Læsetid: 3 min.

Vi er trods alt mennesker!

I nat har mine svigerforældre mistet alt i et bombeangreb. Deres eneste 'forbrydelse' var, at de bor dør om dør med et medlem af Hamas. Weded Naser beretter om endnu et døgn i Gazas bombehelvede
Udland
3. januar 2009

GAZA BY - Natten til i går, da jeg endnu en gang sad og lyttede til lyden af F-16-kampflyene og de faldende bomber, ringede telefonen pludselig. Det var en af mine slægtninge, der ville vide om min svigerfamilie var kommet noget til. Han havde hørt, at en bombe var faldet i nærheden af deres hus. Jeg kastede mig fluks over både min mobil og fastnetnumrene til min svigerfar og svigermor, men ingen svarede. Jeg forsøgte igen og igen, indtil en af mine andre slægtninge ringede nok en gang og fortalte, at mine svigerforældres hus var blevet jævnet med jorden.

Jeg blev ved med at ringe til dem, hvad kunne jeg ellers gøre? Det var noget af det værste, jeg endnu har oplevet... denne uvished.

Jeg kunne stadigvæk ikke få fat i dem, og jeg turde ikke løbe over til deres hus for at se, om de stadig var i live under ruinere.

Jeg kunne ikke engang tage på hospitalet for at se, om de var blevet afleveret dér, levende eller døde.

Pludselig bankede det på døren. Det var min svigermor og min mands søster. Min svigermor var dybt chokeret, hun kunne dårligt tale på grunde af sit chok og kunne knapt stå på benene.

Både min svigerfar og to af min mands brødre var blevet såret ved angrebet. Min svigerfar kunne ikke få vejret, og en af sønnerne havde fået murbrokker ned over sit ene ben, den anden var blevet ramt i brystet af sten, der havde fløjet gennem luften ved bombens nedslag.

Jeg ringende straks til min mand, som kørte over til deres hus for at bringe de tre sårede til hospitalet. Gud ske tak og lov havde ingen af dem alvorlige kvæstelser. Bagefter kom min mand hjem og gav min svigermor noget beroligende, og vi fik bugseret hende i seng. I går ville hun hjem og se, hvad der var tilbage af deres hus, men hendes børn syntes, det var bedre, hun ikke så det og kørte hende i stedet over til en datter, hvor resten af min mands familie nu er samlet.

Alt er usikkert

Mine svigerforældres eneste forbrydelse - hvis man overhovedet kan bruge det ord - er, at de bor ved siden af et kendt Hamas-medlem, som var israelernes mål.

Lige nu er jeg gået ind til min nabo, bare for at være sammen med nogen. Vi har hørt, at kulturministeriet, som ligger 300-400 meter herfra vil blive bombet her i aften, men måske er det bare rygter.

Det svirrer med så mange rygter hele tiden. Det er imidlertid det eneste ministerium, der stadig står uberørt og intakt. Måske fordi det ikke er så vigtigt for israelerne. Jeg er dog også gået herover fordi min datter på et år er ved at være rigtig træt af at være lukket inde.

I morgen er den en uge siden, det her helvede begyndte. Min nabos børn tigger deres forældre om bare at lade dem komme ud og lege, bare en lille stund, men vi tør ikke simpelthen ikke lukke dem ud. Alle er ved at have fået nok nu.

Giv os bare nogle timers pause, så vi kan komme ud og trække vejret og købe mad. Men det er åbenbart for meget at bede om.

Vi mangler alt nu. Vand. Mad. Daglige fornødenheder. Børnene spørger om deres forældre kan skaffe en flybillet, så de kan komme væk. Selv min lille, milde Sarah er vred, nervøs og bange.

Vi er alle sammen så trætte af at være indendøre, trætte af bomberne, kulden, mørket og frygten. Åh, min Gud. Hvilken forbrydelse har vi begået? Vi er trods alt mennesker!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her