Læsetid: 2 min.

Obama øger Afghanistan-styrke

Præsident Obama har givet bemyndigelse til, at der sendes 17.000 amerikanske soldater til Afghanistan. De er første del af den udvidede styrke, han har lovet.
Præsident Obama har givet bemyndigelse til, at der sendes 17.000 amerikanske soldater til Afghanistan. De er første del af den udvidede styrke, han har lovet.
18. februar 2009

Washington D.C. - USA's præsident, Barack Obama, har godkendt at der sendes 17.000 amerikanske soldater til Afghanistan inden for de kommende måneder, oplyser Det Hvide Hus.

- For at imødekomme et hastende sikkerhedsbehov har jeg godkendt en anmodning fra forsvarsminister Robert Gates om at sende en brigade af marineinfanterister og en brigade af soldater fra hæren til Afghanistan samt ledsagende styrker, hedder det i en erklæring fra Obama.

Det er den første militære beslutning, som Obama har truffet.

En højtstående kilde i Det Hvide Hus siger til New York Times, at der ikke vil blive truffet flere beslutninger om at sende flere soldater af sted, før regeringen i slutningen af marts er færdig med en gennemgang af strategien i Afghanistan.

Både Demokrater og Republikanere bød tirsdag beslutningen om at sende flere soldater til Afghanistan velkommen.

Den republikanske senator John McCain, som led nederlag til Obama ved præsidentvalget i november, beskrev situationen i Afghanistan som "alvorlig" og opfordrede samtidig Obama til at udarbejde en klar strategi.

- Der findes stadig ikke en integreret civil-militær plan for denne krig - mere end syv år efter, at vi indledte de militære operationer, sagde McCain.

General David McKiernan, der er chef for de amerikanske styrker i Afghanistan, har bedt om at få 30.000 nye soldater til landet for bedre at kunne nedkæmpe al-Qaeda og Taliban.

Inden for de kommende uger indsættes 8000 marineinfanterister fra Camp Lejeune i North Carolina. Til sommer ankommer yderligere 9000 amerikanske soldater efter planen til Afghanistan.

De ekstra soldater sættes ind i den sydlige og østlige del af landet, hvor kampene mod Taliban ventes at tage til i foråret. Desuden skal de nytilkomne være med til at uddanne afghanske soldater samt sørge for sikkerheden op til valget i august.

Sidste år nåede antallet af dræbte soldater i Nato-styrken og den amerikanske styrke op på det højeste niveau i den syv år lange krig. 155 amerikanske soldater mistede livet i det urolige land sidste år.

En ny opgørelse fra FN, der blev offentliggjort tirsdag, viste at antallet af civile tab i Afghanistan også steg drastisk med næsten 40 procent til 2118 personer i 2008. De fleste civile blev dræbt af Taliban, men også amerikanske luftangreb kostede mange uskyldige liv og har forårsaget vrede blandt afghanerne.

ritzau/Reuters

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu