det nordlige Sri Lanka.

230.000 civile i knibe

FN kritiserede i går aftes De Tamilske Tigre for at have krænket de basale menneskerettigheder ved ikke at tillade lokalt ansatte og deres familier at forlade krigszonen i det nordøstlige Sri Lanka. Oprørerne er trængt op i et hjørne på mindre end 400 kvadratkilometer i det nordlige Sri Lanka sammen med omkring 230.000 civile, siger hjælpeorganisationer.

De civile er fanget mellem LTTE og den srilankanske regeringshær, der i de seneste uger har erobret stadigt flere dele af LTTE's områder.

Regeringsstyrkerne ruster sig til at angribe LTTE's sidste store højborg med henblik på at sætte en stopper for den 25 år lange krig én gang for alle.

Menneskerettighedsgrupper siger, at tigrene har tvunget civile til at blive i krigszonen som menneskeskjold for at forsinke regeringshærens offensiv. De siger, at det er noget, som tigrene har gjort tidligere, samtidig med at de har kritiseret regeringshæren for at gøre vold på civile i et forsøg på at samle international opbakning til en våbenhvile.

Dette afvises imidlertid af tigrene.

"FN i Sri Lanka har udsendt sin stærkest mulige protest til LTTE, fordi de ikke vil tillade lokalt ansatte FN-folk og deres familier at vende hjem fra Vanni med en FN-kolonne," hed det i en erklæring fra FN.

FN-kolonnen rykkede ind i krigszonen i Vanni-området den 16. januar og fik først lov til at forlade området i dag.

"LTTE's afvisning af at give sikker passage er en klar overtrædelse af deres forpligtelser i henhold til humanitærretten," hed det i FN-erklæringen.

FN har allerede tidligere opfordret LTTE til at løslade civile, heriblandt børnesoldater. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu