Læsetid: 2 min.

Arabisk frygt for israelsk højrefløjssejr

Den føste exitpoll fra det israelske valg viser snæver sejr til Kadima. Men uanset hvem der vinder er der stigende bekymring i arabiske medier over udsigten til en markant fremgang for den israelske højrefløj
Udland
11. februar 2009

Israel udenrigsminister Tipzi Livni står i den første exitpoll fra det israelske valg til en snæver sejr, oplyser ritzau sent tirsdag. Det så ellers længe ud til atBenjamin Nethanyahu fra det højreorienterede Likud-parti ville gå med sejren.

To timer før valgstederne lukkede kl. 21, havde mere end 60 procent af vælgerne stemt, og valgdeltagelsen tegner derfor allerede bedre end i 2006. Et endeligt resultat ventes tidligt senere i dag. Hvis valgkampen har været underlig slap i Israel, så virker holdningen i arabiske medier anderledes skarp. Uanset om det bliver Livni, som skal danne en koalition, eller om Nethanyahu går af med den endelige sejr, mener flere arabiske medier ikke, at det gør den store forskel.

"Det israelske valg står mellem Højre og det ekstreme Højre." Sådan lød overskriften således i går i den panarabiske avis A-Sharq al-Awsat, som udgives i London.

Udsigten til en regering fyldt til randen med høge fra højrefløjen har vakt voksende bekymring i arabiske medier. I en lederartikel skrev det palæstinensiske dagblad al-Quds, at:

"Vi er vidner til, at de israelske rivaler i valgkampen overbyder hinanden i ultraekstremisme i håb om at vinde vælgere."

"Det israelske samfund er blevet mere ekstremt, og det har bevæget sig et godt stykke væk fra freden og dens forpligtelser," fortsatte lederskribenten.

I en anden palæstinensisk avis, Al-Hayat al-Jadidah, skrev skribenten Basim Abu-Samiyyah, at:

"Det israelske højre, som kravler mod magten, vil afsløre svaghederne og de dobbelte standarder i det internationale samfund. Det vil også presse os palæstinensere i armene på Hamas."

"Vi kan forvente, at Israels politik går fra slemt til værre," forudså kommentatoren Id Abu-Sikkah i det syriske dagblad Al-Ba'th og fortsatte:

"Fordi de, der nu vil kontrollere landet, er hårdere end deres forgængere, som gik efter børnene, kvinderne og de gamle mænd i Gaza."

Mazin Hammad skrev i går i avisen al-Watan fra Qatar, at:

"Uanset hvem der vinder, så står forskellen mellem højre, venstre og midten i israelsk politik ikke klart for dem, der følger valget udefra. Alle fløje vil lange ud efter palæstinensisk blod."

Frygt for Avigdor

Avisen Al-Ittihad fra De Forenede Arabiske Emirater bragte denne kommentar, skrevet af Abd-al-Wahab Badrakhan:

"Den skrækindjagende Avigdor (Lieberman, red.) vil få en afgørende rolle, da han kan bestemme, hvem der skal danne regering efter valget. Fremkomsten af et fænomen som Lieberman ... repræsenterer en invitation til ekstremisme i det israelske samfund."

Den jordanske avis Al-Dustur skrev, at:

"En sejr for ekstremisterne med Netanyahu i spidsen vil betyde, at hele situationen, dvs. aftalerne og den såkaldte fredsproces - må rykke tilbage til start ... Den israelske stat blev bygget på massakrer og folkedrab begået af zionistiske bander, så det er ikke underligt, hvis ekstremisterne vinder."

Endelig udtalte en talsmand for Hamas til AFP, at: "Hvis Netanyahu vinder, tror jeg ikke, at regeringen bliver i stand til at indgå en fredsaftale."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her