Læsetid: 5 min.

Boligboom i Bagdad

Irak-krigen er ved at ebbe ud: En strøm af hjemvendende flygtninge har sendt huspriserne i Iraks hovedstad på himmelflugt
Irak-krigen er ved at ebbe ud: En strøm af hjemvendende flygtninge har sendt huspriserne i Iraks hovedstad på himmelflugt
21. februar 2009

ARBIL - Mens bunden er ved at gå ud af boligmarkedet i resten af verden, stiger huspriserne i Bagdad med stor hast.

"Ejendomme er lige nu den bedste måde at lave hurtige penge på, " siger Mohammed al-Hadithi, der driver en ejendomsmæglervirksomhed i det velhavende Yarmouk-kvarter i det vestlige Bagdad.

"I de seneste to år er der sket store prisstigninger på markedet, fordi sikkerhedssituationen er blevet mere rolig."

Når et hus eller en lejlighed i Bagdad blev sat til salg, undlod de fleste indtil for nylig at opslå 'Til salg'-skilte af frygt for at disse skulle blive bemærket af bander, som så ville afvente, at købet gik igennem og derpå bortføre sælgeren eller en af hans børn for at kræve salgsprisen udbetalt som løsesum for deres gidsel.

I løbet af det seneste år er huspriserne steget med 50 procent i det meste af det centrale Bagdad. For udlejningsboliger er huslejerne samtidig næsten fordoblet.

Ifølge Hadithi skyldes dette primært, at Irak-krigen er ved at ebbe ud.

"Flygtningene vender tilbage, men ikke til de steder, hvor de engang boede," siger han.

"En shiamuslim, som ejer et nyt og dyrt hus i et sunni-kvarter, vil af sikkerhedsgrunde være tilbøjelig til at sælge for at købe et nyt og billigere et i andet distrikt, hvor shiamuslimer udgør flertallet."

Bagdad er i dag opdelt i sekteriske enklaver som følge af den sunni-shiamuslimske borgerkrig, der rasede fra 2005-07. Lange grå betonvolde bugter sig stadig gennem byen og afskærer kvarterer fra hinanden. Udgange og indgange bevogtes skarpt. Kontrolposter med få hundrede meters mellemrum forårsager horrible trafikpropper. Der er langt mindre vold end for to år siden. Dog forekommer der stadig bombeattentater og mord på næsten daglig basis.

Afspejler religion

Ejendomsmarkedet afspejler resultatet af den sekteriske borgerkrig, som den shiamuslimske befolkningsgruppe i det store vandt.

Omkring tre fjerdele af Bagdads borgere er i dag shiamuslimske. Sunnimuslimerne, som traditionelt var den rigeste gruppe, er skubbet ud i mindre enklaver.

"Det er almindeligt kendt, at de fleste sunni-distrikter som Mansour, Yarmouk, Amariya og Khadra, er dyrere at bo i end i de fleste shiamuslimske" siger Hadithi.

Både de flygtninge, der flygtede til enten andre dele af Irak eller til udlandet - især til Jordan og Syrien - er begyndt at vende tilbage. Ud af de i alt 4,2 millioner mennesker, der skønnes at være flygtet, anslår FN's flygtningeagentur, at en halv million vil vende tilbage i løbet af i år, hvis volden ikke stiger fra det nuværende niveau. Dette vil navnlig få konsekvenser for Bagdad, idet 63 procent af 1,6 millioner, der flygtede efter bombeanslaget mod al-Askari moskeen, en af shia-islams største helligdomme, i februar 2006, kom fra netop Bagdad.

De tilbagevendende flygtninge får ikke let ved sikre sig boliger. Mange af dem var aldrig rige, mens andre har opbrugt deres opsparing til at finansiere flygtningetilværelsen. Et typisk middelklassehus i Yarmouk koster omkring 2 millioner kr., mens et tilsvarende i Palæstina-gade-kvarteret beløber sig til 1,4 millioner kr., oplyser ejendomsmæglere i hovedstaden. Allerede før borgerkrigen var der kronisk mangel på boliger. Iraks boligminister, Bayan Dezayee, fortalte i sidste måned, at med et anslået befolkningstal i Irak i 2015 på 39 millioner, vil der bliver brug for 1,9 millioner ekstra boliger. Men byggeaktiviteten har været uhyre sparsom i løbet af de sidste seks år.

For hovedparten af Bagdads borgere er det spektakulære prishop på boligmarkedet ikke godt nyt. Nadia Salem, en 42-årig bogholder i al-Rafidain Bank, siger:

"De fleste med almindelige indkomster må sætte sig virkelig hårdt for at have eget hus i Irak og Bagdad. Det er der flere grunde til, men den vigtigste er den effekt, som de nyrige har fået på boligmarkedet. De nyrige er de mennesker, som tjente store penge på besættelsen. Nogle stjal dem fra bankerne i de kaotiske dagen efter Bagdads fald, mens andre er entreprenører, der har indkasseret millioner og atter millioner for byggeprojekter, der aldrig er blevet til noget,"

Dårlig økonomi

Hadithi bekræfter, at i de forretningsfolk og entreprenører, som fik kontrakter med amerikanerne og regeringen "blev rige meget hurtigt".

"De har siden opkøbt store huse i dyre områder som Mansour, enten for selv at bo der eller som investeringer i forventningen om at ambassader på et tidspunkt vil genåbne og udenlandske virksomheder vende tilbage til Bagdad. Der går også det rygte, at regeringen vil opfordre de internationale virksomheder til at flytte ud af Den Grønne Zone, hvilket så vil betyde, at de får brug for at købe sig eller leje sig ind andre steder," siger Hadithi

De rige i Irak er ikke bare dem, der har spundet guld på den krig, der begyndte i 2003. Saddam Husseins krige fra Iran-Irak-krigen (1980-88 og frem til og FN-sanktionerne efter Kuwait-krigen skabte et helt lag af velhavende irakere. Jassem Ibrahim, en 49 - årig tekniker, der arbejder for Iraks olieministerium, siger:

"Det er blevet svært, ikke bare for fattige mennesker, men for middelklassen, at eje et hus på grund af de høje priser, og regeringen gør intet for at beskytte os mod grådige ejendomsspekulanter. Jeg købte en grund i 1987, men tjente ikke nok til at bygge på den. Jeg solgte den igen i 1989, da min fætter gik ind i Dawa-partiet (der dengang var en militant shiamuslimsk bevægelse og forbudt af Saddam Hussein, i dag er det regeringsparti, red.) og derefter blev henrettet, og jeg selv blev afskediget fra mit job. Hele mit liv har jeg boet til leje."

Under Saddam Hussein, blev hærens officerer og embedsmænd ofte belønnet ved at få tildelt statslige arealer, hvor de kunne bygge. Dette sikrede deres loyalitet og tog også brodden af den folkelige misfornøjelse med de høje boligpriser. Men denne udvej står næppe åben for premierminister Nouri al-Maliki, alene på grund af faldet i olieprisen. Efter at olieprisen er faldet til under 40 dollar pr. tønde, er han kommet i alvorlig pengeknaphed. Nok er boligmarkedets prisboom et tegn på, at freden er ved at vende tilbage til Irak, men det understreger samtidig, hvilken enorm afgrund, der fortsat består mellem landets rige og fattige.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu