Ifølge Afghanistans forfatning skal valget holdes senest den 22. maj, men det var forventet, at det ville blive udskudt.
Sidste år var det hidtil mest voldelige, Afghanistan har oplevet, siden Taleban-bevægelsen blev væltet fra magten ved den amerikanskledede invasion i slutningen af 2001.
Omkring 70.000 udenlandske soldater forsøger at hjælpe den afghanske regering med at knuse Taleban-oprøret, som bliver stadig mere blodigt.
"De internationale styrker har givet udtryk for, at de er klar til at sende flere tropper under valgprocessen for at øge sikkerheden," lød det i går i en meddelelse fra den af-ghanske valgkommission.
Foruden de sikkerhedsmæssige årsager til at udskyde valget pegede valgkommissionen også på, at forberedelserne er blevet besværliggjort af, at der i løbet af vinteren er faldet store mængder sne, som har gjort det umuligt at nå frem til fjerntliggende egne og registrere vælgere.
Valgkommissionen har også oplevet chikane og trusler om selvmordsbomber fra Taleban, der vil hindre regeringen i at gennemføre valget.
Voldshandlingerne betyder, at der er tvivl om afghanerne vil turde deltage i valget i de mest urolige områder i de sydlige og østlige dele af landet. På nuværende tidspunkt er der indsat omkring 3000 ekstra amerikanske soldater i provinserne Logar og Wardak. Men den ventede amerikanske troppeforøgelse, der vil betyde at op mod 30.000 ekstra soldater sættes ind, ventes først senere på året. En af deres primære opgaver bliver at sørge for sikkerheden i forbindelse med valget.
Tid til forberedelse
FN kalder udskydelsen af valget en "pragmatisk nødvendighed", og NATO's talsmand udtrykte glæde over, at de af-ghanske myndigheder har fastsat valgdatoen i august.
"Den valgte dato vil give os tilstrækkelig med tid til at forberede os ordentligt på at støtte den afghanske regering med at sørge for sikkerheden, så valget kan gennemføres," sagde NATO-talsmanden, James Appathurai. Den siddende præsident, Hamid Karzai, har flere gange antydet, at han genopstiller, men hans popularitet er på retur i takt med stigende korruption i regeringscirkler og manglende succes i kampen mod Taleban-oprørerne.
USA's præsident, Barack Obama, kritiserede under sin valgkamp Karzai for "ikke at være kommet ud af bunkeren for at hjælpe med at få orden på Afghanistan og regeringen, retsvæsnet og politiet på en måde, der indgyder folk tillid".
Obama har planer om at øge antallet af amerikanske soldater i Afghanistan fra de nuværende 36.000 til mere end 60.000 forud for præsidentvalget i landet.
ritzau/AFP
Du gode gud, sikken gang intetsigende ævl.
Læs Carsten Jensens artikler, og hvis du allerede har læst dem, så læs dem engang til.