Læsetid: 2 min.

'Selv to grader er mere end klimaet kan klare'

Ny Worldwatch-rapport om klodens tilstand rummer appel fra FN-klimaforsker om nødvendigheden af at stoppe ethvert CO2-udslip i 2050 og derefter begynde at rense atmosfæren
16. januar 2009

Så megen tid er gået til spilde, at målene for den globale klimaindsats må skærpes, hvis katastrofer skal kunne afværges. Når CO2-udledningerne er stoppet, må menneske-heden begynde at suge CO2 ud af atmosfæren.

Det er det dramatiske budskab i årets udgave af rapporten State of the World fra det anerkendte miljøcenter Worldwatch Institute, offentliggjort i går i Washington.

Både CO2-udledningerne og klimaforandringerne forløber hastigere end forudset af FN's Klimapanel, IPCC, i dets store statusrapport fra 2007. Derfor er verden med stor sikkerhed på vej mod dramatiske ændringer i de arktiske ismasser, i klodens vejrforhold og i havenes vandstand.

"Vi er heldige, hvis havstigningen kan holdes under én meter i dette århundrede, og en stigning på to meter kan ikke udelukkes," siger William Hare, en af forfatterne til Worldwatch-rapporten og samtidig fremtrædende medlem af FN's Klimapanel og klimaforsker ved det tyske Potsdam Institute for Climate Impact Research.

Smertegrænsen

Hidtil er en global opvarmning på to grader over det før-industrielle niveau blevet betragtet som den 'smertegrænse', der ikke måtte overskrides, hvis uafvendelige processer såsom smeltning af de arktiske ismasser skulle forhindres. De arktiske områders overraskende store følsomhed indebærer ifølge Hare, at de to grader kan være for meget.

"Selv ved en opvarmning på én grad vil der fortsat være risiko for et betydeligt tab af is fra iskapperne såvel som omfattende skader på sårbare økosystemer," anfører William Hare på baggrund af en gennemgang af de nyeste videnskabelige data.

Den temperaturstigning vil givetvis blive overskredet - i dag er stigningen allerede 0,8 grader - så IPCC-forskerens konklusion er, at det internationale samfund må arbejde intenst på at bremse udledningerne og bringe temperaturstigningen tilbage under den ene grad, som i temmelig nær fremtid vil blive overskredet.

Kravet til det internationale samfund er ifølge Hare og Worldwatch Institute, at udledningerne af CO2 bliver bragt stort set ned til nul i 2050, og at der dertil indledes en aktiv indsats for at rense atmosfæren for CO2-overskuddet - ved bl.a. accelereret skovplantning og ved at installere CO2-indfangningsteknlogi - såkaldt CCS - på biomassefyrede kraftværker.

"For de politiske beslutningstagere er det disse beslutninger, der med stor nødvendighed må træffes i slutningen af 2009, når regeringerne samles i København til den næste konference under FN's Klimakonvention," skriver William Hare.

Andre afsnit i årets Worldwatch-rapport, der i forordet anbefales af formanden for IPCC, R.K. Pachauri, beskriver de tekniske og politiske veje til at nå de presserende mål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu