Læsetid: 4 min.

Magtdeling i Zimbabwe

Afrikanske præsidenter har tvunget oppositionsleder Morgan Tsvangirai i regering med Mugabe uden at give ham redskaber til at modstå præsidentens magtmisbrug
Afrikanske præsidenter har tvunget oppositionsleder Morgan Tsvangirai i regering med Mugabe uden at give ham redskaber til at modstå præsidentens magtmisbrug
2. februar 2009

"Kampen for demokrati fortsætter, men nu i en ny arena".

Ordene lyder som en floskel, hvis de ikke kom fra Zimbabwes oppositionsleder Morgan Tsvangirai, som sidste år fik så mange bank af præsident Robert Mugabes politi, at hans kranie revnede og et ribben brækkede.

Den nye arena er medlemskab af landets regering; i fredags vred Tsvangirai armene om på ledelsen af sin Movement for Democratic Change, MDC, så den accepterede, at partiet indgår i en koalitionsregering med Mugabes forhadte ZANU.

Det sker uden sikkerhedsnet og uden garanti for hverken demokratisk succes eller bedre vilkår for Zimbabwes hårdt prøvede befolkning - hvor mere end halvtreds procent nu skønnes at have behov for fødevarehjælp, og hvor 60.000 mennesker er ramt af en støt voksende koleraepidemi.

Tidligere på ugen fik Tsvangirai selv armene vredet om af nabolandene, da de insisterede på, at han skulle acceptere den magtdelingsaftale, som parterne aftalte i september. Tsvangirai havde vægret sig ved at opfylde aftalen, fordi Mugabe fortsat har kontrol over hele klaviaturet af landets undertrykkelses- og magtapparat. MDC havde krævet, at SADC (Samarbejdsorganisationen for det sydlige Afrika red.) pressede Mugabe til at opgive kontrollen over indenrigsministeriet, dvs. politiet, at der blev indgået klare aftaler om hvilke af de øvrige ministerier og de magtfulde provinsguvernørposter MDC kunne kontrollere, samt ophævelsen af en række andre uretfærdigheder, der gjorde aftalens 'magtdelingen' til en illusion.

Armen vredet rundt

Siden aftalens indgåelse har Mugabe konstant øget presset på MDC, hvis medlemmer blev bortført og arresteret, maltrakteret og myrdet. MDC vandt ved valget i marts et klart flertal i parlamentet, men ZANU's voldskampagne og klager over valgresultaterne langsomt har filet MDC's flertal ned til bare én.

MDC havde håbet, at SADC's topmøde i sidste weekend endelig kunne skabe lige betingelser mellem de to parter. Første nederlag for dem kom, da Mugabe fik adgang til SADC-præsidenternes drøftelser, men ikke Tsvangirai. Da oppositionslederen endelig, som en skoleknægt, blev kaldt ind for at høre, hvad de havde besluttet, fik han at vide, at de enstemmigt havde besluttet, at hvis han ikke accepterede aftalen, kunne han glemme alt om mere støtte fra dem.

Tynget af den tiltagende krise i landet, bøjede Tsvangirai sig og underskrev aftalen - og opdagede senere, at i hvert fald Botswanas præsident og sandsynligvis også Tanzanias ikke stod bag den 'enstemmige' aftale, som især Sydafrika har påtvunget ham.

Da han således sidste mandag havde skrevet under, måtte Tsvangirai gå den tunge gang til sit eget parti, hvor modstanderne af samarbejdsaftalen er mange og stærke; men også disse måtte bøje sig for sydafrikanernes magtpolitik, ellers var Tsvangirai blevet udhængt som aftalebryder, og MDC endt svækket og sandsynligvis splittet.

MDC har fået praktisk talt intet ud af ventetiden fra september, ikke engang en aftale om løsladelse af sine politiske fanger. Tsvangirai har kun kunnet meddele, at han ikke tiltræder den aftalte post som regeringschef, dvs. ministerpræsident, den 11. februar, hvis ikke 30 navngivne aktivister og menneskerettighedsforkæmpere forinden løslades. Indenrigsministeriet skal deles med ZANU, men der er intet aftalt om, hvordan dette skal ske - altså, hvem får magten over politiet.

"Han er marcheret lige ind i en fælde," klager et højtstående medlem af MDC, der vurderer aftalen som "selvmorderisk":

"Tsvangirai bliver Mugabes underordnede og vil ikke kunne påvirke politikken. Hans egen politiske fremtid bliver kompromitteret; ZANU vil bruge ham til at genoplive deres eget parti: Når folk fremover klager over, at de sulter, er det Tsvangirais skyld. Han har lovet forandringer, og hvad vil han gøre, når det viser sig, at han ikke kan levere? Siger han, at hans hænder er bundne, vil folk spørge, om han indgik en aftale, hvor han vidste at han ingen indflydelse ville få?"

Brug for vestlig kapital

Aktivisten har naturligvis fuldstændig ret i disse meget præcise beskrivelse af aftalens farer for Tsvangirai og MDC. Mugabe erklærede under forårets valg, at "Zimbabwe er mit!", og aftalen rummer ingen redskaber til Tsvangirai til at vriste landet fra dem. De har indgået den, fordi de har brug for de vestlige donorpenge, som er blevet lovet til løsning af Zimbabwes krise og landets genopbygning, og fordi de har brug for den legitimitet blandt de øvrige afrikanske magthavere, som aftalen giver dem.

Knytter disse penge sig til Tsvangirais person, eller er de betinget af Mugabes afgang? De kommende måneder vil gøre os klogere. USA og Storbritannien er lodret imod den indgåede aftale, og Obama varslede sidste weekend skærpede sanktioner mod Zimbabwe; EU har netop indført skærpede indrejseforbud for Mugabe og hans lakajer, lige som en række navngivne EU-firmaer har fået forbud mod investering i og handel med landet.

Mugabe spilder ikke tiden, allerede natten til i går fik han og Sydafrika den Afrikanske Unions opbakning til en opfordring til EU og USA om at ophæve rejsebegrænsningerne (som de kalder 'økonomiske sanktioner'). I Danmark har Udenrigsministeriet signaleret, at danske midler til genopbygningen ikke udbetales, før man ser reel forandring. Men den fortsatte krise i landet vil skabe et pres på vestlige regeringer om at rykke Tsvangirai til undsætning netop, hvad Mugabe håber på, og det vil han kunne bruge til sin fortsatte magtfastholdelse.

Den 'nye arena'

Tsvangirai er efterhånden en erfaren ræv, der også har set faldgruberne forude. Dybest set bliver hans væsentligste opgave at holde skruen i vandet frem til det parlaments- og præsidentvalg, der ifølge den indgåede aftale skal afholdes, men først efter en omstændelig procedure, der indbefatter udarbejdelsen af og folkeafstemning om en ny forfatning.

Grupper i Zimbabwes civilsamfund, især de rasende kvinder i aktivistorganisationen WOZA havde allerede før aftalens indgåelse varslet en ny ulydighedskampagne, der skal kulminere på Valentinsdag den 14. februar. Kampagnen bliver den første prøve for den nye regering og sandsynligvis det første udtryk for den "nye arena", Tsvangirai hævder, demokratikampen nu er flyttet til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu