Baggrund
Læsetid: 3 min.

Britisk flerkoneri vækker ikke debat

Det kræver en fordomsfri debat, at vi reelt har polygami, siger fremtrædende konservativ politiker, der selv er muslim
Det antages, at der er ca. 2000 tilfælde af flerkoneri i Storbritannien, hovedsalgt blandt landets ca. eller to millioner muslimer. Nogle, men naturligvis langt fra alle i kvarterer som Brick Lane.

Det antages, at der er ca. 2000 tilfælde af flerkoneri i Storbritannien, hovedsalgt blandt landets ca. eller to millioner muslimer. Nogle, men naturligvis langt fra alle i kvarterer som Brick Lane.

Søren Bidstrup

Udland
23. februar 2009

Rettelse. I denne artiklel bliver en britisk politimand og repræsentant for den engelske Politimesterforening ved navn Colin Cramphorn citeret.

Citaterne stammer fra en ældre artikel om emnet fra et engelsk medie. Colin Cramphorn var imidlertid død i tiden mellem den artikel og artiklen i Information blev bragt, og var derfor ikke i live, da han blev citeret i Information. Vi beklager fejlen.  RED.

LONDON - Englands mest fremtrædende muslimske politiker opfordrer til en "fordomsfri diskussion om flerkoneri".

"Det er et spørgsmål, som de fleste ikke har turdet forholde sig til, men da polygami reelt eksistere her i landet, er det nødvendigt, at vi får en fordomsfri debat, ikke mindst om de praktiske og juridiske spørgsmål". Det siger Sayeeda Hussein Warsi.

Hun er de konservatives skyggeminister (det svarer til ordfører, red.) for etniske grupper og lokal spørgsmål og er medlem af den konservative leder David Camerons inderkreds.

"Mange lider af kulturel berøringsangst og er bange for at bringe spørgsmålet op," siger hun.

Selv er Warsi personlig bekymret over tendensen.

Den 37-årige jurist Sayeeda Warsi, er af pakistansk afstamning.

Hun blev sidste år medlem af det Britiske House of Lords og er kendt for sit engagement i kvindesagsspørgsmål.

"Personligt er jeg af den opfattelse, at ægteskaber skal indgås mellem to mennesker - en mand og en kvinde. Men det er ikke et spørgsmål om, hvad jeg personligt mener, men et spørgsmål om hvordan vi administrerer praktiske spørgsmål som børnepenge, underholdningsbidrag og børnetilskud," siger Warsi.

"Det undrer mig, at der ikke fra regeringens side er mere diskussion af dette spørgsmål. Der er mange kvinder der er kommet i klemme rent praktisk. Vi har behov for, at der kommer klarhed over situationen.

Og det er min opfattelse, at dette bedst kan ske, hvis vi accepterer fakta og ikke gemmer problemerne væk," siger hun.

2000 tilfælde

Det antages, at der er omkring 2000 tilfælde af flerkoneri i Storbritannien. Antallet af muslimer udgør to millioner. Det svarer til fire procent af befolkningen. Officielt er polygami forbudt, men politiet indrømmer, at de ikke har håndhævet loven.

"Selvfølgelig kan der være ekstreme tilfælde. Men de samfundsgrupper, som opfatter flerkoneri som anerkendt og almindeligt, har også en ret, som bør anerkendes i et multietnisk samfund," siger Colin Cramphorn fra Politimesterforeningen - Association of Chief Police Officers.

Han beklager, at polygami ses som et muslimsk problem.

"Det er uheldigt hvis en religiøs minoritetsgruppe - det være sig jøder eller muslimer - bliver opfattet som specielle, blot fordi et mindretal af disse har ualmindelige regler. Hvis vi fokuserer på religiøse tekster kan alle blive opfattet som specielle," siger han.

Biblen ikke bedre

Den opfattelse deles af Manzoor Moghal fra the tænketanken The Muslim Forum.

"Koranen giver i Sutra 4:3 mænd ret til, at 'ægte to, tre, fire kvinder'. Men der står også i Koranen, at man kun skal gifte sig med én hvis man kan behandle dem ordentligt," siger Moghal.

Men han fremhæver - som Sayeeda Warsi - at også Biblen har arkaiske bud.

"Man skal dele sol og vind lige. I Femte Mosebogs kapitel 21 står der, at man må have to koner, og at man må voldtage kvinder, som er taget som krigsfanger," siger han.

"Der er langt flere kvindefjendske citater i Biblen. Men det er ikke sagen. Det ved vi alle. Det, denne sag viser, er, at man her i landet ønsker at finde en pragmatisk løsning på problemerne," siger han

"Man har tidligere indført Sharia lov i begrænset omfang - og denne kan håndhæves gennem særlige voldgiftsretter. Sådan har det længe været med de jødiske mindretal. Selvfølgeligt må man diskutere de problemer, der måtte være. Sayeeda Warsis udtalelser er udtryk for en fortsættelse af den tendens, der i de senere år har været her; nemlig at afdramatisere spørgsmålet og være pragmatisk," siger Moghal.

Sigende nok har der ikke været stor debat om spørgsmålet i Storbritannien.

"Det er mest udlandet der bliver forarget. De fleste her i landet tager det roligt," siger Moghal.

"Der er en tendens til, at man kun ser på dette spørgsmål som et muslimsk problem, men i mange muslimske lande er polygami ikke er anerkendt. Disse omfatter blandt andet Jordan, Egypten og Pakistan," siger Moghal.

En talsmand fra justitsministeriet afviste, at regeringen vil gribe yderligere ind i sagen.

"Det er ikke regeringens opgave at regulere religiøse ritualer, riter og trosretninger. Vi griber kun ind i sådanne sager, hvis der er en konflikt med den civile retspraksis eller straffeloven," siger talsmanden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her