Læsetid: 2 min.

Ny regering bliver mere nationalistisk

Israelsk politik er et stort kaos efter valget i går. Det stærkt nationalistiske parti, som blev tungen på vægtskålen, hælder mod Netanyahu, men udelukker ingenting
Israelsk politik er et stort kaos efter valget i går. Det stærkt nationalistiske parti, som blev tungen på vægtskålen, hælder mod Netanyahu, men udelukker ingenting
11. februar 2009

Det eneste, der er sikkert, er, at intet er sikkert. Gårsdagens valg efterlod Israel i den mest komplekse parlamentariske situation, man umiddelbart kunne forestille sig.

Benyamin Netanyahu skulle have vundet. Det sagde meningsmålinger og journalister de sidste to uger. Sådan gik det bare ikke helt. Hans højrefløjsparti Likud fik ét sølle mandat mindre end Kadima, hvis forkvinde Tzipi Livni da også erklærede sig som sejrherre og kommende premierminister allerede i nat.

Problemet for Livni er bare, at højrefløjen, det som israelerne kalder den nationale lejr, får flest mandater. Og den oplagte premierministerkandidat på den fløj er Netanyahu. Det stiller Israel i en hidtil uset situation med to (selv)erklærede vindere, og ingen reel klarhed.

Traditionen byder, at det største parti som den første forsøger at danne regering. Den ret insisterer Livni på er hendes. Netanyahu er uenig. Den endelige afgørelse ligger hos Israels præsident, Arbejderpartiets Shimon Peres.

Hård kurs mod arabere

Dagbladet Ha’aretz skriver i dag, at en Livni-ledet regering vil være afhængig af det stærkt nationalistiske Israel Beiteinu-parti og dets populistiske leder Avigdor Lieberman. Uden Lieberman, ingen regering. Et højtstående partimedlem siger til dagbladet Yedioth Ahronoth, at ’vi foretrækker en national samling med Netanyahu, men vi har ikke udelukket Livni endnu’.

Dermed står en ting klart: den kommende regering vil blive markant mere nationalistisk end den afgående. Israel Beiteinus kampagneplatform var en hårdere kurs mod Israels 1,3 millioner arabere, og der vil de kræve resultater uanset om premierministeren hedder Livni eller Netanyahu.

Hvad det betyder for fredsprocessens fremtid er mindre sikkert. Lieberman støtter officielt en tostatsløsning, hvor arabisk dominerede områder i Israel ’byttes’ mod de største bosættelser på Vestbredden. Og partilederen er endda villig til at dele Jerusalem.

Forhandlinger med Syrien

Det er Netanyahu ikke. For ham vil en tostatsløsning mere eller mindre blive på Israels betingelser. Han har slet ikke tænkt sig at sætte sig til forhandlingsbordet, før Fatah har fået styr på Hamas i de palæstinensiske selvstyreområder.

Men et udgangspunkt i en hård linje er måske slet ikke så skidt for freden, mener The Atlantics Mellemøstekspert Jeffrey Goldberg. Han affærdiger Livni som ’ineffektiv’ og husker sig selv og sine læsere på, at ’det er de hard-ass højreorienterede, der kan levere fred.’

Visse overvejelser går på, at Netanyahu som premierminister vil koncentrere sig om fredsforhandlinger med Syrien og lade det palæstinensiske spor ligge til at starte med. Det vil tage noget af presset fra præsident Barack Obama af hans skuldre samtidig med at det vil give en pause i de for tiden temmelig udsigtsløse forhandlinger med palæstinenserne.

Arbejderpartiets formand og afgående forsvarsminister, Ehud Barak, meddelte i går, at hans parti går i opposition. Med sølle 13 mandater blev det parti, der de første 30 år nærmest var identisk med den israelske stat, reduceret til det kun fjerdestørste parti i Knesset.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu