Nyhed
Læsetid: 2 min.

Vendepunkt i Darfur-konflikt

Den mest aktive oprørsgruppe i Sudans Darfur-region har med Sudans regering indgået en aftale , der skal bane vej for fredsforhandlinger
Med hjælp fra Qatars premierminister, Hamad bin Jassem al-Thani (tv.), lykkedes det i går at få en foreløbig fredsaftale mellem Sudans regering og oprørsgruppen JEM, som er ledet af Khalil Ibrahim (th.).

Med hjælp fra Qatars premierminister, Hamad bin Jassem al-Thani (tv.), lykkedes det i går at få en foreløbig fredsaftale mellem Sudans regering og oprørsgruppen JEM, som er ledet af Khalil Ibrahim (th.).

Udland
18. februar 2009

Sudan og den mest aktive oprørsgruppe i Darfur-regionen, Retfærdigheds- og Lighedsbevægelsen (JEM), underskrev tirsdag i Qatar en hensigtserklæring, der skal bane vej for egentlige fredsforhandlinger. Målet er at afslutte Darfur-konflikten, der i de seneste seks år har kostet hundredtusinder af mennesker livet.

"Det er et vigtigt vendepunkt i Darfur-konflikten," sagde Qatars premierminister, sheik Hamad bin Jassem al-Thani, hvis land har været vært for forhandlinger mellem regeringen i Khartoum og JEM.

"Jeg er meget optimistisk, da begge parter er fast besluttet på at stoppe konflikten," sagde Thani ved et pressemøde.

Doha-forhandlingerne er den første kontakt mellem regeringen og JEM siden 2007. JEM boykottede en fredsaftale, som Sudan indgik med en anden oprørsgruppe i 2006.

Aftalen lægger op til, at forhandlingerne fortsætter frem mod en endelig fredsaftale inden for en periode på under tre måneder, sagde Sudans ambassadør i Qatar, Abdullah al-Faqiri.

"Vi vil med Guds hjælp nå en endelig og retfærdig løsning og afslutte denne krig, og med Guds vilje bliver det den sidste krig i Sudan," sagde JEM-lederen Khalil Ibrahim.

Som tegn på 'god vilje' vil JEM løslade et antal krigsfanger.

Sudans ambassadør sagde, at aftalen åbner op for fangeudveksling inden for kort tid.

Sudans regering og JEM indledte forhandlingerne om de såkaldte 'tillidsskabende foranstaltninger' i sidste uge - næsten seks år efter at konflikten brød ud i Darfur, hvor omkring 300.000 mennesker er blevet dræbt, og flere end 2,2 millioner er drevet på flugt.

Mæglerne i konflikten, der ud over Qatar tæller FN, Den Afrikanske Union (AU) og Den Arabiske Liga, har dog understreget, at forhandlingerne kun er foreløbige, og at der er behov for en mere bred fredskonference, hvis konflikten skal løses.

Andre oprørsgrupper har da også på forhånd sagt, at fredsbestræbelserne vil slå fejl, hvis de ikke bliver inddraget.

"Vi håber at kunne iværksætte regulære forhandlinger om to ugers tid om en våbenhvile og emner som fangeudvekslinger," siger sheik Hamad, der også er Qatars udenrigsminister.

Sudanske regeringskilder har advaret om, at forhandlingerne om en fredsaftale på længere sigt kan blive undergravet af forsøg på at få Sudans præsident, Omar Hassan al-Bashir, retsforfulgt for krigsforbrydelser i Darfur.

ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her