Nyhed
Læsetid: 2 min.

Obama hjælper boligejere

En detaljeret handlingsplan har til hensigt at rydde op i en boligsektor, som udløste den finansielle og økonomiske krise i 2008. Boligpakkens pris bliver 275 mia. dollar
»Det bliver ikke let at rydde op i denne jungle«, fortæller Philip Giffee fra ngo'en NOHA, som arbejder for de hårdets pressede amerikanske boligejere i Boston.

»Det bliver ikke let at rydde op i denne jungle«, fortæller Philip Giffee fra ngo'en NOHA, som arbejder for de hårdets pressede amerikanske boligejere i Boston.

Martin Burcharth

Udland
19. februar 2009

BOSTON - "Først kom boligejere med helt urealistiske lånebetingelser i knibe. Så satte den økonomiske krise ind, og arbejderfamilier med normale lånebetingelser begyndte at falde bagud med deres månedlige afbetaling. Nu er risikogruppen udvidet til alle husstande i kvarteret."

Sådan beskriver Philip Giffee, leder af NGO-gruppen Neighborhood of Affordable Housing (NOAH), det sidste halvandets års ødelæggende boligkrise i bykvarteret East Boston med et indbyggertal på 40.000.

"Vi har familier, hvor forældrene arbejder i tre jobs og pludselig ikke har en stor nok indtægt til at betale den månedlige gæld af på huset. For nogle af dem svarer beløbet til halvdelen af deres indkomst," fortæller Giffee.

"Andre har mistet deres job. Andre igen klarede sig tidligere ved at leje værelser ud, men huslejen er faldet i takt med husværdien. Andre er blevet syge og kan ikke klare både at betale lægeudgifter og boligudgifter. Andre er blevet skilt. Der synes ingen ende på ulykkerne."

Hjælp til 9 millioner

Philip Giffee fortæller om disse tragiske skæbner, dagen inden præsident Barack Obama fremlægger sin omfattende handlingsplan for den skrantende boligsektor.

"Det bliver ikke let at rydde op i denne jungle," forudsiger NOAH's direktør.

Ikke desto mindre vil Obama-regeringen prøve. Ifølge gårsdagens plan - fremlagt af præsidenten i en tale i Phoenix, Arizona - vil op til 9 millioner amerikanske husstande få hjælp fra forbundsregeringen med at omlægge lån til en lavere hypotekrente eller at til at få hovedstolen barberet ned. Hertil oprettes en fond på 75 milliarder dollar.

Herudover vil Finansministeriet skyde 200 milliarder dollar kapital ind i de to statsligt regulerede hypotekbanker Fannie Mae og Freddie Mac, som hermed får hovedansvaret for at hjælpe millioner af boligejere i nød. Den samlede pris for at rydde op i det enorme rod, som et årti med risikable boliglån har skabt, kan altså komme til at koste de amerikanske skatteborgere mindst 275 milliarder dollar.

Obama-regeringens boligpakke er langt mere detaljeret end sidste uges finanspakke, der blev dårlig modtaget af børsmarkederne. Eksempelvis har man sat præcise dollartal på de økonomiske incitamenter, boligejere og banker og hypotekforeninger kan høste, hvis de enes om en lavere rente eller en forlængelse af 15 eller 30 års lån.

I går sagde Obama: "Vi kan ikke løse boligkrisen, finanskrisen og den økonomiske krise adskilt fra hinanden. De hænger alle tre uløseligt sammen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her