Baggrund
Læsetid: 10 min.

Demokrati og sult i Shangri-La

I den buddhistiske idealstat, Bhutan, har kongen indført demokrati - men 25 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen uden tilstrækkelig ernæring, og menneskerettighederne respekteres ikke udelt
Udland
17. februar 2009
Bhutan er et af verdens fattigste lande, men ifølge Businessweek (2006) Asiens lykkeligste, på verdensranglisten nummer otte.Men medaljen har en bagside: Omkring en fjerdedel af den bhutanske befolkning lever i fattigdom og sult (FAO-rapport fra september 2008).

Bhutan er et af verdens fattigste lande, men ifølge Businessweek (2006) Asiens lykkeligste, på verdensranglisten nummer otte.Men medaljen har en bagside: Omkring en fjerdedel af den bhutanske befolkning lever i fattigdom og sult (FAO-rapport fra september 2008).

Mikkel Østergaard

Mens finanskrisen begyndte sin hærgen i den vestlige verden, fejrede det lille Himalaya-kongerige Bhutan monarkiets hundredeårsdag med indførelse af demokrati.

På vores juleaften, den 24. december 2008, holdt det nyvalgte parlament åbningsmøde for sin første egentlige arbejdssession, efter at Bhutans nykronede konge, Druk Gyalpo, havde udnævnt den 17. december til ny nationaldag.

Bhutan er et af verdens fattigste, men ifølge Businessweek (2006) Asiens lykkeligste, på verdensranglisten nummer otte - med Danmark som vanligt på førstepladsen.

I november sidste år viste vestlige nyhedsmedier de strålende billeder af en kongekroning med middelalderlig, asiatisk pragt i form af guld og brokade og en overflod af tantriske buddhistiske symboler fra Bhutans hovedstad Thimpu.

Bhutan, som næsten rutinemæssigt betegnes som verdens eneste ægte Shangri-La, har været et af de højest prioriterede lande for dansk u-landshjælp. Danmark har - for det lille samfund med blot 650.000 indbyggere og den velbeskyttede ældgamle kultur - været den største ikke-asiatiske sponsornation.

Demokratiseringen kommer bogstaveligt talt som kronen på værket og må formodes at blive endnu et bidrag til idealisering af Bhutan, der formentlig er det eneste sted i verden, hvor en tibetansk-buddhistisk kultur har eksisteret kontinuerligt i tusind år.

Medaljens bagside

Sjældnere fokuserer vestlige medier på medaljens bagside: Omkring en fjerdedel af den bhutanske befolkning lever i fattigdom og sult (FAO-rapport fra september 2008).

Den tilfredshed, som kunne aflæses af ovennævnte undersøgelse, må utvivlsomt bero på de fattige befolknings ukendskab til andre livsbetingelser end deres egne.

Efter at jeg var vendt tilbage efter et længere ophold i Bhutan i efteråret, holdt den bhutanske premierminister tale i FN og kædede finanskrisen sammen med det bhutanske ideal om GNH, Gross National Happiness, et korrektiv til den vestlige - og den øvrige verdens - fokusering på bruttonationalprodukt (BNP) og en pengeøkonomi, som netop nu verden over viser sin bedrageriske karakter. Men nogle af de statsledere, der modtog denne bhutanske belæring, vil nok fremholde, at det bhutanske BNP i dag stadig for 40 procents vedkommende finansieres af udefrakommende donationer, og at landet, til trods herfor, ikke har kunnet sikre den fattigste fjerdedel af befolkningen tilstrækkelig ernæring.

Bhutan er et enestående samfund af en betagende skønhed: Næppe noget land i verden uden for den vestlige kulturkreds har været i stand til at bevare en gammel, før-moderne kultur intakt som Bhutan, hvor tv var forbudt indtil for 10 år siden, og turismen har været minimal, selv om den er tiltaget noget det sidste årti.

At rejse i Bhutan er at bevæge sig gennem bjerge, frodige dale og Himalayas urskove, hvor vækst og forfald indgår i eventyrlig vekselvirkning af kæmpetræer, overgroet med snylteplanter behængt med lodne lianer - og om foråret smykket af enorme rododendron-buske i prangende farver og indrammet af Himalayas sneklædte tinder. Overalt på de som oftest svært tilgængelige bjergsider og klippetoppe ses hvide og røde buddhistiske templer og klostre, besmykket med flagrende bedeflag og undertiden med forgyldte tage, der genspejler solen i glimt af forbløffende kraft.

I slutningen af 80'erne, da Bhutans 4. konge havde lettet lidt på den strenge isolation, landet historisk har levet i, indførte den dominerende vest-bhutanske befolkningsminoritet, ngalob, af tibetansk afstamning, en række påbud, der skulle beskytte denne dominerende kulturform: Alle huse skulle opføres i traditionel, arkitektonisk stil og både mænd og kvinder skulle anvende traditionel påklædning, mændene i en kåbe, gho, og kvinderne i slå-om-nederdel, kira, af traditionelt farvestrålende, vævet og broderet stof.

Påbuddet er i de seneste år blevet mildnet, men hovedparten af befolkningen foretrækker den traditionelle påklædning, selv om storby-ungdommens forkærlighed for jeans og T-shirts varsler omslag.

Dzongkha, vestbhutanernes særlige variant af tibetansk, er blevet nationalsprog og sammen med engelsk undervisningssprog i skolerne.

Men Bhutan fremtræder stadig som et enestående smukt og harmonisk landskab, med en befolkning og kultur med stor sammenhængskraft - trods den reelle, store ulighed.

Valget

Det forgangne års dramatiske, demokratiske valg, vidnede også herom. Demokratiet og valget er i iscenesat fra oven, af den magtfulde konge-familie og dens nærmeste allierede blandt Vestbhutans gamle adel.

"En gave fra den gyldne trone," siger bhutanerne, som besvarede kongens udfordring med enestående disciplin og samstemmighed:

80 procent af de valgberettigede gik til stemmeurnerne og valgte med kun to undtagelser kandidater fra samme parti, 'kongens parti', der talte flere tidligere højtstående ministre og tydeligt var det mest konservative og traditionsbeskyttende af to konkurrerende partier, hvis officielle programmer lignede hinanden til forveksling, og som tilsammen udgør det nye 'underhus' i landets første parlament.

Det andet parti, som blev ydmyget ved valget i marts, er domineret af en gren af kongefamilien, de såkaldte inlaws, altså svigerfamilien, hvorfra den netop nu afløste 4. konges fire hustruer stammer fra. Det er en magtfuld familie med rødder i det teokrati, der styrede Bhutan fra 1650 til 1907, og tilsyneladende med en større vilje til markeds-økonomiske liberaliseringer.

Valget til parlamentets 47 sæder i marts blev godkendt af internationale iagttagere blandt andet fra EU - men med kritiske kommentarer. Den kongeligt udnævnte valgkomité udelukkede et parti fra opstilling, valgloven giver kun kandidater med en universitetsuddannelse (bachelor-grad) mulighed for at opstille, loven udelukker også særlige temaer for at kunne indgå i valgkampen, herunder det anstrengte forhold mellem det lille lands forskellige etniske grupper.

Indsigtsfulde kommentatorer ser demokratiet som en i første omgang vældig cementering af kongemagten og den store, vestbhutanske befolkningsminoritets dominans. Men en ny forfatning og demokratiets introduktion giver muligheder for, at en ny, kritisk folkevilje kan sætte sig igennem - med tiden.

Vejen til Bhutans enestående placering som vor tids eneste 'intakte' repræsentant for den tibetansk-buddhistiske kultur går over et afgørende, modsætningsfyldt forhold til det imperiale Storbritannien, der beherskede Indien syd for Bhutans grænser.

Med Indiens selvstændighed overtog inderne briternes rolle. En aftale, fornyet for få år siden, giver Indien afgørende indflydelse på Bhutans udenrigspolitik. Indien har bygget Bhutans vejnet og er militært til stede i Bhutan, der er klemt mellem Indien og Kina i et omstridt grænsefelt.

Indien er Bhutans største donornation og aftager elektricitet fra bjerglandets vanddrevne kraftværker, Bhutans vigtigste eksportvare.

Modsætningsfyldt er også Bhutans forhold til det gamle 'moderland' Tibet. I Bhutan er billeder af Dalai Lama i dag mere sjældne end i Kinas Tibet. Bhutans historie er gennem de seneste fire århundreder fyldt af en langvarig krig med Lhasa-staten. Og selv efter Dalai Lamas eksil udspandt der sig en dramatisk konflikt mellem Dalai Lamas nærmeste rådgivere og Bhutans magtelite, som førte til udvisning af tusinder af tibetanere i 70'erne.

Forhistorien

Men lad os begynde ved begyndelsen:

Bhutan har siden de sidste århundreder af det første årtusinde efter vor tidsregning været en integreret del af det tibetansk-buddhistiske kulturområde, som især udviklede sig efter buddhismens etablering som 'statsreligion' for Tibet omkring år 800. Bhutan ligger syd for Himalaya, der afgrænser den tibetanske højslette mod syd og mod vest. Men siden buddhismens indførelse har der været livlig trafik og kulturel kontakt mellem det tibetanske 'moderland' og dalene på den tibetanske sydside, der i de første mange århundreder var selvstændige småriger i de enkelte dale.

Men i midten af det 17. århundrede etablerede en højtstående tibetansk lama, Shabdrung Rinpoche, en forenet stat Bhutan ved at samle kontrollen over en snes dale under et militært opgør med den tibetanske Lhasa-regering, hvor den 5. Dalai Lama på samme tid vandt magten og etablerede en mere sammenhængende kontrol over den tibetanske højslette, der ellers - efter det tibetanske 'imperiums' sammenbrud i det 9. århundrede - også havde været opdelt i større eller mindre klosterstater og kongeriger.

Mens den reformerte gelugpa-sekt var grundlaget for den 5. Dalai Lamas magtovertagelse, tilhørte Bhutans nye hersker Shabdrung Rinpoche en af Tibets ældre sekter, drukpa-sekten, og den fortrængte i meget vid udstrækning det brogede billede af flere sekter, der hidtil havde rådet.

Bhutan blev - ligesom det centrale Tibet - en form for teokrati med Shabdrung Rinpoche og hans efterfølgende inkarnationer som både verdslig og religiøs leder - ligesom Dalai Lama'erne.

Shabdrung Rinpoche etablerede i de vigtigste bhutanske dale særlige fæstninger, såkaldte dzong'er, der rummede det regionale magtapparat og drukpa-sektens lokale hovedkloster og tempel (lhakhang).

Drukpa-sekten blev en stærkt hierarkiseret og magtfuld organisation. Som i Tibet blev de vigtigste adelsslægter og jordbesiddere vævet sammen med det religiøse hierarki gennem inkarnationssystemet, idet de vigtigste lama'er og religiøse ledere ofte blev 'fundet' blandt børn af ledende adelsfamilier.

Igennem det meste af det 20. århundrede har Bhutan været stærkt isoleret. Indrejse kræver visum, som kun kan opnås, hvis man har et konkret ærinde, der skønnes gavnlig for den bhutanske stat. Tv var forbudt indtil 1998, og turismen, som der først blev åbnet meget beskedent for i 60'erne, er holdt på et minimum gennem obligatoriske 'guidede' ture med en betydelig minimumpris (200 US-dollar).

I det 20.århundrede organiserede Bhutan sig som et kongerige især efter britisk inspiration. Kongemagten fortrængte det religiøse overhoved, men i 1931 blev den sidste inkarnation af statens grundlægger Shabdrung Rinpoche myrdet, formentlig på kongelig ordre. Men Bhutan har bevaret et meget stærkt og hierarkisk monastic body af drukpa-munke og -lama'er, der udgør mellem to og fire procent af befolkningen, og hvis leder, Je Khenpo, udpeges af kongen blandt de ledende lama'er.

Moderne medier

Bhutan har én statsligt ejet ugeavis, Kuensel, etableret med dansk støtte og rådgivning i 1986. Kuensel udkommer på de tre sprog dzongkha, engelsk og nepalesisk. I april 2006 blev der etableret to private ugeaviser: Bhutan Observer og Bhutan Times.

Bhutan har en statslig ejet radiokanal, Bhutan Broadcasting Service, som blev oprettet i 1973 - også med dansk støtte og vejledning. BBS' første fjernsynsudsendelse var fra kongens jubilæum, og man sender nu fire timer dagligt, hovedsageligt på dzongkha. Internetselskabet Druknet tilbyder internetadgang til landets voksende middelklasse, som i henhold til tal fra 2003 ejer 5 pc'er pr. 1.000 indbyggere.

Det spæde demokrati i Bhutan lader dog meget tilbage at ønske ud fra vestlig standard.

Hundredetusind nepalesisk-talende indvandrere blev i 90'erne hårdhændet forvist. Menneskerettigheder respekteres kun delvist og der sker fængslinger uden dom.

Det bhutanske retsvæsen bygger på egne traditioner og opererer ikke med uddannede jurister. Kongen udnævner Højesteret og den retslige kommission, som fører tilsyn med domstolene.

Den stærke konge

I det hele taget er det fortsat - trods demokratiseringen - kongen, der udnævner landets embedsmænd, idet han udpeger en embedsmandskommission, der alene besætter alle stillinger i den offentlige administration - uanset, at de enkelte administrationsområder politisk henhører under de ministre, som det nyvalgte parlament har udpeget.

Kongen alene styrer landets hær og politi og er øverste feltherre.

Til gengæld kan kongen afsættes af et kvalificeret flertal på 2/3 i parlamentet - og af en efterfølgende folkeafstemning.

Motiverne til at indføre demokratiet netop nu synes at have været blandede. Bhutans magtelite synes til dels at være bekymret for monarkiets fremtid - med erfaringerne fra Nepal, hvor kongen blev afsat i sommer efter en lang strid med parlamentet og maoistiske oprørere, som med en valgsejr fik opbakning til kravet om en republik.

Men dels synes der også at have været tale om et internt magtopgør i eliten og dens top, kongefamilien. Faderen til de fire dronninger er faktisk en slægtning af den historiske teokratiske hersker Zhabdrung, og en af dronningerne har brudt årtiers fortielse ved at publicere en bog på engelsk, som afslørede den forrige konges andel i mordet på den sidste Shabdrung Rinpoche i 1931. Men til trods herfor tabte the inlaws og deres parti magten.

Bhutan har imidlertid fortsat lang vej til at gøre demokratiet til operativ politisk hverdag.

Udfordring til Danmark

Den erfarne og begavede redaktør af Bhutans avis, Kuensel, Kinley Dorje, har foreslået Danmark at tage initiativ til en konference i Bhutan om 'konstitutionelt monarki og demokrati', med deltagelse af Nepal og Thailand.

Det er tre buddhistiske lande med historiske monarkier, der alle tre befinder sig i en vanskelig udviklingsfase, og som alle har haft og har nære relationer til et af verdens ældste demokratier, det danske.

Den magtfulde 4. Druk Gyalpo som med stor succes har sat sin egen version af monarki og demokrati på skinner i Bhutan, abdicerede allerede i 2007 og overlod tronen til sin i dag 28-årige søn, der i november ceremonielt blev kronet som klodens yngste monark, den 5. Druk Gyalpo.

Måske var der mening i at tage mod Kinley Dorjes opfordring og lade Danmark bidrage til udvikling af monarki, demokrati og buddhisme i Asien, som vi har søgt at bidrage til udvikling af demokrati og islam i Mellemøsten.

Måske kunne et sådant initiativ oven i købet virke stimulerende på den fastlåste situation mellem Tibets eksil-konge Dalai Lama og den kinesiske centralregering, som behersker et land, hvor buddhismen er under hastig genrejsning.

Erik Meier Carlsen var i september-oktober på et seks uger langt ophold i Bhutan. Tidligere besøgte han Bhutan i en måned i 1998. Rejserne er foretaget med støtte fra Danida

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Erik Rønne

Erik Meier Carlsen skrev:

=
Hundredetusind nepalesisk-talende indvandrere blev i 90'erne hårdhændet forvist.
=

Måske efter at ulovlige, nepalesiske indvandrere i Sikkim var kommet til at udgøre et flertal af befolkningen, og fra den position udførte et kup mod Sikkims regering - hvorefter Sikkim blev nedlagt, og gjort til en del af Indie?