I 1992 kørte den dengang 20-årige Eluana Englaro fra Lecco i Lombardiet galt i sin bil og endte i koma. Fire år senere erklærede lægerne hendes tilstand for irreversibel. Eluanas far, Beppino Englaro, påbegyndte et langt tovtrækkeri med myndighederne for at få afbrudt den behandling, som holder hende i live. Sagen endte ved appeldomstolen i Milano, som i juli 2008 fastslog, at Eluanas værge kunne beslutte "at afbryde den behandling, som ved hjælp af sondemad holder patienten kunstigt i live" - bl.a. fordi Eluana inden sit uheld havde betroet en veninde, at hun ikke ønskede at ende i den tilstand.
I sidste uge blev Eluana overført til en klinik i Udine i det nordøstlige Italien. Efter en gradvis nedtrapning blev behandlingen med tilførsel af mad og vand gennem sonde afbrudt lørdag. Men i mellemtiden har sagen udløst en konflikt mellem Silvio Berlusconis regering, som vil holde Eluana i live med et hurtigt lovdekret, og republikkens præsident, Giorgio Napolitano, som skal godkende dekretet.
Torsdag havde Napolitano meddelt, at et lovdekret om Eluanas skæbne vil være forfatningsstridigt. Men Berlusconi bruger sagen til at fremprovokere et opgør med republikkens præsident, og han har annonceret en folkeafstemning om forfatningsændringer, hvis ikke Napolitano godkender dekretet:
"Jeg kan ikke påtage mig ansvaret for en uskyldig persons liv," udtalte Berlusconi, som frygter, at medlidenhedsdrab de facto vil være lovliggjort, hvis behandlingen af Eluana ikke genoptages. Dermed har ministerpræsidenten adopteret Vatikanets syn på sagen:
"Dommen er udtryk for en uacceptabel relativisme, som baner vejen for medlidenhedsdrab," skrev Osservatore Romano om kendelsen i Eluana-sagen, og pave Benedikt XVI understregede lørdag, at "ethvert menneskeliv er ukrænkeligt, også når det er svagt og indhyllet i lidelsens mysterium."
Berlusconi havde ikke tidligere udtalt sig om sagen. Medlemmerne af hans parti Forza Italia, som sidst i marts bliver slået sammen med det nyfascistiske Alleanza Nazionale i det nye højreparti Popolo della Libertà, er fritstillede i etiske spørgsmål, og sagen skaber uenighed i de fleste partier i parlamentet. Men på et ministerrådsmøde fredag fremtvang Berlusconi en enstemmig regeringsbeslutning om et lovdekret, som skal omstøde domme fra både italienske domstole og den europæiske menneskerettighedsdomstol. Ifølge den italienske forfatning kan ingen påtvinges behandling mod egen vilje. Alligevel vil regeringen holde Eluana i live, indtil parlamentet har vedtaget en lov om biologiske testamenter.
"Det er to kulturer, der oppe imod hinanden. På den ene side sandhedens og livets kultur, og på den anden statens og dødens kultur. Vi går ind for frihedens og livets kultur," udtalte ministerpræsidenten og betegnede forfatningen fra 1948 som 'Sovjet-inspireret'.
Undtagelsestilstand
Da Berlusconi i 1993 gik ind i politik, blev han hyldet som 'forsynet mand' af grundlæggeren af den magtfulde katolske bevægelse Comunione e Liberazione. Ifølge Ezio Mauro, der er lederskribent i avisen La Repubblica, markerer opgøret med præsident Napolitano og den republikanske forfatning overgangen til en ny fase i berlusconismen, som Mauro med et udtryk af Max Weber kalder for 'karismaens institutionalisering'.
Berlusconi er således på vej til at indfri forventningen om en gensakralisering af det politiske liv, som man kender fra totalitære regimer, hvor f.eks. Hitler og Mussolini var uantastelige, sakrale figurer.
"Berlusconi har besluttet sig for at gå i krig med sin meddelelse om, at han straks vil ændre forfatningen for systematisk at kunne regere med lovdekreter og dermed undgå langtrukne diskussioner i parlamentet. Italien befinder sig således i en demokratisk undtagelsestilstand, som kun forværres af, at Europa ikke synes at være opmærksom på Berlusconis totalitære impuls," skriver den italienske filosof Paolo Flores D'Arcais i en kommentar i den spanske avis El Paìs.
Beppino Englaro betegner kirkens og politikernes håndtering af sagen som "et overgreb af en uhørt voldelighed." På pressemødet om regeringens beslutning fremhævede Berlusconi, at Eluana trækker vejret ved egen hjælp og endda ville kunne "få et barn". Som reaktion har Beppino Englaro inviteret Berlusconi og Napolitano til at besøge klinikken i Udine, så de med egne øjne kan bevidne Eluanas tilstand. Lægerne vurderer, at hun vil dø i løbet af 14 dage, hvis ikke behandlingen hurtigt genoptages.
Filosoffen Gianni Vattimo påpeger, at Eluanas krop er forvandlet til en ideologisk krop:
"Eluana skal lide, fordi ingen længere tror på helvede. Den katolske kirke baserer sig på terroristiske trusler over for de troende, og nu er truslen, at man trods forfærdelige lidelser risikerer at blive holdt kunstigt i live," udtaler Vattimo til tidsskriftet MicroMega og tilføjer, at kirken "i bevidstheden om sin dybe krise har kastet sig ud i tøjlesløst vanvid".
Først fødes man uden at være blevet spurgt. Derefter tvinges man til at leve i en verden, som man grundlæggende ikke kan forandre. Og til sidst kan man ikke få lov til at komme herfra på en måde, som man måtte ønske det, fordi religiøse overbevisninger hos nogle forbyder én således. Hvilket fængsel!
Hvorvidt religiøse mennesker ønsker at lide alle mulige kvaler i deres tro på og tillid til en Gud skal jeg ikke blande mig i, for det er deres frie ret som mennesker. Kunne de ikke tilsvarende respektere et menneskes ønske om ikke at blive holdt meningsløst i live?
I forbindelse med vore kæledyr taler vi om, at vi skal give dem en human død, hvis de bliver uhelbredeligt syge. Denne nåde ønsker vi tilsyneladende ikke at udvise overfor vore egne, der måtte have fremsat klare ønsker herom. Det er en skændsel.
John skriver:
"Denne nåde ønsker vi tilsyneladende ikke at udvise overfor vore egne"
Jeg tror ikke, at dit "vi" her dækker over det kæmpestore, fuldstændig samdrægtige flertal, men blot over nogle fanatiske katolikker. Så strengt taget er dit "vi" en anelse misvisende.
Flertallet, også i Italien, er trods alt nok mere fornuftige end som så.
@Hans Jørgen Lassen: Jeg taler skam ikke kun om forholdene i Italien, eller om (fanatiske) katolikker. Jeg taler om det faktum, at aktiv dødshjælp er fy over det meste af kloden.
Derfor mener jeg også, at et "vi" kan anvendes, specielt når repræsentativt valgte parlamenter verden over synes modstandere af aktiv dødshjælp.
John, hvis jeg har forstået tilfældet rigtigt, er der vist ikke tale om aktiv dødshjælp.
Men uanset det, så forekommer brugen af ordet "vi" i denne sammenhæng lidt underlig; blandt er man jo normalt selv indbefattet, når man siger "vi", og her tager du netop afstand fra dem, du kalder "vi". Så du regner åbenbart ikke dig selv som hørende til "vi".
Det er vel nogle mere specifikke personer, du forholder dig kritisk overfor, end blot et amorft og anonymt "vi"?
@Hans Jørgen Lassen: Du har naturligvis ret i, at der i det specifikke tilfælde ikke er tale om aktiv dødshjælp, men passiv dødshjælp.
Din sproglige analyse er naturligvis logisk korrekt, men - undskyld mig - grænser i denne kontekst op til noget, som jeg vil kalde pedanteri. Men lad mig præcisere: I stedet for et "vi" kunne jeg velsagtens kalde det for et "demokratisk vi".
Ja, jeg har noget af en kæphest, fobi eller lignende med den der omsiggribende brug af ordet "vi". Jeg mener, den forplumrer tankegangen.
Folk siger "vi" i stedet for at udpege præcis, hvem de mener bærer ansvaret.