Analyse
Læsetid: 4 min.

EU-strid om regulering af bankerne

EU's stats- og regerings-chefer tager i morgen hul på diskussionen om strammere regulering af finanssektoren. Der er allerede udsigt til splid blandt de lande, der vil meget, og Storbritannien, der ingenting vil
Udland
28. februar 2009

Aldrig igen. Op til søndagens ekstraordinære topmødei Prag, hvor EU's stats- og regeringsoverhoveder skal diskutere den accelererende økonomiske krise, synes der at være bred enighed blandt medlemslandene om, at finanssektoren aldrig igen må få lov at sætte hele den internationale økonomi over styr.

Mens Europas politikere altså er enige om målet - mere regulering og kontrol med finanssektorens aktiviteter - er de langtfra enige om, hvor meget der skal reguleres, og om, hvem der skal gøre det.

Den afgørende skillelinje går mellem det, man kunne kalde for 'strammer-landene', og Storbritannien.

Flertallet af EU-landene går ind for at stramme den fælleseuropæiske regulering af finanssektoren, og de ser gerne, at EU etablerer en helt ny tilsynsmyndighed. Et slags 'EU's finanstilsyn' med mandat til at overvåge og regulere den samlede finansielle sektor i EU - inklusiv de investeringsbanker og hedge-fonde, som mange politikere og økonomer vurderer har haft alt for frie tøjler i de senere år i periferien af den eksisterende regulering.

Katastrofal mangel

Aldrig mere et Fortis, er blevet strammerlandenes kampråb, med henvisning til sammenbruddet i den store bank, som mange iagttagere mener kunne være blevet undgået, hvis et overordnet finanstilsyn i tide havde haft kendskab til bankens samlede aktiviteter i Holland, Belgien og Luxembourg. Hver for sig var aktiviteterne bekymrende. Tilsammen var de katastrofale nok til et krak.

Over for strammer-landene står Storbritannien, der tøver med at afgive retten til at føre tilsyn med sin egen finanssektor. I London ser man helst en mindre vidt-gående løsning, hvor EU nøjes med at koordinere et tættere samarbejde mellem landenes finanstilsyn og nationalbankerne.

De britiske politikere er nervøse for, at mere EU-regulering skal svække Londons status som Europas finanscenter og påfører landet et milliardtab, hvis finansselskaber vælger at flytte deres aktiviteter på grund af strammere regulering. Som et led i den diskussion har de konservative i Storbritannien op til søndagens topmøde igen og igen omtalt en ny rapport, der viser, at landet taber 23,5 mia. pund som følge af den allerede eksisterende EU-regulering.

Svagt forhandlingsoplæg

Tingene spidser til. Og som EU har for vane, når tingene spidser til, og der ikke lige ligger en populær løsning, alle lande uden videre kan bakke op om, nedsatte kommissionen for nogle måneder siden en ekspertgruppe til at lave et forhandlings-oplæg.

Den tidligere franskenationalbankdirektør, Jacques de Larosière, blev sat i spidsen for ekspertgruppen, og i denne uge kom Larosières gruppe så med sin anbefaling. Ikke overraskende lægger Larosière op til en form for kompromis mellem de to lejre.

Larosière anbefaler, at der inden for Den Europæiske Centralbank (ECB) bliver oprettet et tilsynsråd, som skal koordinere samarbejdet mellem de nationale tilsynsråd og fremover sende fælleseuropæiske advarsler ud om finansinstitutioner, der er i krise eller driver deres forretning med unødig høje risici.

Altså ikke en helt ny uafhængig tilsynsmyndighed med ret til at gribe ind og regulere, som strammer-landene har efterspurgt. Til gengæld anbefaler Larosière så i sit forhandlingsoplæg- i strammer-landenes ånd - at EU udarbejder et nyt sæt regler for regulering af finanssektoren. De nye regler skal afløse de hidtidige Basel II-regler, som i høj grad er baseret på den selvmodsigende forestilling om, at finanssektorens selvregulering er tilstrækkelig regulering.

Browns problem

Larosières forhandlings-oplæg har på den måde lidt til begge lejre, men det indeholder også flere uafklarede spørgsmål.

Hvis det nye tilsynsråd skal forankres i ECB, hvilken rolle skal rådet så spille i forhold til finanscentret i London, hvor størstedelen af investeringsbankerne og hedge-fondene holder til?

Storbritannien er som bekendt ikke med i euro-samarbejdet, men har sin egen nationalbank, og ECB har ingen formel myndighed i Storbritannien. Og ideen om, at ECB pludselig skal regulere Storbritannien og som konsekvens heraf påføre finanssektoren i London yderligere milliardtab, bliver vanskelig for premierminister Gordon Brown at sluge og ikke mindst at sælge til de EU-skeptiske britiske vælgere.

I Larosières oplæg er det også uklart, hvad og hvem der skal føre tilsyn med definansinstitutioner, som ECB ikke dækker. Bl.a. hele forsikringsbranchen.

Kun opvarmning

Dertil kommer, at ny, strammere regulering i EU ikke er tilstrækkelig. Hvad skal EU med et nyt regelsæt forfinanssektoren, hvis ikke verden omkring spiller efter de samme regler?

Uden fælles global regulering er EU-ledernes forhandlinger om nye former for tilsyn i EU-zonen bare spild af tid, der fjerner opmærksomhed fra det akutte behov for en indsats mod den økonomiske krise, der lige nu ruller i samme akkumulerende stil som en snebold på vej ned af et bjerg.

Derfor er det mest fremsynede forslag i Larosières forhandlingsoplæg også hans tredje og sidste anbefaling: Nemlig at EU fremover begynder at tale med én stemme i sammenhænge med betydning for den internationale økonomi og kun er til stede med én samlet repræsentation i institutioner som Verdensbanken og IMF.

EU kan ikke stå alene med regulering af finanssektoren, og i det perspektiv er søndagens topmøde bare små lette hop på stedet, inden det for alvor går løs på det globale G-20 topmødei London den 2. april.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her