Læsetid: 5 min.

En bulldozer for fred

Præsident Obama har udpeget Richard Holbrooke som sin særlige udsending til Afghanistan og Pakistan. Topdiplomaten har ry for at være en 'problemknuser', men hvordan vil han tackle USA's største udenrigspolitiske udfordring?
Richard Holbrooke blev kendt som en -bulldozer- på grund af den kontante måde, hvorpå han fik presset de stridende parter i Bosnien til at slutte fred i 1995. Nu er han præsident Obamas særlige udsending til Afghanistan og Pakistan.

Richard Holbrooke blev kendt som en -bulldozer- på grund af den kontante måde, hvorpå han fik presset de stridende parter i Bosnien til at slutte fred i 1995. Nu er han præsident Obamas særlige udsending til Afghanistan og Pakistan.

Saul Loeb

10. februar 2009

ISLAMABAD - Richard Holbrooke - den amerikanske diplomat, som blev kendt som en 'bulldozer' på grund af den kontante måde, hvorpå han fik presset de stridende parter i Bosnien til at slutte fred i 1995 - ankom i går til Islamabad som Barack Obamas 'særlige udsending' til Pakistan og Afghanistan.

"Pakistan skal gå med til en nystart i kampen for fred, stabilitet, sikkerhed og udvikling af regionen. Pakistan skal især sætte øget fokus på bekæmpelse af ekstremisme og terrorisme. En ny mere helhedsorienteret strategi er på sin plads," sagde en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium.

Pakistan og Afghanistan står angiveligt øverst på den nye amerikanske præsidents udenrigspolitiske dagsorden, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Syv år efter at Taleban blev fordrevet fra magten, har den islamistiske bevægelse genoprettet en tilstedeværelse i 70 procent af Afghanistan og kontrollerer store områder heraf. Samtidig vakler det atomvåbenbevæbnede Pakistan, til dels på grund af netop denne genkomst, på kanten af sammenbrud: Dets Nordvestlige Grænseprovins er blevet løbet over ende af militante islamister, som omfatter såvel lokale talebanere som et al-Qaeda, der har genvundet sin vigør.

Holbrooke erklærer rent ud, at USA's og NATO's politik i Afghanistan har "slået fejl". Og at "den vanskeligste udfordring", som den nye amerikanske regering står overfor, stadig er at udrydde Taleban- og al-Qaeda-oprørernes "tilholdssteder" i de pakistanske grænseegnes urolige stammeområder, som er det vigtigste udklækningssted for strømmen af islamiske krigere til Afghanistan, og hvor grunden til "det næste 11. september" sandsynligvis bliver lagt.

Fra Islamabad vil Holbrooke rejse videre til Kabul og Delhi, eftersom "Indien har en mængde interesser i Afghanistan". Formålet med alle tre besøg på rundturen er at samle vidnesbyrd, således at Obama kan sammensætte "en strategisk revurdering" af USA's politik i Afghanistan og Pakistan forud for NATO-topmødet i april. Men pakistanerne kan allerede se både forandring og kontinuitet i den nye præsidents tilgang.

Et lighedstræk er smagen for militær magtanvendelse. I Pakistan er dette ensbetydende med at videreføre George Bushs kontroversielle 'drone'-politik, hvor missiler og pilotløse fly fjernstyret fra CIA bliver affyret imod påståede al-Qaeda- og Taleban-mål i stammeområderne.

"Både præsident Bush og præsident Obama har gjort det klart, at vi vil gå efter al- Qaeda, hvor al-Qaeda end er," sagde USA's forsvarsminister Sekretær Robert Gates den 27. januar. Adspurgt, om den pakistanske regering var blevet underrettet om det, svarede han blot: "Ja".

Ned- eller optrapning?

Den 23. januar - tre dage efter at Obama blev taget i ed som præsident - dræbte amerikanske styrker 22 i stammeområdet Waziristan. Angrebet var det første i Obamas embedsperiode. Men det var den 38. aktion inde i selve Pakistan siden august 2008. Af de 22 dræbte var de otte "udenlandske krigere" (læs: al-Qaeda-medlemmer). Men de øvrige omfattede både en regeringsloyal stammeleder og hans familie, herunder både kvinder og børn. Det blandede tabstal demonstrerer, hvorfor droner er blevet den blodigste anstødssten i forholdet mellem Pakistan og USA.

Pentagon insisterer på, at dets anslag har dræbt "højt rangerende al-Qaeda-medlemmer" og derved forpurret planer om at angribe Europa, Afrika og Nordamerika. Den pakistanske hær siger, at for hver civil som dræbes, vokser den lokale modvilje imod et USA, som ses som en større trussel mod Pakistan end både Taleban og al Qaeda.

I november sagde Pakistans premierminister, Yousaf Raza Gilani, ellers, at Obama ville afslutte denne "modproduktive" drone-politik. Men faktisk er der tegn på, at den nye amerikanske præsident vil optrappe med landbaserede operationer i stammeområderne, dersom Pakistan undlader at tage "de nødvendige skridt" imod Taleban og al Qaeda. Dette vil næsten helt sikkert indebære konfrontation med den pakistanske hær.

Det samme er tilfældet for Obamas nye støttepolitik. Under Bush blev forbindelserne mellem USA og Pakistan plejet fra militær til militær: Af de 7 mia. dollar, der blev sendt til Pakistan, gik de 75 procent til hæren. Obama vil fortsætte med at bistå med militært udstyr, våben og uddannelse, men det vil blive gjort "betinget" af, at den pakistanske hær bekæmper Taleban og al-Qaeda snarere end bruger midlerne på at modernisere sine styrker til krigsberedskab mod Indien.

Det meste af den nye amerikanske støtte - 7,5 milliarder dollar over fem år - vil dog gå til den civile pakistanske regering for at belønne demokratiske initiativer, styrke institutionerne og frem for alt finansiere skabelse af nye arbejdspladser, skoler og offentlige tjenester i det ludfattige Nordvest, der er Talebans væsentligste rekrutteringsgrundlag.

Problemet er, at kun meget få pakistanere tror på, at regeringen - korrupt, afmægtig og inkompent som den er - kan levere en sådan regeringsførelse. Efter mindre end et år ved magten har den måttet se til, hvorledes store dele af landet er faldet til Taleban, herunder det tæt befolkede Swat, hvor de militante ikke kun bekæmper staten, men tillige har oprettet deres egne 'emirater', domstole, militser og forbud mod kvindelig skoleuddannelse.

Obama trækker i land

Den pakistanske hær kæmper for genvinde kontrollen med Swat. Men den kan være tilbageholdende med at sætte alle kræfter ind imod en tidligere allieret som det afghanske Taleban - i al fald så længe det ikke har taget bestik af, hvilken politik den nye amerikanske regering vil anlægge over for Indien og især i spørgsmålet om Kashmir, den delte Himalaya-stat, som begge lande gør krav på, og som har været årsag til to af deres tre krige.

Før sin valgsejr udtalte Obama, at han var opmærksom på denne sammenhæng.

"Vi bør forsøge at løse Kashmir-krisen, så Pakistan kan holde sit fokus - ikke på Indien - men på de militante ved grænsen," sagde han sidste år.

Siden sin indsættelse har han imidlertid trukket noget i land.

Efter at være blevet ramt af terrorangrebene i Mumbai i november sidste år, som man var overbevist om, at Pakistan stod bag, advarede Indien Obama om, at man ville boykotte hans særlige udsending, hvis hans rundtur også skulle omfatte Kashmir. Det besøg er da også siden blevet opgivet.

"Kashmir vil ikke komme til at indgå i ambassadør Holbrooke's portefølje", sagde en talsmand for State Department, det amerikanske udenrigsministerium, i sidste uge.

Nyheden blev mødt med et dybt suk i Islamabad. De fleste analytikere mener, at hæren først vil opgive sin skjulte støtte til den afghanske Taleban og andre militante grupper, når det skønner, at disse udgør en større trussel mod Pakistans eksistens end Indien. Og det kan ikke ske, så længe konflikten med Indien ulmer i Kashmir. Ved at lade hånt om denne sammenhæng risikerer Obama at gentage den anden helt store udenrigspolitiske fiasko i Bush-administrationen, skrev avisen Dawns lederskribent den 1. februar.

"At forvente harmoni mellem Indien og Pakistan uden Kashmir-løsning er som at håbe på fred i Mellemøsten uden en israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden og Gaza," noterede lederskribenten.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer