Læsetid: 3 min.

Èn ud af 50 russere misbruger heroin

I Rusland er der otte gange flere heroinnarkomaner end gennemsnittet i EU-landene. 'Det er en trussel mod den nationale sikkerhed, vores samfund og selve vores civilisation' siger lederen af landets narkotikabekæmpelse
16. marts 2009

Moskva - På en legeplads nær den travle gennemfartsvej Prospekt Mira i det centrale Moskva er der ingen børn, der leger på gyngerne. Rutsjebanen er dækket af snavset sne, sandkassen er fyldt med tomme vodkaflasker og - ved nærmere eftersyn - nogle få brugte kanyler.

Mødre hvisker til hinanden, at legepladsen er tilholdssted for narkomany (narkomaner, red.) og skubber hurtigt deres klapvogne væk.

Det er blot et lille tegn på den omfattende, men skjulte epidemi, der ifølge russiske embedsmænd og organisationer i civilsamfundet truer selve nationens eksistens.

"Det er en trussel mod den nationale sikkerhed, vores samfund og selve vores civilisation," sagde Viktor Ivanov, den øverste leder af Ruslands narkotikabekæmpelse, ved et møde med pressen for nylig. Han vurderede, at der er mere end to millioner stofmisbrugere i Rusland, hvilket svarer til en stofmisbruger for hver 50 russere i den arbejdsdygtige alder - omkring otte gange så mange som i EU-landene.

De fleste af disse mennesker er afhængige af heroin, der stammer fra Afghanistan, smugles gennem Centralasien og ind i Rusland over den lange og porøse grænse til Kazakhstan. Der er heroinmisbrugere i alle Ruslands 11 tidszoner, og landets narkotikabekæmpelsesenhed meddeler, at der nu bruges mere heroin i Rusland end i noget andet land i verden.

Afghanske stoffer

Viktor Ivanov, som er tidligere KGB-agent og blandt premierminister Vladimir Putins nære forbundsfæller, sagde, at besættelsen af Af-ghanistan og krigen mod terror var hovedårsagerne til Ruslands narkotikaepidemi, og sammenlignede Ruslands stofproblemer med situationen i Kina i 1800-tallet, da britiske handelsrejsende bragte opium til Kina og gjorde store dele af befolkningen afhængige af stoffet.

I fredags rejste Ivanov til Wien for at tale ved FN-konferencen om narkotika, hvor han opfordrede til øget internationalt samarbejde om en løsning på problemerne i Afghanistan. Han krævede endvidere, at Rusland bliver inkluderet i beslutningsprocessen omkring Afghanistan, som han betegnede som "en skamplet på det internationale samfund", og sagde, at Rusland går ind for, at man simpelthen sprøjter pesticider over de afghanske marker med opiumsvalmuer for slå afgrøderne ihjel.

"90 pct. af stofmisbrugerne i Rusland bruger afghanske stoffer," sagde Viktor Ivanov.

"Det er et simpelt regnestykke: Hvis der ikke er nogen opiumsvalmuer, er der ingen narkotikahandel. Heldigvis er politikere i Vesten begyndt at indrømme, at hele krigen mod terror var en fejlvurdering. Vi har hørt Barack Obama og David Miliband sige, at det var en fejltagelse. Der produceres nu 44 gange mere narkotika i Afghanistan, end der gjorde i 2001."

Misbrugere straffes

Regeringen og repræsentanter for sundhedsvæsnet er enige om, at epidemien af heroinafhængighed i Rusland har nået et skræmmende omfang, som i det lange løb kan vise sig at være ødelæggende. Mens regeringen påpeger, at de vestlige landes intervention i Afghanistan er hovedårsagen til Ruslands narkotikaproblemer, hævder dens kritikere, at epidemien er blevet værre på grund af den russiske regerings narkotikapolitik.

"Den russiske strategi går ud på at kvæle enhver seriøs debat af problemet og dæmonisere stofmisbrugerne," siger Dasha Ocheret, som arbejder på et center for reduktion af skadevirkningerne ved narkotika i Moskva. Målet er ikke at hjælpe mennesker, der lider af narkotikaafhængighed, men at identificere og straffe dem. Det er aldrig lykkedes i noget land i verden at bekæmpe narkotikaproblemer på denne måde."

Enhver misbruger, der søger lægehjælp på grund af sit misbrug, bliver omgående registreret i statens narkomaniregister. Oplysningerne er tilgængelige for politiet, som kan anholde og fængsle misbrugere, og registret skaber store problemer for folk, der lægger vanen fra sig og forsøger at blive reintegreret i samfundet. En rapport fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch konkluderer, at den russiske politik i forhold til narkotikamisbrugere er gammeldags og "bevidst ignorerer det bedste af den tilgængelige forskning på området".

Metadonbehandling er forbudt i Rusland, og uddeling af rene kanyler er meget kontroversielt. "Stofmisbrugerens første opgave er at gemme sig for alle," siger Dasha Ocheret. "De er bange for at blive arresteret og sat i fængsel, hvis de giver sig til at lede efter ren kanyler."

HIV-epidemi

Dette medfører andre ødelæggende epidemier i landet, f.eks. hepatitis C og HIV/AIDS. Rusland slås lige nu med en af de værste HIV-epidemier i verden: Mere end en millioner mennesker i landet menes at være HIV-positive, og for ti år siden var smitten begrænset til stofmisbrugere, men nu spredes sygdommen i hele befolkningen, da mere end halvdelen af de nye tilfælde er seksuelt overførte.

Uanset hvad der ligger til grund for narkotikaepidemien, er alle enige om én ting: Mere end 30.000 mennesker dør hvert år som følge af stofmisbrug, og i et tyndt befolket land med faldende indbyggertal er det en statistik, man ikke har råd til.

© The Independent og Information
Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Krog
Anders Krog anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu