Læsetid: 4 min.

Obama lander pladask på jorden

Præsidenten måtte tirsdag gå bodsgang i affæren om hans kandidat til at reformere USA's sygesikring, der glemte at betale skat. Men Obama kom straks igen i går med nye og strenge regler for bonusordninger på Wall Street
Præsident Obama sendte i går et klart signal til landets banker og finanshuse om, at de gamle tider med ublu bonusordninger er forbi.

Præsident Obama sendte i går et klart signal til landets banker og finanshuse om, at de gamle tider med ublu bonusordninger er forbi.

Saul Loeb

5. februar 2009

BOSTON - Efter nogle behagelige og problemfrie hvedebrødsdage landede præsident Barack Obama pladask på jorden tirsdag, da hans betroede politiske mentor og prominente kandidat til sundheds- og socialminister, Tom Daschle, trak sig på grund af en skandale om skatteunddragelse og lobbyisme.

Affæren var pinlig for en præsident, som under valgkampen i 2007-08 havde lovet vælgerne at stoppe 'svingdørspolitikken' i Washington, hvor tidligere folkevalgte tilbyder selskaber adgang til deres politiske netværk mod klækkelige belønning.

Den tidligere demokratiske flertalsleder i Senatet Tom Daschle afviger ikke fra normen. Siden sit nederlag i 2004 har han tjent 5 mio. dollar på lobbyvirksomhed. Det var Obama naturligvis udmærket klar over, da han udnævnte ham til minisister med særligt ansvar for en national sygesikringsreform.

Hvad præsidenten derimod ikke kunne vide - men hans undersøgere burde have tjekket - var, at Daschle 'uforvaret' havde undladt at betale indkomstskat for en limousine og chauffør stillet til rådighed af et investeringsrådgivningsfirma. Det blev opdaget for nogle uger siden af Senatets finansudvalg, og skønt Daschle prompte betalte sin gæld til skattevæsenet, var det den lille fjer, der hurtigt blev til fem høns.

Høj etisk adfærd

Indtil for et år siden ville Daschle være blevet godkendt som minister af sine gamle senatskolleger i løbet af nul komma fem, og måske ville han kunne have klaret skærene i 2009, såfremt præsidenten havde sat alt sin prestige ind på det. Men Obama blev fanget af sin eget valgløfte om at "rydde op" i Washingtons politiske korruption. Befolkningens forventninger til en høj etisk praksis er blevet så store, at præsidentens ministerkandidater nu skal gennem et nåleøje for at blive godkendt.

Obama var ikke sen til at anerkende sit fejltrin.

Tirsdag eftermiddag havde han inviteret alle de store tv-stationer til interviews i Det Hvide Hus. Den oprindelige plan var at benytte lejligheden til at slå et slag for præsidentens økonomiske redningsplan, som ikke har nok stemmer i Senatet til at overvinde modstand fra den republikanske opposition. Nu måtte Obama i stedet sidde og blive spiddet af de prominente tv-værters spørgsmål om Daschle-skandalen.

Heldigvis for Obama selv og hans tilhængere gik den nye præsident bodsgang. Til forskel fra forgængeren George W. Bush - der aldrig ville indrømme fejltrin - sagde Obama:

"I valgkampen slog jeg på to temaer - at vi skal forandre den politiske kultur i Washington, og at det kun kan ske fra neden og op. Jeg ønsker ikke at signalere til det amerikanske folk, at der er to målestokke - én for de mægtige og en anden for almindelge mennesker, som arbejder hårdt hver dag og betaler deres skat."

Stadig populær

Obama erkendte åbenlyst, at han havde trådt i spinaten, og undgik derved, at en lille snebold blev til en politisk lavine. Hans popularitet er stadig stratofærisk høj i Gallups daglige meningsmåling (69 pct. mod 17 pct.), og han synes ikke at have formøblet ret meget troværdighed på Daschle-affæren, som snart vil blive deponeret i de historiske annaler. Præsidenten kom hurtigt igen i går, hvor han fra Det Ovale Værelse sendte et umiskendeligt signal til landets banker og finanshuse om, at de gamle tider med ublu bonusordninger og en luksuøs livsstil er forbi. Dem, der siger ja til lån eller subsidier fra forbundsstaten, skal for eftertiden forpligte sig til at lægge et lønloft på 500.000 dollar. Bonusordninger i form af aktieoptioner vil først blive udbetalt, når skatteborgernes investering i banken eller finanshuset er blevet refunderet. Udgifter til underholdning og luksusgoder skal retfærdiggøres over for Finansministeriet og vil blive lagt frem til offentlig skue.

Ikke nok med det. På lang sigt planlægger Obama-regeringen at lave helt om på den kortsigtede profitorienteret kultur på Wall Street, hvor managere bliver belønnet for at øge selskabers overskud på kvartalsbasis fremfor at fokusere på langsigtede investeringer.

Smerteligt tab

Det er nye toner fra Washington. Hvis skatteborgerne skal lægge penge ud til de skrantende banker og finanshuse, må Wall Street og selskabsbestyrelser acceptere selvopofrelse såvel som en ændring af en finanskultur funderet på grådighed og spekulation. Det sagde Obama i går.

Ikke desto mindre gør tabet af Daschle ondt. Den tidligere senatsleder var tæt på at kvalificere sig til betegnelsen 'uundværlig' i en Obama-regering, som vil sætte alt ind på at gøre sygesikring i USA til en menneskerettighed fremfor et privilegium. Nu hænger en sundhedsreform i en tynd tråd. Modstandere i det Republikanske parti og i hospitalsindustrien har god grund til at være tilfredse med Tom Daschles abrupte afgang. Trods skønhedspletterne fra tiden som lobbyist 2005-08 var han utvivlsomt den politiker, der besad de bedste kvalifikationer og forbindelser til at få den store og tiltrængte sundhedsreform igennem Kongressen.

Ikke alene præsident Barack Obama, men også mange af hans senatskolleger begræder i dag Daschles skæbne, fordi de ved, at det egentlige offer kan blive 47 mio. amerikanere uden sygesikring.

Læs Obamas forordning og tale om bonusordninger på Martin Burcharths blog på www.luftskibet.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu