Chávez og ti års revolution

Første gang, Hugo Chávez skaber nyheder, er i februar 1992. Efter et mislykket militærkup tillader Venezuelas daværende præsident, Carlos Andrés Pérez, at Hugo Chávez får ét minut direkte tale til befolkningen på nationalt tv. Det er meningen, at Chávez skal afblæse sit forsøg på et militærkup og opfordre sine generaler til at overgive sig. Det gør Chávez, men han tilføjer:

"Jeg tager det fulde ansvar for den mislykkede revolution, men jeg vender tilbage. Dette land fortjener en bedre skæbne."

Hugo Chávez fængsles for sit kupforsøg, men benådes efter to år i foråret 1994.

Underklassens kandidat

Da Hugo Chávez vender tilbage til landets hovedstad, Caracas, ulmer byen af frustrationer og oprør.

1980'ernes enorme økonomiske nedtur i den latinamerikanske region blev efterfulgt af krav fra Verdensbanken, IMF og andre långivere om massive privatiseringer af stort set alt statsligt foretagende.

I Venezuela betød det massefyringer, devaluering af landets mønt og medfølgende prisstigninger på fødevarer. Fra 1975 til 1995 steg antallet af mennesker i fattigdom i Venezuela fra 17 til 65 procent, sideløbende med at den økonomiske afstand mellem landets politiske og økonomiske elite og resten af befolkningen slog alle rekorder i Latinamerika - verdens mest ulige kontinent.

Det er i det miljø, at Hugo Chávez grundlægger sin politiske karriere. Med et politisk program og brandtaler om revolution og social retfærdighed når Chávez både ud i de fjerneste afkroge af Venezuela og lige ind i den indignation, der præger de tætpakkede barrios marginales, slumkvartererne, der ligger som et betændt bælte omkring millionbyen Caracas.

Og i 1998 afsiger folket for første gang deres dom over Hugo Chávez. Med en historisk høj valgdeltagelse vinder Chávez præsidentvalget med 56,5 procent af stemmerne og indtager præsidentboligen i Miraflores den følgende februar.

USA mister grebet

Det er ikke kun hjemme i Venezuela, at tiden har været med Chávez og hans revolution.

Den globale kamp mod terrorisme og krigene i Irak og Afghanistan har betydet, at USA's engagement i Latinamerika frem til i dag er faldet til et historisk lavpunkt.

Som Cris Arcos, den tidligere viceminister for Homeland Security under George W. Bush siger, så har USA tabt grebet om Latinamerika:

"Den politiske venstrefløj i Latinamerika frygter ikke længere amerikanerne, og den politiske højrefløj har mistet respekten for os, og hvorfor? Fordi begge havde regnet med, at vi ville knuse venstrefløjen. Særligt nu hvor vi er den eneste supermagt."

Selvom USA's regering ikke direkte har forsøgt at knuse hverken Chávez' regering eller andre af Latinamerikas venstrefløjsregeringer, så var det nordamerikanske diplomati hurtigt til at anerkende det kup og de kupmagere, der i april 2004 væltede Hugo Chávez. Mens 15 latinamerikanske regeringer - samtlige på kontinentet undtaget Colombia - fordømte kupforsøget mod Chávez, lykønskede Washington den nye militærregering i Venezuela.

Kuppet varede kun i 48 timer, da voldsomme og hastigt tiltagende protester fra befolkningen hurtigt fik overbevist militæret om, at et kup mod Chávez ville sende landet ud i en voldsom og langvarig konflikt.

Venezuelansk bistand

Det tomrum, som USA's fravær har skabt på den politiske scene i Latinamerika, bruger Hugo Chávez til at give sin revolution og sit politiske virke et internationalt tilsnit.

Venezuela sidder på verdens sjettestørste oliereserver, og i takt med at prisen på en tønde olie er steget fra godt ti dollar, da Chávez indtog præsidentembedet i 1999, til knap 140 dollar i sommeren 2008, er gaverne fra Chávez og Venezuela til det resterende Latinamerika blevet stadigt større.

I 2007 uddelte Venezuela bistand og olie til den latinamerikanske region for i alt 8,8 mia. dollar. Til sammenligning var USA's samlede bistand til regionen samme år 1,6 mia. dollar. Heraf gik en tredjedel, fortrinsvis militær støtte, til USA's eneste tilbageværende allierede i regionen, Colombia.

Hugo Chávez er samtidig en af de mest ivrige fortalere for politisk integration i Latinamerika. Som sin politiske mentor, den latinamerikanske frihedshelt Simón Bolívar, drømmer Chávez om et forenet Latinamerika, og han er i dag en af de bærende kræfter i ALBA - en politisk og økonomisk samarbejdsorganisation mellem Venezuela, Bolivia, Cuba, Honduras, Nicaragua og den Dominikanske Republik.

Chávez og Venezuela er samtidig den største sponsor for den latinamerikanske nyhedskanal Telesur, der har hovedsæde i Caracas, og som skal konkurrere med særligt de nordamerikansk dominerede nyhedskanaler.

Som Alberto Barrera Tyszka og Cristina Mracano, forfatterne til en af de mere sobre bio-grafier om Hugo Chávez, skrev i 2006:

"Ingen er længere i tvivl: Chávez er den mest indflydelsesrige leder i Latinamerika (...) Det er svært at tro, at for knap ti år siden var han blot en slået ex-kupmager og en mand uden arbejde, som den venezuelanske presse dårligt gad at beskæftige sig med (...) I dag er han endelig det, han altid har drømt om: En international stjerne."

Revolutionens effekt?

Men Chávez' store gavmildhed og mange projekter har fået kritikere i Venezuela til at beskylde Chávez for at have for travlt med private politiske ambitioner. Flere peger samtidig på, at Chávez' revolution og sociale programmer - de såkaldte misiones - langt fra har den effekt, som Chávez hævder.

Francisco Rodríguez fungerede som økonomisk chefanalytiker for Venezuelas kongres fra 2000 til 2004. Han peger på, "at Hugo Chávez ikke har gjort mere for Venzuelas fattige end andre præsidenter", og at hans programmer tværtimod har skadet den nationale økonomi med de fattigste som de hårdest ramte.

"Jeg havde meget høje forventninger til Chávez' regering og var begejstret for at få mulighed for at arbejde for en politisk administration, der lovede at arbejde for at bekæmpe fattigdom og ulighed. Men jeg opdagede hurtigt, at der var langt fra regeringens retorik til deres virkelige prioriteter."

Francisco Rodriguez peger på, at sammenholdt med den økonomiske vækst i Venezuela - baseret på stigende olieindtægter - er fattigdommen ikke reduceret mere end det forventede, sammenlignet med andre udviklingsøkonomier.

Det samme viser meningsmålinger ifølge Fran-cisco Rodríguez:

"En undersøgelse foretaget i september 2007 viser, at kun 23 procent af befolkningen mener, at fattigdommen er faldet under Chávez. 50 procent mener, at der er mere fattigdom, og 27 procent siger, at det er det samme som før."

Chávez efter 2013

Den 15. februar i år skal de venezuelanske borgere igen til stemmeurnerne. Og igen skal de tage stilling til et forslag fra Chávez og hans regering, der ønsker at ændre landets forfatning, så landets præsident kan genvælges, så længe folket tillader det.

I december 2007 var samme emne til debat og afstemning sammen med 68 andre forfatningsændringer, og dengang sagde befolkningen nej med godt 51 procent af stemmerne.

Chávez lover, "at han følger folkets vilje." Det betyder, at hvis han ikke får et folkeligt mandat til at ændre landets forfatning, så skal han trække sig tilbage i 2013.

Ind til videre giver alle meningsmålinger dog det flertal, som Chávez ønsker sig.