Læsetid: 4 min.

To døgn er en evighed

En våbenhvile, der kan lindre Gazas plagede civilbefolknings lidelser, er højst usikker
En våbenhvile, der kan lindre Gazas plagede civilbefolknings lidelser, er højst usikker
Udland
8. januar 2009

BEIRUT – Der vil gå mindst 36 timer fra dette læses til civilbefolkningen i Gaza ved, om den er købt eller solgt. Det var meldingen fra Ahmed Yousef, en politisk rådgiver til Hamas-ledelsen, da han i går talte til CNN om den islamiske modstandsbevægelses holdning til den våbenhvileplan, der i løbet af i går blev udarbejdet af Egypten og Frankrig.

»Vi ved, hvor vi står om 48 timer,« sagde Yousef, »og når aggressionen mod vort folk stopper, ophører raketangrebene automatisk.«

Alt tyder dog på, at Gazas civile indtil videre er solgt. For selv om det ikke stod helt klart, om Yousef kun mente ophør af det israelske bombardement, eller om han også inddrog en åbning af de blokerede grænseovergange i vendingen »aggressionen mod vort folk«, er det mest sandsynlige, at ingen af parterne rykker sig fra de positioner, der var anledning til krigen, nemlig lempelse eller fastholden af blokaden. Israel har gjort det klart, at en våbenhvile ikke må indebære, at Hamas får mulighed for at ’genopruste’ ved indsmugling af nye våben. Altså i praksis en genoptagelse af blokaden, nu eventuelt med international bistand i form af tyrkiske observatører.
Men for første gang i den 13 dage lange kollektive afstraffelse skimter de 1,5 mio. palæstinensere i Gaza-striben et håb i det buldermørke, der både overført og bogstaveligt har lammet deres tilværelse.

»Der er intet lys her,« sagde Adnan Abu Hasna fra UNRWA, FN’s hjælpeorganisation, da Information nåede ham på mobiltelefon i Gaza City i går efter udløbet af den tre timer lange ’humanitære pause’ mellem kl. 13 og 16, som Israel havde tilstået byens desperate indbyggere fulgt af et vagt løfte om, at ’indkøbspauser’ vil blive tilladt hver anden eller tredje dag.

»Tre timers ildpause er ikke nok til at lette situationen væsentligt,« fortsatte han, »og den gjaldt kun her i Gaza By – der blev stadig bombet nord og øst for byen, og mere end en million mennesker er uden strøm og mere end 700.000 har ikke vand. Den korte tid, folk kunne gå ud, er ikke nok – mange er stadig i chok efter næsten to ugers bombardementer og tør simpelt hen ikke vove sig udenfor en dør. Dette er det værste, der er overgået Gaza siden seksdageskrigen i 1967.«

Abu Hasna fortæller, at der er mangel på alt i Gaza, at hospitalerne er overfyldte med korridorerne fyldt op af bårer: »Lægerne er overanstrengte og mangler medicin og grej, og sygetransporter gøres umulige af krigshandlingerne. 16.000 flygtninge er indkvarteret på byens 27 UNRWA-skoler, hvor hvert klasseværelse er midlertidigt husly for mellem 20 og 30 personer.«

Med Abu Hasna udtryk: »Livssystemet her er kollapset.«

– Hvordan er stemningen politisk? Er støtten til Hamas dalende?

»Jeg foretrækker ikke at bevare det spørgsmål.«

– Hvad ville du foretrække lige nu, hvis du kunne bestemme?
»At kampene ophører. At udslettelsen af vores hjem og drabene på kvinder og børn ophører. At grænseovergangene åbnes for livsnødvendige forsyninger. Og forbliver åbne.«

Våbenhvile usikker

To døgn er et overskueligt tidsrum, men i Gaza vil de vare en evighed. Tidligst på fredag eftermiddag ved indbyggerne, om den våbenhvile, der onsdag blev forhandlet om i Kairo, vil træde i kraft.
Ifølge det globale nyhedstapet har Israel og det palæstinensiske PA-styre på Vestbredden ’i princippet’ tilsluttet sig forslaget, der indebærer omgående stop for fjendtlighederne på begge sider. Men i aftes oplystes det, at forhandlingerne vil fortsætte i Paris i dag, og at Israels forsvarsminister Ehud Barak sender sin førstemand, Amos Gilad, til Kairo for at drøfte våbenhvilens detaljer med præsident Hosni Mubaraks folk.

Også Ehud Olmerts kontor lod meddele, at forhandlinger »fortsætter«, og det gør de, fordi Israel vil sikre sig fuld kontrol over adgangen til Gaza-striben, og altså at Rafah-overgangen til Egypten ikke åbnes helt eller delvist. I øjeblikket er Rafah-grænsen åben for sygetransporter, der aflaster Gazas ni hospitaler. Det var stadig i aftes usikkert om Hamas siger ja eller nej – bl.a. fordi organisationen er kollektivt ledet, hvorfor beslutninger skal koordineres mellem Gaza og den politiske leder i Damaskus, Khaled Mishal, men også fordi Hamas kræver grænseovergangene åbnet som led i en våbenhvile. Sideløbende med våbenhviledrøftelser har Israels regering ifølge AFP godkendt at udvide offensiven – hvilket formentlig vil indebære indrykning i den overbefolkede Gaza By, der lige nu er omringet af israelske landstyrker, og hvorfra Hamas fortsat affyrer missiler mod israelske mål.

I går formiddag landede fem missiler i det sydlige Israel, et af dem i byen Ashkelon, men ingen kom noget alvorligt til udover et barn i byen Gadera, der blev lettere såret. 680 palæstinensere er dræbt, en tredjedel civile, og 3000 er sårede. I alt otte israelere er døde under fjendtlighederne, heraf fire soldater, der blev dræbt, da en israelsk tankgranat ramte det hus, de havde søgt dækning i.

Våbenhvileforhandlingerne, der også finder sted i FN’s sikkerhedsråd i et parallelt forløb, er fremskyndet af den humanitære katastrofe, der indtraf da israelske bomber tirsdag dræbte 40 civile i en UNRWA-skole i Gaza City. Fuldtræfferen var ifølge Israel svar på Hamas-raketter affyret fra ’skolens faciliteter’. FN’s talsmand i Jerusalem, Chris Gunnen, afviste »med 99,9 pct. sikkerhed,« at der var affyret raketter fra skolens område, og det israelske udenrigsministerium har erkendt, at Hamas-batteriet ikke var på selve skolen – men at »terroristerne nærmest stod lænet op ad dens mure.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er svært at forestille sig at Israel vil gå med til at stoppe den årelange belejring, og nærmest perfide kontrol af palæstineserne og al palæstinensisk jord, selv hvis de trækker sig ud.
Jeg håber på en helt anden og nytænkende regering i Israel snart!