Læsetid: 4 min.

Mudret politisk billede efter højreskred i Israel

Den virkelige taber ved det israelske parlamentsvalg er palæstinenserne, der nu kan kigge langt efter en fredsaftale efter, at de politiske fløje byttede side i Israel
Den virkelige taber ved det israelske parlamentsvalg er palæstinenserne, der nu kan kigge langt efter en fredsaftale efter, at de politiske fløje byttede side i Israel
12. februar 2009

BEIRUT - Ønsketænkning fylder som regel en del, når udenforstående forsøger at sjusse sig frem til, hvad der foregår i den arkitektoniske betonkopi af Pagtens Ark - eller i det mindste som Pagtens Ark ser ud på italienske renæssancebilleder - Knesset. Og også israelske iagttagere er på glatis i det israelske parlaments korridorer, når det kommer til vurdering af koalitionsmuligheder og politiske alliancer. Dette valg er ingen undtagelse - selv ædruelige israelske kommentatorer har gættet på, at det højrevendte Likud-parti måske vil indgå i en national samlingsregering hen over midten med det centrumhøjre-orienterede Kadima og centrumvenstres Arbejderpartiet.

Med en stemmeprocent på over 65 - mere end to procent mere end i 2006 - fik de tre partier tilsammen 68 af Knessets 120 pladser, og ihukommende Likud-leder Benjamin Netanyahus løfte om at danne den bredest mulige regering ligger et komfortabelt flertal på den flade hånd.

Netanyahus kugleramme

Men sådan går det næppe, for israelsk politik er ikke kun nøgtern overvejelse. De tre partier i det store og hele er enige om det meste, men der er også personlige vendettaer. Netanyahu er ikke nogen statsmand, dertil er han alt for åbenlyst forfængelig, og han har en gammel kugleramme, der skal afstemmes med Kadima, som i sin tid brød ud fra Likud efter et hundeslagsmål (om 2005-rømningen af Gaza-bosættelserne), og hvor Kadimas stifter, Ariel Sharon, efterlod rivalen med et invalideret og amputeret Likud-parti. Nu menes Netanyahu at ville unde sig selv glæden ved at se Kadima ralle i den politiske grøftekant udenfor indflydelse.

For selvom partileder Tzipi Livni overraskende holdt Kadima-skansen på 29 mandater, vandt Netanyahu 28, en fremgang på 16.

Ehud Baraks arbejderparti, der i sin tid var primusmotor i Oslo-fredsprocessen, måtte inkassere seks mandaßters tilbagegang til 13.

Selvom Livni og Netanyahu begge hævder at have vundet valget - Kadima, der er et mandat større eller Likud, der til gengæld er mere end dobbelt så stor som før - er ingen i tvivl om, at Israel har foretaget et højresving: Centrumvenstre-partierne havde op til valget 70 mandater sammenlagt, i dag er tallet 55. Højrefløjen - herunder også de fem religiøse partier - kan mønstre 65. Netanyahu kan gøre, hvad han ønsker, og han havde sådan slet ikke brug for bistand ovenfra, da han i går sagde til sine vælgere:

"Med Den Almægtiges hjælp bliver jeg Israels næste premierminister." Han kan gøre arbejdet selv.

Populismen marcherer

Og han kan gøre det fordi Israel (som andre mindre lande i Europa, bl.a. Danmark) har lagt vækstlag til et ultra-populistisk højreparti, der har vokset sig stort og stærkt ved at tale direkte til vælgernes angstreflekser: Avigdor Liebermans 'Yisrael Beiteinu' (Israel Vort Hjem), oprindeligt en obskur skare af utilpassede russiske emigranter, nu Israels tredjestørste parti med en fremgang fra 11 til 15 mandater. Som en kollega i Jerusalem sagde med en slags forbløffelse:

"I dag stemmer ikke kun russere, men også de rigtige israelere på Lieberman."

Det internationale nyhedstapet har udnævnt Lieberman til 'kingmaker' - det er han ikke. Hans valg blev ikke godt nok til, at han kan holde til at afvise et samarbejde med Likud (i nogle meningsmålinger var han spået 20 mandater), men Netanyahu kan vælge ham fra, og formentlig alligevel blive premierminister, eventuelt i en rotationsordning med Tzipi Livni.

Sidst Israel havde en sådant rotationsregering sad den hele valgperioden ledet af Arbejderpartiet Shimon Peres og Likuds Yitzhak Shamir i 1984-88, og der gættes nu på, at Peres, der i dag er Israels præsident, vil opfordre de to ledere til at afprøve modellen.

Peres har tid frem til næste torsdag til sonderinger, hvorefter den forhandlingsleder, et flertal indstiller, har 60 dage til at danne en duelig regering. Og efter alt at dømme bliver det Netanyahu med et flertal på 65 mandater - og med den fordel, at de tre arabiske partier, der tilsammen fik 11 mandater, ikke vil pege på nogen af kandidaterne. Det vil de ikke af to grunde - for det første får deres indstilling alligevel ikke nogen indflydelse sådan som mandaterne er fordelt, for det andet kan de demonstrere deres afsmag for de 22 dages fly, flåde-, og landstyrke-massakre på Gaza-stribens civile i 'krigen' mod Hamas.

De virkelige tabere

Og hvis man skal udpege den reelle taber ved det israelske valg, er det palæstinenserne, der må imødese en længere udsættelse af den fredsproces, der nu har varet i 16 år. Som Avila Elvar, en klummeskribent på avisen Ha'aretz, sagde til tv-kanalen Al al-Jazeera:

"Det har kunnet lade sig gøre fordi Israel aldrig har skullet betale en pris for bosættelserne, der siden 1993 er mere end fordoblet befolkningsmæssigt. Den gang boede 110.000 jøder i de besatte områder, i dag bor der næsten 300.000 - fraset Jerusalem."

Og Jerusalem er netop to andre elementer udover den personlige hævntørst, der kan gøre, at Netanyahu ender op med at danne en flertalsregering til højre for Kadima og Arbejderpartiet. To elementer? Ja i den forstand, at Jerusalem er annekteret af Israel, men Jerusalem er også en vestlig jødisk by og en østlig arabisk. Der er to opfattelser af Jerusalem, og palæstinensernes første krav til en fredsaftale er, at de får Østjerusalem tilbage som deres hovedstad. Den gamle by med Tempelbjerget - på arabisk Haram al-Sharif - og grædemuren er i de seneste kort, der har været fremlagt i forhandlingerne, indtegnet som fælles for de to religioner.

Det sidste Netanyahu sagde før valget var: Jerusalem er udelelig. Og grunden til, at der overhovedet har været parlamentsvalg er, at Tzipi Livni ikke ville bøje sig for det krav fra højrefløjen, da hun forsøgte at danne en ny koalition tilbage i september. Det bliver interessant at følge, om hun står fast. Måske ligefrem ønsketænkning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Erik Rønne

Lasse Ellegaard skrev:

=
Ja i den forstand, at Jerusalem er annekteret af Israel, men Jerusalem er også en vestlig jødisk by og en østlig arabisk. Der er to opfattelser af Jerusalem, og palæstinensernes første krav til en fredsaftale er, at de får Østjerusalem tilbage som deres hovedstad. Den gamle by med Tempelbjerget - på arabisk Haram al-Sharif - og grædemuren er i de seneste kort, der har været fremlagt i forhandlingerne, indtegnet som fælles for de to religioner.
=

Mig bekendt har Østjerusalem 95.000 arabiske indbyggere og 155.000 jødiske, så at kalde den arabisk kan vist ikke siges at være korrekt.

Vildere skriver han:

=
Og han kan gøre det fordi Israel (som andre mindre lande i Europa, bl.a. Danmark) har lagt vækstlag til et ultra-populistisk højreparti, der har vokset sig stort og stærkt ved at tale direkte til vælgernes angstreflekser: Avigdor Liebermans 'Yisrael Beiteinu' (Israel Vort Hjem), oprindeligt en obskur skare af utilpassede russiske emigranter, nu Israels tredjestørste parti med en fremgang fra 11 til 15 mandater. Som en kollega i Jerusalem sagde med en slags forbløffelse:

"I dag stemmer ikke kun russere, men også de rigtige israelere på Lieberman."
=

Men hvad er det da Lieberman står for? En deling af Kanaan i to stater, hvor arabisk-befolkede dele af Israel inden for våbenstilstandslinierne fra 1949 kommer til at ligge i en fremtidig Palæstinastat, og de derboende arabere følgelig mister deres israelske statsborgerskab.

For mig at se vil det være nødvendigt med en total adskillelse mellem de to grupper, selv om de kristne arabere nu godt ville kunne leve i Israel [men ikke i en islamisk Palæstinastat]. Det betyder at alle bosættelser vest for Sikkerhedshegnet nedlægges, det betyder at Gazastriben forbindes med Vestbredden gennem en motorvejs- eller jernbanetunnel, evt. i en banegrav. Og at islamisk-arabiske landsbyer i Galilæa tillægges Palæstinastaten, samt at de islamiske dele af Østjerusalem forbindes med Vestbredden på samme måde, lige som indbyggerne mister deres israelske legitimationskort.

Er det så højreekstremt med en total deling mellem befolkningerne, som jo netop ikke kan leve sammen i samme stat? Eller ser vi igen jødehadet dukke op i Informations spalter?

Per Erik Rønne

Jeg ser i øvrigt lige på Jerusalem Posts hjemmeside at andre Lieberman-krav viser hvor »højreekstremistisk« han er.

1. Han vil have borgerlig vielse indført i Israel. Som situationen er i dag er folk nødt til at flyve til Cypern for at blive borgerligt viede, hvis rabbinerne ikke vil acceptere et ægteskab; til Spanien hvis to personer af samme køn skal giftes. Et udenlandsk ægteskab accepteres i Israel ...

2. Han vil gøre det lettere at konvertere til jødedommen. Som situationen er i dag ligger en konversion i hænderne på ultra-ortodokse rabbinere, og det er da også derfor det ultra-ordodokse Shas-parti har kaldt Lieberman for »Satan«.

Ja, minsandten, går man dybere ned i tingene end Lasse Ellegaard, virker han minsandten slet ikke så ekstremistisk igen. I modætning til Netanyahu, som er modstander af en to-statsløsning.

Lasse Ellegaard vrøvler.

Palæstinensernes eventuelle fredsslutning med Israel har intet at gøre med den indenrigspolitiske farve i Israel, - der har som bekendt været alle hånde regeringer siden 1948, og ingen har endnu magtet at få de palæstinensiske ledere til for alvor at gå til biddet, og er det endelig sket, kan de korrupte palæstinensiske ledene som bekendt ikke levere varen.

Helt sædvanlig misinformation og Israel-dashing fra Ellegaard, den mindst troværdige skribent på Information.

Poul Eck Sørensen

Palæstinenserne er besat af en meget stor overmagt, der ikke har tænkt sig at respektere internationale aftaler, Oslo aftalen eller "Køreplan for Fred".

Man kan ikke ved forhandling fjerne en besættelsesmagt, hvis denne ikke ønsker det.

Var det ikke under den Anden Verdenskrig utænkelig, at vi kunne forhandle fred med Hitler og på den måde få ham ud af Danmark?

Der har i Israel ikke været vilje til at give palæstinenserne de besatte områder tilbage. Israelerne vil have endnu mere, de vil ikke respektere at man ikke må besætte et andet land og inddrage det, de vil ikke respektere at flygtninge skal have lov til at vende tilbage m.m.

Israel skal af omverdenen tvinges til en to statsløsning, de opgiver ikke ikke besættelsen frivilligt - den har nu varet siden 1967.

Hvormange "flygtninge" skal have lov at "vende tilbage"? Palæstinenserne (og FN) regner med 4.25 mio, altså mellem 3,5 og 4 mio flere (!) end antallet af oprindeligt flygtede.

Dette krav alene gør det umuligt for Israel at nå til nogen enighed med modparten. Det er i øvrigt eneste sted i verden, at "flygtninge" i tredje og fjerde led forlanger at "vende tilbage"

Israel vil hellere end gerne have en to-statsløsning, Hamas vil ikke: de drømmer fortsat om Israels udslettelse.

Det er derfor Ellegaard vrøvler. Det er ikke israelerne og deres valg af højre- eller venstrepolitikere, der er hindringen; det er modpartens urealistiske krav.

Poul Eck Sørensen

Jeg har i ovenstående ikke skrevet at flygtningene nødvendigvis skal vende tilbage til Israel, selv om international lov siger, at de har ret til det.
I Geneve forståelsen som er indgået mellem palæstinensere og israeler er der taget højde for en løsning af dette, Denne kan du finde på http://www.peaceweb.dk/israel.htm

Men Israel vil ikke forlade de besatte område og det er ikke ok. Der er grænser for hvor mange internationale regler de kan tillade sig ikke at ville overholde.

Men min pointe var, at problemmet kan ikke løses ved forhandling mellem israeler og palæstinesere, da man ikke kan forhandle med sin besætter ligesom vi ikke kunne forhandle med Hitler, så han forlod Danmark.

Omverdenen skal først og fremmest sørge for, at Israel forlader de besatte områder.