Læsetid: 2 min.

Politisk krise under optræk i Pakistan

Pakistans højesteret dømmer to markante profiler ude af politik. Frygt for politisk ustabilitet, og aktieindekset rasler ned
Pakistans højesteret dømmer to markante profiler ude af politik. Frygt for politisk ustabilitet, og aktieindekset rasler ned
26. februar 2009

Pakistans oppositionsleder, tidligere premierminister Nawaz Sharif, opfordrer befolkningen til at rejse sig og protestere mod en doms-afgørelse, der tvinger Sharif og hans bror, Shabaz, ud af politik.

"Dette er ikke en domsafgørelse, men en ordre, og hele befolkningen ved, hvor denne ordre kommer fra," sagde de to brødre i går på en pressekonference i Lahore.

Det skete samtidig med, at tilhængere af Sharif-brødrene var på gaderne i byer rundt om i Punjab-provinsen, hvor der blev brændt bildæk af og råbt slagord imod regeringen.

Forinden havde den pakistanske højesteret erklæret valget af Shahbaz Sharif som førsteminister i Punjab sidste år for ugyldigt. Det betyder, at han skal forlade posten som ledende minister i Pakistans største og politisk mest indflydelsesrige provins.

Samtidig afviste højesteret at behandle en appel fra Nawaz Sharif, der i henhold til en domsafgørelse har forbud imod at stille op til valg på grund af en række domme, han fik efter kuppet i 1999. Det var dengang, hans regering blev væltet af tidligere præsident Pervez Musharraf.

Står ved magt

En domstol har sagt, at Nawaz Sharif har fået amnesti for straffen for en række kriminelle forhold, men at det kun er straffen, han er fritaget for, ikke skyldsspørgsmålet.

Han har forsøgt at få omstødt et forbud mod at stille op til valg. Men med højesterets afvisning af at behandle appellen forbliver forbuddet ved magt, og Sharif, der leder landets største oppositionsparti, Pakistans Muslimske Liga, må foreløbig glemme alt om at blive valgt til parlamentet.

"Dette er ikke et angreb på os, men et angreb på Pakistan. Vi må holde de, der ødelægger Pakistan, ansvarlige," erklærede han på pressekonferencen.

Samtidig citerede Reuters en tidligere minister, hvis navn ikke nævnes, for at sige, at der kan ventes store demonstrationer torsdag.

"Indbyggerne i Punjab er med dem. Det ser ikke godt ud," sagde han.

Domstolens afgørelse øger risikoen for konfrontation imellem Pakistans Muslimske Liga og præsident Asif Ali Zardaris parti, Pakistans Folkeparti, skriver Reuters.

Aktiehandlerne sendte i går også det pakistanske aktieindeks ned med 5,2 procent, og det skyldes ifølge nyhedsbureauet frygt for, at Pakistan er på vej ind i en fase med ustabilitet på et tidspunkt, hvor det også kæmper med islamisk vold.

Brødrene har stillet sig bag en gruppe advokater, der protesterer imod, at Zardari ikke har genindsat de dommere, som tidligere præsident Musharraf fyrede, efter at han i 2007 havde erklæret undtagelsestilstand.

Sharif-brødrene anerkender ikke de dommere, der siden blev indsat, og som stadig sidder i domstolene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu