Analyse
Læsetid: 3 min.

Den politiske scene tilhører nu Chávez alene

'I dag begynder den tredje fase i vores revolution: Perioden 2009-2019 - jeg er klar,' råbte Hugo Chávez til sine tilhængere sent søndag aften - hans sejrsaften
En Chávez-tilhænger fejrer valgsejren, efter at det søndag lykkedes for Chávez at fjerne grænsen for, hvor lang tid, han kan blive siddende som præsident. Men Venezuelas befolkning er mere splittet end nogensinde, og landet regeres stort set uden en politisk opposition. Derfor bør målet for Chávez først og fremmest være at forene folket.

En Chávez-tilhænger fejrer valgsejren, efter at det søndag lykkedes for Chávez at fjerne grænsen for, hvor lang tid, han kan blive siddende som præsident. Men Venezuelas befolkning er mere splittet end nogensinde, og landet regeres stort set uden en politisk opposition. Derfor bør målet for Chávez først og fremmest være at forene folket.

YURI CORTEZ

Udland
17. februar 2009

Med søndagens valgsejr er der ingen tvivl om, at Chávez agter at stille op til genvalg i 2012 - og hvorfor skulle der også være det? Chávez har nu i et par år og over to folkeafstemninger bedt befolkningen om lov til netop dette.

Men som råbene fra de mange tusinde tilhængere lød igen og igen: "El pueblo unido, jamás será vencido (Et forenet folk skal aldrig mere besejres)" må man sige, at netop dét bør være Chávez opgave: At forene folket.

Venezuelas befolkning er mere splittet end nogensinde, og landet regeres stort set uden en politisk opposition. Først skød dele af oppositionen sig selv i foden ved det mislykkede militærkup i 2002. Siden begik de den fejl at boykotte parlamentet efter deres sviende valgnederlag i december 2005, da Chávez vandt sin anden regeringsperiode.

Og i den netop afsluttede kampagne synes oppositionen at have tabt pusten. De hårdeste fortalere for et nej var ikke landets politiske oppositionspartier, men studenterbevægelsen med rod i hovedstaden, Caracas.

Derfor tilhører den politiske scene i dagens Venezuela Hugo Chávez - og stort set kun Chávez. Og demokrati eller ej, så er det et problem.

Perfekte diktatur

'Det perfekte diktatur' blev det demokratiske Mexico kaldt igennem de 70 år, hvor Partido Revolucionario Institucional, PRI, sad på magten. Deres folkelige base - som Mexicos socialdemokrati - var mellemklassen og nedefter. PRI vandt ikke bare valg efter valg, PRI styrede og ejede også landets opposition: De betalte den for igen og igen at stille op til valg. For en opposition er nødvendig for at legitimere et demokrati, egen magt og valgsejre. Til sidst ejede PRI staten, og staten ejede stort set alt i Mexico. Festen sluttede som bekendt med et kæmpe brag, da den mexicanske stat under 1980'ernes globale økonomiske krise gik bankerot, og hele butikken måtte sælges for en slik.

Venezuela er ikke Mexico, men princippet om ét parti og én alt inkluderende stat har længe ligget på Chávez' tegnebræt. Chávez styrer det nationale olieselskab, PDVSA, der forsyner Venezuela med et sted mellem 80 og 90 procent af landets eksportindtægter. Han kontrollerer et ekspanderende statsapparat med to millioner ansatte - en fordobling i løbet af hans ti år på magten. Og samtidig med at Chávez har travlt med at kontrollere ethvert kapitalistisk fore-tagende i landet og fastsætte priser på fødevarer, så ulmer frustrationerne over en økonomi, der på hverdagsbasis stadig ikke hænger sammen.

Olieprisen

Nu åndes Chávez i nakken af en global krise, og selv om præsidenten selv siger, at pengetankene bugner, så er der tegn på det modsatte. Venezuelas oliesektor er nok stærk, men landet producerer mindre end deres OPEC-kvote tillader - et tegn på nedslidning. Derfor har Chávez over de seneste måneder inviteret de internationale olieselskaber tilbage til udbudsrunder for nye investeringer i de venezuelanske oliefelter. Lige nu ligger prisen på olie og roder rundt under 40 dollar per tønde. Chávez siger, at "revolutionen lever, om så prisen på olie falder til nul." Ikke desto mindre har han allerede kalkuleret med, at statens rekordstore budget på 78 mia. dollar for 2009 skal hentes hjem på salg af olie til gennemsnitligt 60 dollar per tønde.

Vil Chávez opretholde et funktionelt demokrati, så har han - og ikke mindst Venezuelas befolkning - behov for en funktionel opposition. Chávez bør derfor gøre et forsøg på at brede sin politiske tilgang ud til også at indbefatte i hvert fald dele af oppositionen. Ellers kan hans revolution vise sig ikke at være holdbar på vej ind i en økonomisk krise, der yderligere kan puste til desperationen og volden i Latinamerikas i forvejen mest voldelige nation.

Paradoksalt nok kan det derfor vise sig at være et klogt træk, hvis Chávez også bekymrer sig om sine vingeskudte modstandere. Men Chávez' strategi er desværre nok en helt anden: At holde sig til sin folkelige base, pleje dem og lade dem stemme på ham som eneste reelle kandidat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Andreas Trägårdh

Why Lehman brothers was aloud to fail?

The Lehmans ofcouse had a few hundred billions worth of bonds with Chavez.

http://www.youtube.com/watch?v=bnQmwMVxiyc&NR=1

Jesper Løvenbalk Hansen:

"Den politiske scene tilhører nu Chávez alene"

Ja USA er presset af finanskrise og besættelsens af Irak og Afghanistan i en sådan grad, at der formentlig ikke eksisterer tilstrækkeligt med ressourcer til at gennemtvinge en chilensk eller nicaraguansk løsning på den vestlige verdens og Jesper Løvenbalk Hansens venezuelanske problem…