Nyhed
Læsetid: 2 min.

Hvor skal soldaterne komme fra?

Mens deltagerne ved NATO's topmøde i Krakow diskuterede Afghanistan, var demonstranter på gaden i den polske by.

Mens deltagerne ved NATO's topmøde i Krakow diskuterede Afghanistan, var demonstranter på gaden i den polske by.

Udland
20. februar 2009

Haves: En fælles forståelse for, at der er brug for flere tusinde ekstra NATO-soldater i Afghanistan. Ikke mindst i forbindelse med præsidentvalget den 20. august. Søges: Europæiske NATO-lande, som er klar til at sende flere soldater af sted.

Sådan var situationen oprullet, før NATOs forsvarsministre torsdag tog hul på et todagesmøde i den polske by Krakow, og intet var ændret efter timelange drøftelser om emnet. Alle peger fortsat fingeren væk fra sig selv, når der skal sættes navn på de lande, som bør sende flere soldater af sted. Også fra forsvarsminister Søren Gade, som henviser til, at Danmark med 727 soldater i Afghanistan yder et forholdsvist stort bidrag.

"Der ligger jo konstant en opfordring til alle andre, om at stille op med flere soldater. Sådan er det jo. Men vi bliver ikke sat under moderat fysisk pres for at levere flere," vurderer Søren Gade den danske situation.

USA's forsvarsminister, Robert Gates, var ellers mødt op med et nyt forslag, som skulle gøre det nemmere for Europa at følge i fodsporene på USA.

Tag soldaterne fra NATOs specielle udrykningsstyrke, NRF, som i øjeblikket består af 15.000 soldater, lød budskabet.

Hede diskussioner

Forslaget blev allerede inden mødet forsøgt skudt ned af den tyske forsvarsminister, Franz Josef Jung, men Søren Gade forventer, at det vil være et hedt diskussionsemne i de kommende måneder.

"Man har jo reelt nogle tusinde soldater stående klar, og hvis man nu lige præcist mangler det antal, så er det måske værd at kigge på," siger han.

En anden løsning kan være, at NATO-landene får frie hænder til at trække soldater ud af udrykningsstyrken for i stedet at sende dem til Afghanistan. En løsning, som kunne ligne det første skridt mod en nedlægning af styrken, som ofte kritiseres for aldrig at blive brugt. Udrykningsstyrken fungerer efter et rotationssystem, hvor NATO-landene skiftevis stiller soldater til rådighed. I øjeblikket bidrager Danmark med skibe og fly, så det vil ikke betyde nogen stor dansk frigivelse af styrker.

Også narkotikaproduktionen i Afghanistan blev diskuteret på mødet, efter at NATO-soldater i de seneste uger for første gang har sat direkte ind over for narkotikaproduktion, som i stor grad forsyner Taleban med penge til våben. NATO har gennemført fire operationer rettet mod i alt otte forskellige narkolaboratorier. Under operationerne er der beslaglagt narkotika til en værdi af 500.000 dollar, mens flere personer er blevet anholdt. Ingen danske soldater har endnu været indblandet, men Søren Gade slår fast, at også danske soldater i fremtiden vil deltage i narkokampen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Men vi bliver ikke sat under moderat fysisk pres for at levere flere."
Jamen det er da elegant som den danske forsvarsminister muntert kan spøge med referencer til tortur...