Læsetid: 4 min.

Første folkemorder for retten i Cambodja

Tirsdag begyndte retssagerne mod Cambodjas rædselsregime De Røde Khmerer. Første mand på anklagebænken er fængselsinspektør for torturfængslet Tuol Sleng, Kaeng Kek Eav, også kaldet Duch, som menes at have været ansvarlig for omkring 14.000 drab
Kaeng Kek Eav, kaldet Duch, er den første af de tilbageværende medlemmer af De Røde Khemerer, som skal stå til ansvar for drab og tortur. De mest prominente ledere af regimet, de skal for retten senere.

Kaeng Kek Eav, kaldet Duch, er den første af de tilbageværende medlemmer af De Røde Khemerer, som skal stå til ansvar for drab og tortur. De mest prominente ledere af regimet, de skal for retten senere.

18. februar 2009

PHNOM PENH - Stanken er overvældende. Dinh Pong har opfattet den helt ude fra uden for bygningerne, og indenfor er den så tung, at den er ved at få ham til at vende om. Den unge vietnamesiske journalist er i forgården til det, der tidligere var en skole, Tuol Sleng. Det er januar 1979, dage efter at Vietnam overtog magten i Cambodja efter rædselsregimet De Røde Khmerer, og Dinh Pong dækker magtovertagelsen som nyslået journalist. Han lægger mærke til høns, der går rundt i skolegården og hakker i tøjstumper på jorden, og han lægger mærke til mørke plamager af blod på jorden. Først derefter ser han alle de lænkede lig, der er årsagen til stanken. Dusinvis, måske 100 opsvulmede, forrådnede lig er der. De Røde Khmerer har forladt fængslet i hast - inden da har de slået alle fangerne ihjel.

"Det var forfærdeligt," siger Dinh Pong om dengang han som en af de første fandt resterne af det brutale torturfængsel, Tuol Sleng, hvor 14.000 mennesker mistede livet. Til hans overraskelse er der overlevende:

"Jeg åbnede døren til et rum. Og her fandt jeg fem børn under en bunke tøj, men de kunne ikke gå, fordi de ikke havde fået mad i dagevis," fortæller journalisten.

Skeptisk ekspert

I dag er Dinh Pong vendt tilbage til Phnom Penh. Retsforfølgelsen af de tidligere ledere af De Røde Khmerer er efter mange års tovtrækkeri endelig begyndt, og Dinh Pong vil overvære første høring. Det er Kaeng Kek Eav - også kendt som Duch - der er for domstolen. Duch var fængselsinspektør for Tuol Sleng.

"Jeg håber, han bliver dømt for sine forbrydelser. Jeg var ikke forberedt på, hvad jeg skulle se i Tuol Sleng," siger Dinh Pong.

Ude i de overdådige retsbygninger lidt uden for hovedstaden Phnom Penh, hvor retssagerne netop er gået i gang, sidder den lille 65-årige tidligere, matematiklærer på anklagebænken flankeret af sine advokater. Han er nydeligt klædt i blå skjorte og sorte bukser, og han følger retshandlingerne opmærksomt time efter time. Det er hovedsageligt teknikaliteter, der diskuteres. Blandt andet bruger retten lang tid på at diskutere, om Duch skal kompenseres for sin næsten 10 år lange detentionstid. Duch er ansvarlig for 12.800 dokumenterede mord i Tuol Sleng og anklaget for krigsforbrydelser og grove brud på Genèvekonventionen, og retssagen mod ham har været undervejs i årevis. Derfor betegnes tirsdagens høring som en milepæl og et tegn på fremskridt i Cambodjas sløve vej mod straf til de tidligere folkemordere.

Men det er ikke alle, der er lige optimistiske. I Cambodja er der blandede følelser omkring Duch, der som den eneste af de fem anklagede ikke er tidligere toppolitiker.

"Duch er ikke en senior-leder, han var fængselsinspektør. Der var 197 torturfængsler i Cambodja, og Tuol Sleng er hverken det største eller det mest brutale. Det er bare det, som turisterne kender, fordi det ligger lige midt i hovedstaden," siger Youk Chhang, der er direktør for organisationen DC-Cam, der har leveret tonsvis af materiale og knowhow til tribunalet.

Han så hellere, at The Extraordinary Courts of Cambodia, som tribunalet officielt hedder, fik ryddet op i de korruptionsanklager, den verserer omkring det, og gik i gang med at retsforfølge det, han kalder "de virkelige skurke" - de resterende fire tiltalte.

Årelang korruption

The Extraordinary Courts of Cambodia har i årevis været plaget af beskyldninger om korruption, og disse anklager hænger stadig over tribunalet, selv om de officielle retshandlinger skrider fremad. Den amerikanske ngo Open Society Justice Initiative fremlagde allerede tidligt i 2007 dokumenterede påstande om, at ansatte ved tribunalet blev tvunget til at betale en del af deres hyre tilbage til chefen, hvis de ville beholde deres arbejde.

"Det går ud over tribunalets troværdighed," siger han og henviser til, at retssagen mod Duch har varet tre år og kostet 50 millioner.

"Er det derfor? Den anklagede samarbejder, han har tilstået, og der er tonsvis af skriftligt inkriminerende materiale. Hvis dette er standarden, hvad sker der så, når de skal til at retsforfølge de andre?" siger han.

De fire andre tiltalte nægter sig skyldige, og i kraft af deres titler som toppolitikere kan ansvaret blive svært at placere konkret.

Tribunalets talsmand, Reach Sambath, erkender, at der har været korruptionsanklager, men henviser til, at anklagerne allerede er indgivet til rette myndigheder.

Regeringens talsmand, Informationsminister Khieu Kanharith, afviser, at regeringen har set noget tegn på korruption i forbindelse med ECCC.

Tilbage til Tuol Sleng

Trods alvorlige problemer under overfladen var tirsdag dog en følelsesladet dag i Cambodja. Duch, der tavst observerede under hele seancen, forventes at modtage sin dom om tre måneder, når der har været afgivet vidneforklaringer fra overlevende, og dommerne har set alle beviser igennem - inklusiv Dinh Pongs optagelser fra fundet af Tuol Sleng. Den i dag 71-årige vietnamesiske tv-direktør var berørt af situationen og af at se den gamle folkemorder, fortalte han. Dinh Pong har ikke besøgt Cambodja, siden han vandrede ind og opdagede Duchs dystre arbejdsplads, men denne gang var det netop, hvad han blev konfronteret med: Han mødtes med et af de børn, han reddede livet på den gang i efterfolkemordskaoset, og sammen tog de to mænd tilbage til torturfængslet. For den vietnamesiske journalist bragte det minder frem.

"Det fik mig til at huske, da jeg fandt børnene. De var bare der, og de var nøgne, svage og fulde af myggestik. Jeg vidste ikke, at De Røde Khmerer ville behandle børn sådan," siger han.

I

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu