Læsetid: 5 min.

En enke på flugt

Hendes mand forudsagde i sin egen avis, at Sri Lankas regering ville myrde ham. Nu er hun gået under jorden, hvorfra hun søger at videreføre hans kamp for menneskerettigheder og retfærdighed
Journalisten Sonali Samarasinghe ved sin mands, redaktør for avisen The Sunday Leader, Lasantha Wickrematungas begravelse i januar i Sri Lanka. Enken er nu gået under jorden.

Journalisten Sonali Samarasinghe ved sin mands, redaktør for avisen The Sunday Leader, Lasantha Wickrematungas begravelse i januar i Sri Lanka. Enken er nu gået under jorden.

Lakruwan WANNIARARCHCHI

11. februar 2009

Der havde været episoder tidligere. Trusler og advarsler var blevet kradset ned med rødt blæk. Og på den selvsamme morgen, da de havde et ærinde på apoteket, før de skulle på arbejde, kørte to uhyggeligt udseende mænd på store, sorte motorcykler forbi deres bil i høj fart. Avisredaktør Lasantha Wickrematunga og hans kone, Sonali Samarasinghe, var overbevist om, at de blev skygget.

Da de var hjemme igen, bønfaldt Samarasinghe, som også er journalist, sin mand om at blive hjemme. Men torsdag er en vigtig produktionsdag på hendes mands søndagsavis, så han var nødt til at møde op. 30 minutter senere modtog hun et telefon-opkald om, at han var blevet skudt og alvorligt såret på sin vej til kontoret i en forstad til Colombo. Hun skyndte sig til hospitalet og fandt sin mand på en bårevogn, blødende fra mund og ører. Lægerne kæmpede for at redde hans liv, men de kunne intet at stille op.

Samarasinghe er siden gået under jorden af frygt for sin egen sikkerhed. Men i det første interview, hun har givet siden drabet på sin mand, udtaler hun til The Independent: "Jeg føler mig ikke engang vred - det er sandt. Alt hvad jeg føler, er sorg og fortvivlelse."

Hun tilføjer: "Men jeg ved, at der kun er én mission for mig. Jeg er nødt til at videreføre det, han kæmpede for. Hans død må ikke have været forgæves."

Regeringen mørklægger

Lasantha Wickrematunga var redaktør for The Sunday Leader, en avis, som konsekvent satte fokus på det civile tabstal i præsident Mahinda Rajapaksas militære offensiv imod den separatistiske guerillagruppe De Tamilske Tigres Befrielsesbevægelse.

Avisen førte også kampagner om andre menneskeretsspørgsmål, herunder det stigende antal angreb på journalister, som har fundet sted, siden præsidenten overtog magten i 2005.

Sonali, som blev Wickrematungas anden kone - de nåede kun at være gift i to måneder, men havde dannet par i årevis - er chefredaktør for avisen The Morning Leader. Efter Wickrematungas død bragte hans egen avis en bemærkelsesværdig leder, som han selv havde skrevet ganske få dage før. Heri erklærede han, at hvis han nogensinde blev myrdet, skulle den anklagende finger rettes imod regeringen.

Den vurdering er hans kone helt enig i, og hun er tillige overbevist om, at myndighederne gør, hvad de kan for at mørklægge de nærmere omstændigheder omkring mordet. Endnu har hun ikke fået mulighed for at se resultaterne af sin mands obduktion.

"Som man plejer at sige: Cui bono - hvem gavner dette?," siger hun. "Og her kan der ikke herske tvivl om, at svaret er regeringen. Han var en torn i øjet på dem uge efter uge. Jeg har ikke nogen beviser på regeringens medskyld, men deres efterfølgende handlinger peger i den retning."

Hun tilføjer: "Forsvarsministeren (Gotabhaya Rajapaksa, yngre bror til præsidenten, red.) blev af BBC spurgt om mordet. Han lo bare og sagde: 'Jeg ville ikke være bekymret'. Og det er den mand, der har overordnet kontrol med ordensmagten. Hvad er det for et signal at sende til politiet?"

Sonali Samarasinghe, som sidste år modtog den internationale pris for undersøgende journalistik, Global Shining Light Award, fortæller, at da hun var hastet til hospitalet og havde set, at hendes mand lå dødeligt såret, havde bemærket dybe skæremærker på hans ene side, men ingen skudsår. Alligevel blev dødsårsagen officielt opført som skudsår.

Efterforskning halter

Fru Wickrematunga siger, at lægerne selv har fortalt hende, at de ikke fandt sådanne sår, men derimod konstaterede en svær kvæstelse i hans hoved, som om han var blevet slået med stumpt metalinstrument. Ifølge hende hørtes lyden af skud heller ikke på drabsstedet.

"Nu er der gået en måned, men der har stadig ikke været nogen ordentlig undersøgelse - ingen henvendelser til folk i området, ingen forespørgsler til alle, der har set to motorcyklister," siger hun fra sit nuværende tilholdssted, som hun beder om ikke at få oplyst. "Alt, hvad de gjorde, var at afhøre de personer, som stjal hans mobiltelefon."

Mordet på hr. Wickrematunga fandt sted på baggrund af regeringsstyrkernes målrettede militæroperation for at knuse separatisterne fra LTTE, der har været involveret i en blodig guerillakrig gennem de tre seneste tre årtier. Op til 250.000 tamilske civile er fanget i den nordlige del af landet, hvor kampene finder sted. Støttegrupper siger, at hundredvis er blevet dræbt og såret efter at være blevet fanget i krydsild.

Menneskeretsaktivister pointerer, at der er foregået en parallel bestræbelse fra regeringens side på at lukke munden på dens kritikere, hvor mindst 15 journalister er blevet dræbt siden 2006, og yderligere 29 er flygtet fra østaten efter at have modtaget dødstrusler.

Mange journalister har været tilbageholdt uden sigtelse og lokale medieorganisationer, der er kritiske over for regeringen, har fået ransaget deres kontorer.

Blandt dem, der er flygtet, er fru Wickrematunga.

"Det var af frygt," siger hun. "Man kan ikke leve på et sted, hvor ens regering sidestiller al slags uenighed med forræderi."

Støtter ikke LTTE

Hun understreger, at selv om hun og hendes mand har været kritiske over for regeringen, har ingen af dem støttet LTTE's metoder.

"LTTE er en af vor tids mest hensynsløse terrorist-organisationer," siger hun. "Det er en fornærmelse mod det tamilske folk, at de ikke har andre til at repræsentere deres sag end Tigrene. Lasantha og jeg støttede fuldt ud den opfattelse, at der i en civiliseret verden ikke er plads til grupper som LTTE eller al-Qaeda," siger hun og tilføjer: "Men hvad vi også er imod, er, når civile bliver fordrevet fra deres hjem i kampen for at knuse LTTE."

Fru Wickrematunga insisterer på, at et militært nederlag for LTTE ikke løser Sri Lankas problemer. Den tamilske mindretalsbefolkning behøver en politisk løsning og bør behandles på lige fod med de øvrige borgere i stedet for at blive ringere stillet end den singalesiske buddhistiske befolkning.

Som et eksempel på den manglende vilje til at behandle tamiler som ligemænd, henviser hun til en nylig udtalelese fra hærkommandant og generalløjtnant Sarath Fonseka, ifølge hvilken minoriteter "kan leve i dette land sammen med os, men de må ikke, under påberåbelse af at være en minoritet, stille krav om upassende ting."

"En forsoning vil kræve en enorm indsats," siger hun. "Vi har tilføjet en del af vort samfund et urimeligt dybt sår. Arrene bliver varige. Dette problem går ikke væk af sig selv."

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vino Thanabalasingam

Jeg bliver tit spurgt af mine danske venner, om hvorfor de tamilske tigre ikke bare kan indgå i en forhandling med regeringen. Og jeg svarer hver gang følgende:

Sri Lanka er en ø med to helt forskellige befolkningsgrupper med hver deres sprog, religion, kultur og traditioner. Det er ikke som at sammenligne én fra Jylland med én fra Sjælland. Tamilerne udgør 20 procent, mens singhaleserne udgør 70 procent af befolkningen. Siden øens uafhængighed fra England tilbage i 1948 er det kun gået drastisk ned ad bakke.

På daværende tidspunkt var tamilerne overrepræsenteret i den offentlige sektor og domstolene, da det at få en god uddannelse blev prioriteret højt blandt den tamilske befolkning. Det synes singhaleserne var uretfærdigt, så i 1956 lavede regeringen den såkaldte ”Sinhala Only” lov der gjorde singhalesisk, frem for engelsk, til det officielle sprog. Al kommunikation og ansøgningsformularer skulle ene og alene være på singhalesisk, et sprog tamilerne ikke kan. Dette medførte en masse fyringer blandt tamilske ansatte i den offentlige sektor og den singhalesiske befolkning blev favoriseret.

Men dette var ikke nok. For senere indså man, at også på de naturvidenskabelige fakulteter var tamilere overproportioneret i forhold til singhaleserne. Så man lavede endnu en regel i 1970, der betød at tamilske studerende skulle have højere karakter end singhalesiske studerende for at komme ind på det samme studie.

Ikke nok med det, fik én million tamilere, de såkaldte the-plukkere, som var blevet hentet af englænderne til the-plantagerne, frataget deres borgerskab og dermed deres stemmeret i 1948. Hvilket var en direkte handling mod én af de forudsætninger englænderne havde da de rejste fra øen.

Jeg bliver hele tiden spurgt af mine danske venner, hvorfor tamilerne ikke bruger demokratiske metoder for at gøre opmærksom på problemerne, i stedet for at støtte de tamilske tigre. Og hver gang svarer jeg, at det har vi prøvet. I hele tre årtier efter 1948 har tamilerne demonstreret på lovlig vis, men uden nogen virkning. Hver gang regeringen tager et skridt mod den tamilske befolkning, så spiller oppositionen Sinhala Only kortet, og får vendt magtens tinde til deres fordel og oppositionen bliver valgt på løfter der går imod den tamilske befolkning.

Hver gang tamilere demonstrerede blev de mødt af vold fra anti-demonstranter. Politiet gjorde ikke andet end at se på, at den demonstrerende tamilske minoritet blive majet ned af singhalesiske anti-demonstranter. Det var ikke enkeltstående tilfælde. Det var realitet op igennem 60’erne og 70’erne. Tamilske politikere og studenter der kæmpede for deres befolknings rettigheder blev bortført og myrdet. Disse episoder er gentagne gange blevet bevist af forskellige uafhængige menneskerettighedsorganisationer.

Kære venner, 60 års historie har vist tamilerne på Sri Lanka, at der ikke kommer fred før de får ret til selvbestemmelse dernede. Ret til at have et værdigt liv, og ikke ses som andenrangsborgere. Ret til at have lige adgang til universiteterne og arbejdspladserne. Ret til overhovedet ikke at blive set ned på som menneske. De love der gennem tiden er lavet på Sri Lanka er diskriminerende, og man vil som tamiler aldrig være sikker på om de overhovedet vil blive ændret, og om historien ikke gentager sig.

Nyhedsmedierne skriver at 250.000 civile er fanget i et lille område kontrolleret af de tamilske tigre. Det er tankevækkende at der befinder sig så mange mennesker et sted hvor der normalt ikke bor så mange mennesker i forvejen. Netop fordi, at da hæren indledte sin brutale offensiv sidste år flygtede de civile ikke fra de tamilske tigre, men derimod søgte de beskyttelse hos dem.

Censur og drab på journalister. Den begrænsede adgang til journalister til de områder hvor krigen hærger. Helt ærligt, hvem tror I virkelig er skurken her? Regeringen som er den eneste kilde det internationale samfund kan forholde sig til lige nu kører jo propaganda, og vi hopper i med begge ben.

Det internationale samfund, NATO, FN, EU og USA venter med at reagere i forhold til de seneste hundrede vis af civile tab pga. regeringens brutale offensiv. Det internationale samfund håber på at regeringen hurtigst muligt får bugt med de sidste tamilske tigre dernede, så man ikke behøver at reagere. Men det ender ikke her.

For jeg ved, præcis som mange andre med min baggrund ved, at der lever en tamilsk tiger i hvert et tamilsk hjerte på Sri Lanka. Historien har vist at uden et selvstændigt land, så vil tamilere kun være udsat for elendighed, og det vil de ikke finde sig i. Man får aldrig bugt med de tamilske tigre.

Vino Thanabalasingam

For øvrigt en god artikel af Andrew Buncombe. Der bliver netop gjort opmærksom på den politiske censur alle journalister er underlagt.

Venner, "der sker noget råddent i Sri Lanka", vi må gøre noget ved det, istedet for bare at fordømme det der sker.