Læsetid: 4 min.

Kommer snart: kapitalisme, version 3,0

Kapitalismens nekrologer overser kapitalismens historisk unikke tilpasningsdygtighed
Kapitalismens nekrologer overser kapitalismens historisk unikke tilpasningsdygtighed
20. februar 2009

Kapitalismen befinder sig i sin værste krise i årtier. En kombination af dyb recession, globale økonomiske skævheder og de facto nationalisering af store dele af verdens finansielle sektor har skabt alvorlig ubalance mellem markeder og stater. Hvordan en ny balance skal findes, er i nuværende fase rent gætteri.

Men de, som hævder, kapitalismen nu raller i sine endelige dødskramper, glemmer en bemærkelsesværdig historisk kendsgerning: Kapitalismen har en næsten grænseløs evne til at genopfinde sig selv. Derfor har den overvundet alle periodiske kriser og overlevet alle kritikere fra Marx og frem. Spørgsmålet er altså ikke, om kapitalismen overlever, men om vore ledere formår at hjælpe den til en fornuftig overgang til næste stadium.

Kapitalismen er uden rivaler, når det gælder om at frisætte et samfunds kollektive økonomiske energier. Alle velstående samfund er kapitalistiske i en eller anden forstand. Heri ligger, at de dels må bygge på privat ejendomsret, dels muliggøre, at markedet får en hovedrolle i at allokere ressourcer og fastsætte økonomiske belønninger. Dog kan hverken privat ejendomsret eller markedet fungere uden sociale institutioner, som kan understøtte dem.

Ejendomsretten hviler således på retstatsprincipper, mens markeder behøver reguleringsinstanser, der kan modvirke misbrug og korrigere markedsfejl. På politisk niveau er det nødvendigt med kompensations- og overførselsmekanismer, der kan gøre de resultater, kapitalismen skaber, acceptable for flertallet. Som denne krise endnu engang har vist, har kapitalismen brug for stabiliseringsordninger som en stat, der kan optræde som 'sidste udvejs-långiver' og føre kontracyklisk finanspolitik. Med andre ord: Kapitalismen kan hverken skabe sig selv, opretholde sig selv eller stabilisere sig selv. Det viser dens historie. Adam Smiths idealiserede markedssamfund kunne nøjes med en 'natvægterstat', der blot skulle sikre respekt for den private ejendomsret, bevare freden og opkræve en smule skat for at betale en begrænset mængde af offentlige goder.

Blandingsøkonomien

I de første årtier af det 20. århundrede byggede kapitalismen på et snævert syn på, hvilke offentlige institutioner der var brug for. I praksis strakte statens rækkevidde sig dog ofte videre (som da Bismarck indførte alderdomsunderstøttelse i Tyskland i 1889).

Statsmagten påtog sig en udvidet rolle, i takt med at samfundet undergik større demokratisering, og fagforeninger og andre borgergrupper mobiliseredes imod kapitalismens negative følger. Antimonopol-initiativer blev spydspids i amerikansk lovgivning, og nytten af aktivistisk penge- og finanspolitik blev alment accepteret efter Den Store Depression.

I de industrialiserede samfund steg det offentlige forbrugs andel af nationalindkomsten fra under 10 pct. ved udgangen af det 19. århundrede til over 20 pct. umiddelbart før Anden Verdenskrig. I efterkrigstiden skabte de fleste lande avancerede velfærdsstater, hvori den offentlige sektor voksede til over 40 pct. af nationalindkomsten.

Den 'blandingsøkonomiske' model blev det 20. århundreds største bedrift. Den nye balance den skabte mellem marked og stat, satte i de avancerede økonomier scenen for en periode med en social sammenhængskraft og en stabilitet og velstand i de avancerede økonomier, som var uden fortilfælde. Modellens succes holdt til midt-1970'erne, men siden 1980'erne har den været under stigende pres og fremadskridende nedbrydning. Forklaringen kan sammenfattes i ét ord: globalisering.

Efterkrigstidens blandingsøkonomi var indrettet i og styret fra nationalstatslige rammer. Dette forudsatte, at den internationale økonomi kunne holdes i skak. Bretton Woods-systemet og GATT-aftalen medførte ganske vist en vis international økonomisk integration 'på overfladen', men indebar samtidig den kontrol med de internationale kapitalstrømme, som Keynes og hans samtidige anså for afgørende for nationaløkonomisk styring. De enkelte lande måtte holde sig til begrænsede handelsliberaliseringer, og undtagelserne for socialt følsomme sektorer (landbrug, tekstilproduktion, diverse tjenester) var talrige. Så længe de rettede sig efter de få og enkle internationale regler, var de frit stillet til at udvikle deres egen nationale version af kapitalismen.

En ny tids kapitalisme

Den aktuelle krise viser, hvor langt vi har bevæget os væk fra den model. Især har den finansielle globalisering spoleret de gamle spilleregler. Da kinesisk kapitalisme tørnede sammen med amerikansk kapitalisme i et møde, hvor sikkerhedsventilerne var få, opstod et sprængfarligt miks. Der var ingen beskyttelsesmekanismer, der kunne hindre udvikling af et globalt overudbud af likviditet, som derefter - i kombination med fraværet af ordentlig regulering i USA - skabte den spektakulære boligboble og det fatale sammenbrud, vi siden har set. Ej heller var der internationale vejspærringer til at afværge, at krisen bredte sig fra sit epicentrum.

Læren af alt dette er ikke, at kapitalismen er død. Den er, at vi må genopfinde den til et nyt århundrede, hvor den økonomiske globaliserings kræfter er meget stærkere end før. På samme måde som Smiths minimalstatskapitalisme skiftede ham til Keynes' blandingsøkonomi, har vi brug for en overgang fra blandingsøkonomien i dens nationale version til dennes globale modstykke.

Det må indebære en bedre balance mellem markederne og deres støtteinstitutioner på globalt niveau. Dette vil dels nødvendiggøre en udvidelse af overnationale institutioner og styrkelse af den globale styring, dels at vi hindrer markedet i at ekspandere uden for rækkevidde af de institutioner, der må forblive nationale. Den rette tilgang vil variere fra landegruppe til landegruppe og fra sektor til sektor.

At designe en ny tids kapitalisme bliver ikke let. Men vi har historien på vores side: Kapitalismens frelsende nåde er dens næsten uendelige forvandlingsevne.

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Seneste artikler

  • Mysteriet om krisen, der forsvandt

    20. oktober 2009
    Det er ikke mere end et halvt år siden, at kapitalismen så ud til at være ramt af sin værste krise siden 1930'erne, men nu er opbrudsstemningen fra dengang, der syntes at indvarsle en ny epoke, pist væk - hvad kan forklaringen være?
  • Kapitalismens nye klæder

    21. februar 2009
    Den globale finanskrise kan være en gylden mulighed for at skabe en ny form for kapitalisme, der bygger på sunde værdier - eller kan den?
  • Kapitalismens nye klæder

    21. februar 2009
    Den globale finanskrise kan være en gylden mulighed for at skabe en ny form for kapitalisme, der bygger på sunde værdier - eller kan den?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Erik Blumensaat

We will fucus on projets that are `` shovel-ready``
sagde Obama.
Med skovlen i hånden, arbejder den globale dumhed, med at fjerne elefanternes lort.
Work brings Freedom.
Ko-hovederne vil bidrage med deres del af lortet, så længe der er nogen der køber det, med glasur og flødeskum skal det nok lykkes markskrigerne og sælge det en gang til.

Massevis af jobs, der "sparer CO-2" og "gør Verden grøn" med ny, opfindsom bogføring og storstilede "miljøregnskaber"; indtil man pludselig opdager, at informationsteknologien producerer flere skadelige stoffer, end man nogen sinde havde hørt om. Husk regeringens ord om, at den gerne vil gå med til at indrømme, at der er klimaforandringer - på betingelse af, at løsningerne bliver tekniske og skaber flere jobs og mere vækst. Så får vi "miljøboblen" eller "CO-2 boblen" - vi troede jo ... at der kunne tjenes penge på det der.

Christoffer Sørensen

Det er jo sjovt, at det netop er pga. politikernes lyst til at styre økonomien, at vi skaber optakten til disse bobler. Denne gang var det den amerikanske centralbank, der naturligvis er under politisk kontrol.

At der forekommer diverse bailouts på mange hundrede millioner kroner til banker og husejere, må være et argument for, at politikerne skal blande sig helt uden. Når bankerne ikke går konkurs men bare kører videre, får de ikke konsekvenserne at føle men kører bare videre med skatteydernes penge. Det er ikke kapitalisme, men planøkonomi.

Mads Kjærgård

Ja lige præcis, markedet får aldrig lov til at fungere , fordi konsekvenserne er for store i tilfælde af kriser.
Men man kan da godt kalde ramme/plan økonomien for kapitalisme 3.0 eller what ever.

Christoffer Sørensen

Mads: men hvorfor sker disse kriser?

Det må være udgangspunktet for en diskussion.

Grunden til, at penge bliver placeret i aktier er, inflationen efterhånden er for stor til, at pengene bare kan stå på en konto.

Det vi skal have er en pengeøkonomi med meget lav inflation. Pengemængden skal ikke pustes kunstigt op som nu med en rente på 0.25%.

USA er gået konkurs, så vi skal nok ikke lade os inspirere alt for meget efter dem.

Krisen i 20'erne er vil et meget godt billed på hvad der sker, hvis der ikke er politiske initiativer for at holde samfundet sammen.
Men er demokrati og den frie kapitalisme overhoved kompatible?

Christoffer Sørensen

Stig:

Demokrati og fri kapitalisme er modsætninger idet demokratiet vil prøve at styre markedet.

Størstedelen af "almindelige" mennesker foretrækker nok tryghed, hvilket betyder, at de vil foretrække demokratiet og dets indbyggede fejl fremfor det anarkistiske samfund.

Spørgsmålet er om den stigende individualisme som vi hører så meget om er et naturligt led i en større frihedstrang og dermed mindre opbakning til demokratiet?

Nu er demokrai jo altså ikke kun flertalsstyre. Demokrati er folkestyre og anarki er som sådan også et folkestyre.

Der er ingen tvivl om at The Feds pengepolitik har haft en væsentlig del af ansvaret for krisen. Naturligvis skal finansmarkedet, handle fornuftigt, men det er svært at være fornuftig, når styremekanismerne (renten) fastsættes kunstigt (The Fed) ud fra en politisk agenda.

Staten bør holde sig langt væk fra at forsøge at styre det frie marked, da dette medfører kriser af den kaliber vi ser pt. Der vil dog altid være kriser. Det er det frie markeds måde at rydde op på. Og derfor er det også vigtigt at staten ikke byder ind med div. hjælpepakker og derved fukser med styringsmidlerne.

Alle ville vel spille lotto, hvis staten betalte indskuddet (risikoen), og lod hver mand beholde gevinsten, mon ikke?

@ Stig Larsen (og Christoffer S)

Det ”frie” marked ( din frie kapitalisme) er en utopi. Det har aldrig eksisteret og vil aldrig komme til at eksisterer, som andet end en teoretisk forklaringsmodel. Men markedet kan være mere eller mindre direkte eller indirekte af reguleret.

” Men er demokrati og den frie kapitalisme overhoved kompatible?”.

Markedsøkonomien er et økonomisk system, der praktisk kan fungerer (og har fungeret) under alle styreformer fra diktaturer over etparti-styrer til demokratier og alle de forskellige varianter i øvrigt af samfundsstyreformer.

Der er flere sidst Fukuyama, der oven i købet hævder, at markedsøkonomi over tid som konsekvens vil føre til demokrati.

@ John Fredsted når du skriver: Føj! Til udsagnet:

"Kapitalismens frelsende nåde er dens næsten uendelige forvandlingsevne."
Er det så formuleringen eller indholdet du tager afstand fra?

Mads Kjærgård

Kriserne kommer lige som den gjorde i 20érne pga. af optimisme og grådighed. Når ting der ikke er noget værd bliver pustet op til gigantiske værdier, så falder det sammen på et tidspunkt, stadigvæk pga. grådighed, fordi det ligger jo i kapitalismen at enhver hytter sit eget og prøver at redde sit eget skind.

Forøvrigt er statsintervention en god ting, havde man reddet den bank der gav anledning til krakket så ville millioner at mennesker have været rettet for sult og verdenskrigen måske udgået.

Personligt tror jeg da på at markedet l på sigt af og til vil kunne skabe ligevægt, men prisen for de ustabile perioder der ligger ind imellem er for høj, til at jeg personligt synes det er en god ide.

Men den teoretiske årsag til økonomiske kriser, man kan jo læse Keynes, Marx og Milton F. Men det har åbenbart ikke gjort vore politikere ret meget klogere, nok fordi de opfatter teori som sandhed og glemmer at tænke selv.

@Svend W. Jensen.
Naturligvis er medfører markedsøkonomi demokrati, når alle individer indgår frivillige handler med hinanden. Det er jeg helt enig med dig i og det er de fleste, hvis ikke alle, økonomer vist også.

Men jeg har svært ved at se at det hænger sammen med dit udsagn om kapitalismen som en utopi. Kapitalisme og markedsøkonomi, hænger vel sammen?

Jan Daniel Andersen.

”Men jeg har svært ved at se at det hænger sammen med dit udsagn om kapitalismen som en utopi. Kapitalisme og markedsøkonomi, hænger vel sammen.”

Jeg tror, at de fleste bruger kapitalisme og markedsøkonomi som synonymer. Det er påfaldende, at ”kapitalisme” næsten var gledet ud af sproget til fordel for ”markedsøkonomi”, indtil den aktuelle finanskrise blev en kendsgerning. Herefter er der igen sket et skift.

Jeg foretrækker markedsøkonomi og ikke kapitalisme, fordi når man anvender ordet kapitalisme, vækker man hos mange nærmest som en betinget refleks en række negative associationer til tidligere politiske terminologier og forståelser, som er irrelevante i dag. Det historiske slagsmål er overstået.

Når jeg anser ”fri” markedsøkonomi som en teoretisk utopi, er det blot en historisk konstatering af, at den aldrig har fundets og aldrig vil komme til at findes, fordi der er altid er og altid har været nogen, der snyder på vægten både direkte og i overført forstand.

Den væsentligste forskel på kapitalisme og markedsøkonomi, er at kapital per definition betyder penge, hvis eneste formål er at yngle – at blive til flere penge. Kapitalisme kræver vækst og det er ikke nødvendigvis en forudsætning for markedsøkonomi.

At markedsøkonomi har en indbygget retning mod demokrati, må end til videre stå som en påstand, der dog på mange måder kan begrundes. Jeg tror selv på påstanden og håber, at den er rigtig, men det må fremtiden afgøre.

Citat fra ”Det kommunistiske manifest”(1848):

”Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere produktionsmidlerne og altså også produktionsforholdene, det vil sige samtlige sociale forhold. …. De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste, indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne. Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold.”

Her kan man i vor tid passende tilføje:
’Og deres forhold til deres naturlige omgivelser, - det planetariske økosystem som forudsætningen for deres livsudfoldelser og samfundsliv.’

Det kan godt være Mao havde ret, når han metaforisk kaldte imperialismen ’en papirtiger’ men en monetariseret økonomis ’frisatte’ homo economicus frembringer nødvendigvis enten stats- eller privat-kapitalisme (af nogle eufemistisk kaldt ’socialisme’) og bliver, utæmmet, bogstaveligt en meget farlig, om ikke ’tiger’ så, papir-’ulv’, da det gør sig selv som menneske (homo) til menneskets ulv (homini lupus. Plaustus), og derudover reducerer ’naturen’ til ’råstof’, som det driver uhæmmet rovdrift på.

I sin ’åndelige’ egocentris hybris/overmod kan homo economicus meget vel sejre sig til døde.

Den af Adam Smith påståede styrende ”usynlige hånd” bag markedsmekanismen er, som den gode gamle ’Vorherre’-mand, en illusion, hvorfor ’markedsmekanismen’ kræver et politisk modspil, som historisk har vist sig både at kunne være ’enevældigt’, parti- eller ’klasse’- baseret eller demokratisk men med national afgrænsning.

Om et demokratisk politisk modspil også vil være i stand til at restituere sig på et nationalisme-overskridende planetarisk grundlag, som det politiske modspil over for den fremvoksende stadigt stærkere globaliserede økonomi, synes ret så uafklaret.

For tiden synes national- og kultur- isolationisme at være på fremmarch, men dette viser vel kun refleksionens og eftertænksomhedens så meget større nødvendighed.

Hvis man udover at ’fortolke verden anderledes også skal forandre den’, må de individuelle menneskelige selvbevidstheders politiske handlinger udspringe af, at de grundlæggende forstå sig selv som biologisk ’naturlige’, tilhørende den jordisk-planetariske dyreart homo sapiens, forud for at forstå sig som værende nationalt, religiøst, kulturelt, klassemæssigt eller fagligt-/uddannelsesmæssigt-/erhvervs-mæssigt funderede.

Er en sådan almen biologisk-planetarisk selvforståelse mulig? Hvad forhindrer den og hvad muliggør den?

Det er vel nutidens store også politiske spørgsmål.

@Svend W. Jensen: Når jeg skriver "Føj!" til den i artiklen anvendte formulering "Kapitalismens frelsende nåde er dens næsten uendelige forvandlingsevne", så skyldes det brugen af ordene "frelsende nåde" (der er helt centrale i den kristne tro) i en så banal/verdsligt sammenhæng som kapitalisme.

Bemærk venligst, at jeg ikke er kristen. Så min afsky skyldes ikke, at jeg har nogle religiøse følelser i klemme. Min afsky skyldes alene denne nærmest religiøse tilbedelse af dette destruktive monster, altså kapitalismen, som om vedvarende akkumulation af kapital var selveste formålet med vores eksistens.

Mark Thalmay.

Citatet fra ”manifestet” ,og man kan finde flere tilsvarende præcise beskrivelse i ”manifestet”, er netop det, der gjorde Marx til en suveræn analytiker af kapitalismens væsen og dynamik, vel at mærke som den tog sig ud på hans tid. Hvis man erstatter ”bourgeoisi” med kapitalisme i citatet fremstår sammenhængen meget klarere. Vi kan så samtidigt konstatere, at Marx var en elendig politiks profet for hvem hensynet til ” det planetariske økosystem” var en by i Rusland.

Adam Smiths styrende ”usynlige hånd” er blot en metaforisk betegnelse for alle de forandringer (markedsmekanismer), der gør, at markedet af sig selv tilpasser sig nye forhold, men vel at mærke over tid. Og det er den væsentlige pointe, at markedstilpasningen tager tid, og at der ingen grænser er for, hvad markedstilpasningen kan afstedkomme af ulykker. Det var denne tidsfaktor Keynes i sit berømte citat ”at over tid er vi alle døde” direkte henviste til.

Jeg kan godt tilslutte mig dine to sidste konkluderende afsnit bl. a. med ” almen biologisk-planetarisk selvforståelse”, men mener nu godt at mindre kunne gøre det og i hvert fald skal budskabet omformuleres væsentligt, hvis det skal sælges.

Martin Kaarup

@Jan Daniel Andersen

Jeg mener det er forkert at antage at markedsøkonomi medfører demokrati.

Demokrati er flertalsstyre, mens det du beskriver om frie handler lyder som udbud og efterspørgsel. De to mekanismer kan ikke beskrives af samme algoritme (uden betydelige generaliseringer).

Bortset fra Fogh der venter på at de internationale konjunkturer ( "i denne lille forbigående krise" ) vender - så alt ka' blive som før - ser det ud til at de fleste andre ER gået i panik, og forsøger at redde situation hvja. : New Deal++ , ( og lidt pyntegrønt
økologisme oveni ). Ka' ikke lige gennemskue hvorvidt det kunne lykkes for dem.