Baggrund
Læsetid: 4 min.

Afghanistans NGO'er er jaget vildt

Trusler, overfald, drab og kidnapninger gør store dele af Afghanistan til lukket land for både lokale og udenlandske NGO'er. Det sætter spørgsmålstegn ved, om NGO'erne skal opretholde deres uafhængighed eller indlede et samarbejde med militæret
Udland
3. marts 2009

Forlad ikke dit hotel på samme tid hver dag, gå ikke til fods, kør ikke på landevej, fortæl ingen, hvor du skal hen i morgen, og lær så de her kodeord udenad, så du kan flette dem ind i en videobesked, hvis du bliver kidnappet. Så vi ved, om du bliver befinder dig i Kabul eller i provinsen.

Sikkerhedsfirmaerne har kronede dage i Afghanistan, hvor NGO'erne har hårdt brug for hjælp til at undgå røverier, drab og kidnapninger. Men lige lidt hjælper det tilsyneladende. Sidste år blev NGO-ansatte udsat for trusler og angreb i 33 af Afghanistans 34 provinser - og alt tyder på, at sikkerheden vil blive endnu ringere i 2009.

Danske og udenlandske NGO'er er dybt bekymrede over situationen, der gør det umuligt at arbejde i stadig større dele af landet. Tænketanken ICOS mener, at sikkerhedssituationen nu er så uholdbar, at NGO'erne bør opgive deres uafhængighed og alliere sig med militæret, så genopbygningen kan fortsætte, men det afviser de fleste NGO'er.

For farligt

Ifølge FN's sikkerhedsorganisation, UNDSS, er "store dele af det sydlige, sydvestlige, sydøstlige, østlige og centrale Afghanistan" nu klassificeret som "ekstremt risikabelt og fjendtligt" miljø at arbejde i. Det billede genkender direktøren for den danske hjælpeorganisation DACAAR, som arbejder med at forbedre levevilkårene i landdistrikterne.

"De sidste to måneder er situationen blevet endnu værre, og sidste år var værre end året før," siger Arif Qaraeen, der har ansvaret for over 1.000 ansatte.

Indtil videre er seks af DACAARs medarbejdere blevet kidnappet, men heldigvis er de alle sluppet fri igen.

"Vi har måttet lukke otte af vores 32 kontorer helt, andre har været lukket i uger eller dage ad gangen. Der er også distrikter, vi ikke længere selv kan tage til. Enten må vi bede de lokale ledere eskortere os rundt i området, eller også må vi bede bønderne komme til vores kontorer. Det er ikke særlig praktisk, når man har med landbrug at gøre, hvor det er vigtigt, at vi kommer ud og viser bønderne, hvordan de skal gøre, og ser, hvordan det går," siger Arif Qaraeen.

DACAAR har som mange andre NGO'er måttet tage en række forholdsregler for at beskytte de ansatte.

"Vores folk er altid bange, når de tager uden for byerne. Derfor rejser de altid delvist forklædt. De har f.eks. ikke noget id-kort eller materiale med, der kan sætte dem i forbindelse med DACAAR. Selv deres mobiltelefoner er uden log og adresselister. De telefonnumre, som de skal bruge, må de have i hovedet," fortæller Arif Qaraeen.

En af de provinser, som det er blevet meget sværere at arbejde i, er Ghazni, 130 kilometer syd for Kabul. Her kan Arif Qaraeen kun komme i kontakt med sine ansatte via telefon og mail. Og Helmand er så farlig, at DACAAR helt afviser at arbejde der, selv om det danske Udenrigsministerium har lagt betragtelig pres på organisationen for at få gang i genopbygningen i det danske ansvarsområde.

"Vi har sagt klart nej til at arbejde i Helmand. Det er for farligt, både for vores ansatte og for de lokale afghanere, vi skal arbejde med," siger han.

Pest eller kolera

En af de organisationer, der følger udviklingen nøje, er Afghanistan NGO Safety Office (ANSO) i Kabul. Her er direktør Nic Lee lige så foruroliget over udviklingen.

"Sikkerhedssituationen bliver stadig ringere, og alt tyder på, at 2009 slår ny rekord. Alene i de to første måneder er antallet af angreb steget med mere end 100 procent i forhold til sidste år. I øjeblikket har vi et angreb hver anden dag, to personer er allerede blevet dræbt siden nytår, og otte-ni kidnappet," siger han.

Selv om interesserede i dag kan søge ikke mindre end 71 ledige NGO-jobs på ReliefWeb, er der ifølge Nic Lee ikke tegn på, at NGO'erne er ved at opgive Afghanistan.

"De fleste NGO-ansatte ved udmærket, hvad de går ind til, og er vel informerede. Tendensen lige nu er, at NGO'erne trækker deres ledende medarbejdere tilbage til byernes relative sikkerhed og fortsætter deres projekter udelukkende med lokale ansatte. Det løser en del af de umiddelbare sikkerhedsproblemer, men er ikke nogen løsning på lang sigt," understreger han.

Som de fleste andre NGO'er mener ANSOs direktør, at problemet er, at Taleban opfatter NGO'erne som allieret med den afghanske regering og de internationale koalitionsstyrker.

"Alle sider i konflikten bør respektere NGO'ernes ret til at arbejde uafhængigt af konfliktens parter, men det er meget svært at få budskabet om NGO'ernes upartiskhed ud", siger han og beklager, at NGO'erne ikke har mulighed for at tale direkte med Taleban og andre oprørsgrupper.

"NGO'erne er afhængige af pressemeddelelser og lokale samarbejdspartnere, der kan stå inde for dem, det er ikke en særlig effektiv måde at kommunikere på."

Den alternative tænketank International Council on Security and Development, ICOS, giver ikke meget for NGO'ernes ideal om uafhængighed.

"De fleste af dem er alligevel finansieret af vestlige lande og kan lige så godt alliere sig med militæret. Det vil give dem mulighed for at arbejde, også i de områder, hvor konflikten - og nøden - er størst," siger senioranalytiker Jorrit Kamminga, der selv arbejder i Kandahar.

Men det afviser de fleste NGO'er, heriblandt danske DACAAR.

"Vi arbejder af princip ikke under militær beskyttelse," siger Arif Qaraeen. "Og det kommer vi aldrig til. Hvis ikke lokalbefolkningen kan og vil beskytte os, har vi ikke noget at gøre i det pågældende område," siger han.

Ifølge FN's administration i Afghanistan, UNAMA, er en af konsekvenserne af dette princip, at ukendt antal afghanere sulter i de områder, hvor krigen mod Taleban raser - uden at nogen kan komme dem til hjælp. Det, mener ICOS, er en skandale.

"Det er en skamplet på det internationale samfund, at folk skal sulte i et land, der får milliarder i udenlandsk bistand. Hvis militæret fik lov at uddele nødhjælp, ville det desuden give en masse goodwill blandt befolkningen og måske være med til at vende krigen", siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her