Læsetid: 6 min.

Ugandas stille krig

I ly af vækst og politisk stabilitet har Ugandas regering igennem mere end 20 år nedtonet, negligeret og endda nydt godt af en af Afrikas værste tragedier. Regeringens kamp og Lords Resistance Army's hærgen har kostet mere end 100.000 livet og holdt op mod to millioner mennesker indespærret i flygtningelejre
I ly af vækst og politisk stabilitet har Ugandas regering igennem mere end 20 år nedtonet, negligeret og endda nydt godt af en af Afrikas værste tragedier. Regeringens kamp og Lords Resistance Army's hærgen har kostet mere end 100.000 livet og holdt op mod to millioner mennesker indespærret i flygtningelejre
Udland
5. januar 2009

GULU/LIRA - Jagerfly og kamphelikoptere bomber sig i øjeblikket igennem Garamba nationalpark i det østlige D.R. Congo. Målet er Lords Resistance Army og militsgruppens stærkt religiøse og højst besynderlige leder, Joseph Kony, der igennem 22 år har myrdet og lemlæstet flere hundrede tusinde og lige så længe holdt op mod to mio. mennesker i det nordlige Uganda indespærret i permanente flygtningelejre.

Efter mere end to års fredsforhandlinger mellem Ugandas regering og Lords Resistance Army, den såkaldte Juba-fred, har Ugandas regering nu mistet tålmodigheden. To gange i 2008 har alt været klappet og klart for at en egentlig aftale skulle underskrives, og begge gange har den ugandiske regerings fredsmission måtte vente forgæves på Joseph Kony. Nu vil de ryge ham ud af busken:

"Vi bomber LRA's lejre, og det bliver vi ved med, indtil vi fanger Joseph Kony. Det gør vi for at ende krigen, og fordi ICC har udstedt arrestordre på LRA's ledere," siger talsmand for Ugandas militær, James Mugira.

Den internationale krigsdomstol har siden 2005 efterlyst Joseph Kony og fire andre LRA-ledere til retsforfølgelse i Haag.

En religiøs tosse

Lords Resistance Army, LRA, er én af Afrikas ældste aktive

guerillagrupper. Med biblen i hånden hævder gruppens leder, Joseph Kony, at LRA kæmper for et frit og selvstændigt Acholifolk i nord, der skal leve under en forfatning baseret på oprindelige Acholi-skikke og biblens ti bud. En af dem, der har indgående kendskab til LRA og Joseph Kony, er tidligere brigadegeneral i Ugandas regeringshær, Walter Ochora.

Han stod i mange år øverst på LRA's dødsliste, og i kraft af sit embede har han personligt mødt og forhandlet med Joseph Kony flere gange gange. Han beskriver LRA-lederen som "skør, ringe uddannet og komplet uforudsigelig."

Walter Ochera mener ikke, at LRA har nogen form for politisk mål eller legitimitet, og tillægger ikke LRA andre motiver for deres hærgen end ønsket om at leve det søde liv i bushen med "magt, masser af kvinder og international stjernestatus som forbrydere."

Meze: den ærede

Ogwal Polikap er spinkel af bygning og knap halvanden meter høj. Han er én af de godt 25.000 børn som LRA - i deres kamp mod Ugandas regeringshær, UPDF siden 1987 - har bortført til gruppens lejre i bushen i grænselandet mellem Sydsudan, D.R. Congo og Uganda. Her trænes drengene som soldater og er typisk klar til kamp fra syv-otte års alderen. Pigerne er belønning til de ældre soldater i LRA, der nyder en tilværelse med ofte mere end ti 'koner' hver.

I dag er Ogwal Polikap 12 år gammel, men allerede som niårig fik han det ærefulde kaldenavn, Meze. Eller, som han selv forklarer, han gjorde sig fortjent til det.

"Jeg var hærfører for 50 soldater - piger og drenge. Vi drev rundt på den anden side af grænsen i Sydsudan. Vi var den yderste front mod Ugandas væbnede styrker, UPDF."

På Lgadi, et af hovedsprogene i det nordlige Uganda, fortæller han med lav og uendelig monoton stemme om det øjeblik i hans tid som guerillasoldat, som stadig forfølger ham. Den dag han blev morder.

"For at bevise min loyalitet og for at vise, at jeg var klar som soldat, skulle jeg slå ihjel. Mens min overordnede så på, slog jeg en gammel mand ihjel med en kølle. Han var ikke vores fjende, bare en gammel mand. Han havde lidt majs og et tæppe, som vi tog med. Sådan overlever vi livet i bushen."

Musevenis ansvar

Men på trods af alle LRA's ubegribelige grusomheder er det langt fra alle, der bifalder den igangværende storoffensiv mod LRA. I det nordlige Uganda, hvor et helt folk har været holdt som gidsler og indespærret i flygtningelejre i alle krigens 22 år, ser man angrebene som endnu et

udtryk for, at den ugandiske regering intet godt ønsker for befolkningen i det nordlige Uganda.

Medlem af det ugandiske parlament og talsmand for koalitionen af Acholi politikere i nord, Livingstone Okello Okello, mener tvært imod, at den ugandiske regering i deres jagt på LRA's ledere risikerer endnu tusinder af menneskeliv. Han betegner aktionen og præsident Musevenis mangeårige håndtering af konflikten i nord som "grænsende til folkemord".

"Mere end 99 procent af kombattanterne og deres koner, for ikke at nævne de mange børn født i bushen, er ofre LRA's bortførelser. Og de blev bortført, fordi Ugandas stat har forsømt at beskytte dem. Ugandas stat begår derfor en dobbelt forbrydelse, når de nu jager og dræber de bortførte i bushen."

For selv om det på overfladen ser ud som om, at krigen i det nordlige Uganda er et simpelt spørgsmål om en gal sekt, der med alle midler terroriserer sin egen befolkning, så er der sagen langt fra så lige til.

Den bekvemmelige krig

En lang række humanitære organisationer og internationale tænketanke, som International Crisis Group, har igennem mange år hævdet, at Ugandas regering med præsident Yoweri Museveni i spidsen flere gange bevidst har obstrueret de mange forsøg på en fredsproces med LRA i nord. Samtidig har både Human Rights Watch og Amnesty International i flere rapporter konkluderet, at det ugandiske militær har stået bag "overfald, voldtægter og aldrig efterforskede drab" på lokalbefolkningen i nord.

Som Amnesty International skriver i en rapport til den Internationale Krigsforbryderdomstol, ICC:

"Den ugandiske regering bærer et stort ansvar for massive tvangsforflyttelser af befolkningen og andre forbrydelser mod menneskeheden samt krigsforbrydelser, der er blevet overset." Og en af de mest kompetente eksperter i konflikten, antropolog og forfatter til en lang række bøger om LRA, Tim Allen, peger på, at krigen i nord direkte har været "en politisk fordel" for Ugandas præsident Yoweri Museveni.

" Uhyrlighederne har fundet sted i en del af landet, hvor han ikke har nogen magtbase. Dertil kommer, at LRA's ekstreme vold og underlige spiritualitet har gjort det nemmere for hans regering at udlægge nord som et barbarisk yderområde (...) Og så er det almindelig kendt, at visse højtstående officerer har tjent godt på krigen."

Som Tim Allen videre redegør for, så har præsident Museveni aldrig brudt sig om det nordlige Uganda og slet ikke Acholi-folket, der i lange perioder, særligt under britisk koloniherredømme og senere efter Idi Amins rædselsregime, har udgjort landets militære lederskab. Og da præsident Museveni som guerillaleder kuppede magten i landet 1986, var det netop fra Acholi-præsidenten Tito Okello.

Under donorers dække

Uganda kaldes Afrikas perle. Siden starten af 1990'erne har landets politikere kunnet bryste sig af årlige vækstrater på mellem seks og ti procent, fattigdommen er på retur, og Uganda fik som et af de første

afrikanske lande knækket den truende AIDS-kurve.

Sideløbende er verdens rige nationer strømmet til landet med donationer, bistand og rådgivere. Med hjælp af yderst tvivlsomme valghandlinger har præsident Museveni siddet på magten i alle de 22 år, som myrderierne og kidnapningerne har fundet sted i det nordlige Uganda. Han kontrollerer militæret, domstolene og stort set hele den politiske scene. Han er vestens gode ven og udgør en komfortabel buffer mod det islamiske og ukontrollerbare Sudan.

Mange har i det stille peget på, at mens Musevenis styre kun er blevet mere og mere korrumperet op igennem 1990'erne og frem til i dag, så har den enorme bistand til landet fungeret som et slags dække for den egenrådige præsident og hans veldokumenterede forbrydelser.

I perioder har den internationale bistand udgjort mere end halvdelen af Ugandas statsbudget, og det internationale samfund har vedholdende ønsket at udlægge Uganda som en af Afrikas succeshistorier. Det påpegede Cecilia Ogwal, leder af oppositionspartiet Uganda Peoples Congress, allerede i 1995, da hun til magasinet New African beskyldte det internationale samfund for holde hånden over og "ære, tilbede og finansiere den gunman, der har destrueret freden og bragt Uganda ind i en ødelæggende krig."

Hun mener, som mange andre kritikere af Museveni, at prisen for landets økonomiske vækst og politiske stabilitet er betalt dyrt af de to mio. permanente flygtninge i nord, der aldrig har mærket noget til den ugandiske turboøkonomi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her