Analyse
Læsetid: 3 min.

Våbenhvile i Gaza - holder den?

På fire års dagen for mordet på den libanesiske leder Rafik Hariri filosoferes der i Beirut over nytten af den seneste israelsk-arabiske krig, hvis årsag kunne være klaret over en kop kaffe ved et forhandlingsbord
De israelske angreb i Gaza kostede omkring 1.000 palæstinensere og 13 israelere livet. Men måske kunne Israel have opnået sine mål ved forhandlinmgsbordet i stedet.

De israelske angreb i Gaza kostede omkring 1.000 palæstinensere og 13 israelere livet. Men måske kunne Israel have opnået sine mål ved forhandlinmgsbordet i stedet.

Udland
14. februar 2009

BEIRUT - I City Café samles ældre mænd i nystrøgne skjorter og ulastelige jakker hver dag omkring et par borde i hjørnet af fortovsterrassen, hvor de drøfter politik og priser på de daglige fornødenheder som cigarer og cognac. De kommer og går i en slags rotation alt efter, hvor meget de lige har at sige om verdens fortrædeligheder og egne udgifter, men bordene i hjørnet er altid besat og ind imellem dvæles der ved den myrdede sunni-leder Rafik Hariri, der plejede at hænge ud over en kop arabisk kaffe med kardemomme for at give sit besyv med.

I dag er det fire år siden en kraftig bilbombe dræbte Hariri og 22 sagesløse ud for ruinen af St. George Hotel på kystpromenaden. Det udløste en revolution i libanesisk politik, der siden fik afgørende betydning, ikke kun for libaneserne, men for hele regionen.

Syrien - der med føje mistænkes for det uopklarede mord - blev presset til at trække ca. 30.000 besættelses-soldater ud af Libanon, hvilket betød, at de overlod det til Hizbollah-militsen at varetage deres interesser. Hizbollah tog opgaven på sig og provokerede Israel til den 34 dage lange krig i 2006, der kostede Libanon 1.200 dræbte, hovedsagelig civile mens Israels pris var 43 civile, heraf døde fire af hjerteanfald efter chok, og 121 soldater plus en skamplet der kostede forsvarsministeren og en generalstabschef karrieren.

Våbenhvilen

Skampletten - at Israel trods bastant annoncering ikke fik nakket Hizbollah, der vedblev med at sende raketter mod civile israelske mål - var en væsentlig motivering for den 'chok- og rædsel'-effekt', hvormed Gaza blev angrebet i 22 dage i december-januar med bl.a. hvid fosfor-ammunition.

Og pletten var et sidetema i den kommentar Ali Atassi, en fast klummeskribent i Beirut-avisen 'An Nahar', havde til den aktuelle situation, da vi mødtes ved et andet terrassebord på City Café for at vende den Gaza-våbenhvile på 18 måneder, der blev annonceret i går af Hamas og Egypten, men ikke bekræftet af israelerne - formentlig sker der først søndag efter det ugentlige regeringsmøde i Jerusalem.

"Våbenhvilen vil nok holde," sagde Atassi, "for begge sider har brug for den. Hamas kan ikke tåle flere tab i Gaza, hvor befolkningen allerede har lidt voldsomt, og efter to krige uden klare sejre har Israel ingen aktuel interesse i en tredje. Heller ikke selvom om de vindende politikere ved valget, Netanyahu og Lieberman, har lovet at knuse Hamas, for du skal også indregne Barack Obama i den kalkule. Israel har ikke råd til at ignorere USA. Sidst det skete, efter Golfkrigen i 1991, da USA nedfrøs otte mia. dollars i lån til Israel, blev Likuds Yitzhak Shamir skiftet ud med Arbejderpartiets Ytizhak Rabin ved næste valg."

Israelsk gidsel løslades

Således var Atassis argumentations-kæde spækket med historiske henvisninger, der er arabisk vane, men som regel er fraværende i de vestlige medier, både fordi de fylder, og fordi det er nemmere at planke israelernes mere velsmurte informations-maskine, der betjener korrespondenterne i Jerusalem.

Men det er faktisk værd at hæfte sig ved den nære historie ved studiet af de oplysninger, der i går sivede ud om våbenhvile-aftalen. Holder de, var de 22 dages 'chok- og rædsel' fuldkommen nytteløs. Før Israel brød våbenhvilen 4. november 2008, og udnyttede det politiske vakuum i USA til at lade Gazas civile undgælde for skampletten i 2006 præcis indtil dagen før Barack Obama blev indsat i Det hvide Hus, var Israels premierminister Ehud Olmert i forhandling om netop de elementer, der nu synes aftalt:

Frigivelse af den israelske korporal Givad Shalit, der har været Hamas-gidsel siden juni 2006 (der inspirerede Hizbollahs gidseltagning af to israelere i juli, hvilket førte til Libanon-krigen) til gengæld for mere end 1.000 palæstinensiske fanger i Israels fængsler, heraf 250 med 'israelsk blod på hænderne'. Seks af de mest belastede Hamas-fanger forbliver dog i israelsk fangenskab.

Åbning af seks grænseovergange mellem Gaza og Israel, der hele tiden har været Hamas' hovedkrav, gennemføres - dog med det forbehold at varer med 'dobbelt udnyttelses-grad' - altså våbenfremstilling - undtages. Hamas har desuden indvilget i at stoppe våbensmugling gennem tunneller i Rafah og tillade neutral overvågning af grænsen til Egypten - formentlig med tyrkiske styrker indtil forhandlinger mellem den siddende PA-præsident, Mahmoud Abbas, og Hamas-ledelsen om en national samlingsregering er afsluttet. Dette sidste er også en nyhed - hidtil har Hamas afvist at forhandle med Fatah-ledelsen på Vestbredden. Men som det er tilfældet med de gamle mænd i City Cafés terrassehjørne, bestemmer interessen, om det er tid til at gå eller tid til at komme og sætte sig med kaffen.

ß

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her