Læsetid: 5 min.

Nationaliseret britisk bank betaler penge tilbage

Noget af Gordon Browns nationaliseringsstrategi er lykkedes, selv om Royal Bank of Scotland offentliggør rekordunderskud på 25 milliarder pund
Noget af Gordon Browns nationaliseringsstrategi er lykkedes, selv om Royal Bank of Scotland offentliggør rekordunderskud på 25 milliarder pund
27. februar 2009

LONDON - Northern Rock, den første bank, der blev nationaliseret sidste år, har tilbagebetalt det meste af det lån, de modtog fra den britiske nationalbank, Bank of England. Det oplyser Northern Rocks presseafdeling til Information.

"Vi er nu klar til at tage jernlænkerne af," siger en talsmand for bankens administrerende direktør Gary Hoffman. Northern Rock modtog et nødlån på 27 milliarder pund - eller over 225 milliarder kr. De har betalt 20 milliarder pund (170 milliarder kr.) tilbage.

"Det er en imponerende præstation. Og det er noget, der var nærmest utænkeligt for et år siden. Det viser, at premierminister Gordon Brown og finansminister Alistair Darling har gjort det rigtige i den sag," siger Alex Bruce Coram, der er professor ved Aberdeen Business School.

Northern Rock i Newcastle er Storbritanniens femtestørste bank. Og var den første bank, der kom i alvorlige vanskeligheder.

Den hurtige tilbagebetaling af størstedelen af statslånet er blevet positivt modtaget af finansminister Alistair Darling. I et interview med Newcastle avisen The Journal siger han:

"Der er et begrundet håb om, at dette er tegn på, at tingene vender."

Han siger endvidere, at de restriktioner, som nationaliserede banker er underlagt ifølge EU, snart vil blive hævet. Det betyder, at banken igen kan låne penge ud - "men kun efter nøje fastsatte retningslinjer".

"Northern Rock er blevet stabiliseret. Men det betyder ikke, at de vil låne penge ud til hvem som helst. Vi vil fastsætte et loft på 90 procent af købesummen, som en bank kan udlåne," siger han.

Denne udmelding ser iagttagere som symptomatisk for regeringens politik. Den britiske regering i almindelighed - og Gordon Brown i særdeleshed - har i de seneste år argumenteret for, at den afregulering af banksektoren, som var blevet foretaget siden 1987, var en af årsagerne til den stigende vækst i den finansielle sektor i Storbritannien.

Under den konservative finansminister Nigel Lawson påbegyndte regeringen en proces, der førte til, at den finansielle sektor blev reguleret af bankerne selv. Den såkaldte Financial Services Authority (FSA) byggede på frivillige aftaler. Denne politik blev videreført af Labour efter deres valgsejr i 1997.

Filosofien var, at de frie markedskræfter var bedst til at regulere finanssektoren. Men nu har Labour-regeringen vendt ryggen til dereguleringspolitikken.

Det har affødt ironiske kommentarer fra kritikere:

De Liberale Demokraters finanspolitiske ordfører, Vince Cable - en af de få, der forudså krisen - siger:

"Det er godt, at de kan blive klogere. Men det havde været glædeligt, hvis de havde indset situationens alvor, dengang vi advarede imod afreguleringen. Dengang blev vi kritiseret for at være urealistiske og gammeldags, fordi vi satte spørgsmålstegn ved doktrinen om, at markedet altid ved bedst," siger Vince Cable.

Men den berømte hellige grav er ikke velforvaret for resten af banksektoren.

Rekordunderskud

The Royal Bank of Scotland (RBS) er verdens største bank med en omsætning på 3.000 milliarder pund pr. år. Banken offentliggjorde i går sit regnskab. Det var det største underskud nogensinde for et aktieselskab i Storbritannien. Den hæderkronede skotske bank tabte sidste år 25 milliarder pund (210 milliarder kr.). Det overgår dermed telefonselskabet Vodafone, som i 1996 havde et rekordunderskud på 16 milliarder pund.

Disse tal har - tilsyneladende - tilskyndet regeringen til at yde et yderligere lån til de kriseramte banker.

Ifølge avisen The Daily Mail vil Alistair Darling låne Royal Bank of Scotland og den anden kriseramte storbank Lloyds TSB yderligere 500 milliarder pund (4.250 milliarder kr.). Det betyder, at den britiske finanssektor samlet har modtaget lån på op mod 1.300 milliarder pund i 2008 (11.000 milliarder kr.).

Da disse rygter blev offentliggjort, steg aktiekursen for RBS-aktier med fire procent.

Udover disse lån, vil finansministeriet udskifte deres nuværende B-aktier med såkaldte præference-aktier. De sidste giver aktionæren større stemmevægt på generalforsamlingen. Gennemføres denne ombytning, vil den britiske regering eje 70 procent af Skotlands ældste aktieselskab.

Denne aktiemajoritet vil give finansministeren mulighed for at iværksætte en finansiel omstrukturering af RBS.

"De tabsgivende dele af RBS blive udstykket, og de profitable dele af virksomheden vil blive opretholdt," sagde Darling i går i et interview med BBC.

Det er en politisk risikabel strategi for Alistair Darling og for Gordon Brown. Cirka hvert fjerde job i Edinburgh - hvor banken har sit hovedsæde - er ansat i den finansielle sektor. Omstruktureringen vil medføre nedskæringer og afskedigelser.

"Det er ikke populært, men det er givetvis nødvendigt. Både Brown og Darling er valgt i Edinburgh-området. At de iværksætter en politik, der kan føre til fyringer blandt deres egne vælgere tyder på, at de er i defensiven," siger Coram.

Bonus kulturen

Aktieombytningen og den planlagte finansindsprøjtning betyder også, at finansministeren får kontrol over de bonusordninger, som fortsat eksisterer i finanssektoren.

Trods de katastrofale underskud i finanssektoren har flere banker udbetalt store bonusser til direktører såvel som til lavtlønnede funktionærer. Royal Bank of Scotlands afgåede direktør, Fred Goodwin, får 400.000 pund (3,4 millioner kr.) om året i bonus. Darling overvejer nu at fremsætte en såkaldt lex Goodwin i parlamentet, en lov, der specifikt retter sig mod den afgåede direktør og tvinger ham til at betale pengene tilbage.

Det er blevet kritiseret af både politikere og i medierne.

"Det er selvsagt forkert, at skrantende banker, der er ledet af uduelige direktører, betaler de samme direktører millioner af skatteydernes penge i bonusordninger," skrev den ellers konservative Daily Mail på lederplads i onsdags.

Hovedløst

Dette kritiseres skarpt af de konservative:

"Det er hovedløs gerning," siger skyggefinansminister George Osborne gennem en talsmand.

Det synspunkt bakkes op af lord Geoffrey Howe, der var finansminister i den konservative regering fra 1979 til 1983.

"Uden jeg ønsker at være partipolitisk, så kan jeg roligt sige, at dette er økonomisk uansvarligt. En finanspolitisk lempelse på nuværende tidspunkt er ikke velovervejet. Jeg tror - som vist også lord Mandelson - at der er behov for en stabiliseringsperiode," siger den tidligere finansminister til Information.

Handelsminister Peter Mandelson - nu lord Mandelson - sagde på et møde i sidste uge, at der var behov for færre initiativer. Men Mandelson har afvist, at der er uenighed i regeringen. Geoffrey Howes kritik deles ikke af alle økonomer.

Med al respekt for lord Howe, så tror jeg, det er lettere at være bagklog.

Han stod bag Thatchers økonomiske politik. Det var - meget firkantet sagt - den, der satte grådigheden i system, og som på den måde indirekte førte til den nuværende krise. Set ud fra økonomisk teori er en finanspolitisk stimulans det eneste fornuftige. Og i praksis har det vist sig at virke. Det er Northern Rock et bevis på," siger professoren.

De britiske bankaktier er faldet med 18 procent, siden krisen begyndte i september sidste år. Det er det største fald siden 1931. Ikke alle banker har oplevet krisen. Banken Barclays PLC oplevede dog at skabe et overskud sidste år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu