Nyhed
Læsetid: 4 min.

Amerikanske politikere raser over støtte til Danske Bank

Det amerikanske forsikringsselskab AIG har sendt støttedollar videre til udenlandske banker, bl.a. Danske Bank. Det får nu en senator til at kalde bankerne for uansvarlige investorer, der aldrig skulle have fået del i statens hjælp til forsikringsselskabet. Sagen kan udløse finansiel protektionisme, advarer professor
Udland
17. marts 2009
Direktør Edward Liddy får ikke flere hjælpepakke-dollar til AIG, hvis det står til demokraterne.

Direktør Edward Liddy får ikke flere hjælpepakke-dollar til AIG, hvis det står til demokraterne.

YM YIK

I forbindelse med en heftig debat om udbetalinger af bonusser, blev det amerikanske forsikringsselskab AIG søndag tvunget til at offentliggøre omfattende materiale om selskabets økonomiske drift. Materialet bekræfter rygter, der længe har cirkuleret, nemlig at AIG har sendt støttekroner videre til udenlandske kunder. Blandt andet millioner af dollar til Danske Bank. Penge, der efter de amerikanske politikeres mening alene var øremærket til at forhindre en konkurs i AIG og genoprette stabiliteten i amerikanske finanssektor.

"Men i stedet er pengene blevet sendt videre til uansvarlige investorer," sagde Christopher J. Dodd, der sidder i Senatet for demokraterne, i går til avisen New York Times.

AIG befandt sig i september 2008 på randen af konkurs, men selskabet - der er verdens største forsikringsselskab - blev reddet, fordi den amerikanske stat vurderede, at en konkurs ville sætte stabiliteten i hele finanssektoren over styr. AIG blev simpelthen opfattet som too big to fail, og siden september har staten skudt nye midler ind i selskabet ved at opkøbe 80 procent for 170 milliarder dollar af skatteydernes penge.

Det er de penges videre skæbne, der nu har sat sindene i kog i USA. AIG har i de sidste syv måneder sendt næsten halvdelen af skatteydernes penge videre til andre aktører. Heraf har store udenlandske banker som franske Société Générale og Deutsche Bank hver modtaget 12 milliarder dollar. Længere nede på listen kommer Danske Bank, der har modtaget 200 millioner dollar.

Naturlig praksis

En talsmand fra AIG forsvarede i går pengeoverførslerne til de udenlandske banker med, at selskabet har været tvunget af kontraktlige forhold til at udbetale præmier i forbindelse med forsikringer mod tab på afledte investeringsprodukter, de såkaldte credit default swaps. Derudover har AIG som følge af en stadig dårligere kreditvurdering været tvunget til at stille større beløb i sikkerhed hos kunderne end først forventet.

Alligevel kritiserer flere ledende politikere i den amerikanske Kongres, at den statslige hjælp til AIG er gået videre til udenlandske banker. Kritikerne siger, at det aldrig var meningen, at udlandet skulle have del i støtten til AIG. Fra kritikerne lyder det også, at de udenlandske kunder- uanset hvilke kontrakter de har indgået - ikke i den nuværende ekstraordinære situation kan gøre krav på penge fra det kriseramte forsikringsselskab, fordi de hele tiden har været, eller burde have været, vidende om de store risici, de løb med deres investeringer.

"AIG's kunder er ikke uskyldige ofre i det her spil. De er store sofistikerede kunder, der valgte at tage enorme uansvarlige risici," lyder det fra Christopher J. Dodd.

Kritikerne med Christopher J. Dodd truer nu med, at de fremover vil stemme imod lignende økonomisk hjælp til andre amerikanske finansselskaber, hvis der ikke bliver stillet krav om, at hjælpen bliver inden for USA's grænser.

Danske Bank afviser

I Danske Bank ønsker man ikke at kommentere udmeldingerne fra de amerikanske politikere. Men banken vil gerne understrege, at de 200 millioner dollar ikke er knyttet til usikre investeringer på det amerikanske boligmarked. Danske Bank stiller sig samtidig en smule undrende over, at det nu i den amerikanske debat ser ud som om, at banken har modtaget 200 millioner dollar fra de amerikanske skatteydere.

"Jeg vil ikke sige noget om de andre udenlandske bankers forretninger med AIG, men for vores vedkommende drejer det sig om forsikringer mod tab på danske realkreditlån," siger underdirektør i Danske Bank, Peter Rostrup og tilføjer:

"Derudover er det også vigtigt at få med, at de 200 millioner dollar ikke er penge, Danske Bank har fået udbetalt, men at det er penge til sikkerhedsstillelse. Altså penge, AIG efter de helt almindelige regler for den type forsikringsforhold skal stille i sikkerhed på et depot, fordi de i den senere tid har fået dårligere kreditvurderinger."

Bare globalisering

Professor i finansiering på CBS Finn Østrup er enig med Danske Bank i, at AIG dybest set bare lever op til de helt almindelige regler for drift af forsikringsselskaber. Han mener også, at det ikke burde komme bag på de amerikanske politikere, at støtte til et stort internationalt selskab som AIG også er støtte til AIG's kunder.

"I virkeligheden er det jo globaliseringens konsekvenser, politikerne er utilfredse med, og det er også dem, de lægger op til at bremse, når de nu truer med finansiel protektionisme," siger Finn Østrup.

Ulrik Bie, der er chefanalytiker i Nykredit og ekspert i økonomiske forhold i USA, forstår heller ikke de amerikanske politikeres vrede.

"Der er jo grundlæggende tale om, at AIG lever op til de aftaler, forsikringsselskabet har indgået. Og som verdens største forsikringsselskab er det svært her bagefter at overbevise nogen om, at de ikke kunne gennemskue aftalerne, da de indgik dem," siger Ulrik Bie.

Viser afsky

Han tror ikke, at de amerikanske politikere - når det kommer til stykket - vil begynde at lave finansiel protektionisme.

"Der er meget spil for galleriet i det her, og lige nu viser mange amerikanske politikere deres afsky for finanssektoren, hver gang de kan komme til det. Men begynder de først at lave lovgivning, der favoriserer amerikanske selskaber, så forsvinder de udenlandske kunder med det samme. Det vil ikke være godt for et land som USA, der lige nu har et underskud på betalingsbalancen, der betyder, at USA skal tiltrække en-to milliarder dollar om dagen, hvis de skal gøre sig håb om nogensinde at dække underskuddet."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Casper Jensen

"En talsmand fra AIG forsvarede i går pengeoverførslerne til de udenlandske banker med, at selskabet har været tvunget af kontraktlige forhold til at udbetale præmier i forbindelse med forsikringer mod tab på afledte investeringsprodukter, de såkaldte credit default swaps."

Så er det vel ikke så underligt at bankerne har været villige til at låne penge ud til højre og venstre, hvis de kan få dækket store dele af deres potientielle tab på udlån.
Det er jo nærmest win-win for bankerne.

John Fredsted

"Eksperter vurderer, at det i 2008 var muligt at investere i omkring 60.000 afledte investeringsprodukter."

Kreativiteten er tilsyneladende uden ende når det er i grådighedens tjeneste, akkurat som den er, når det er i destruktionens tjeneste (militære våben). Bitte små sind inde i voksne kroppe. Min tissemand er større end din, æv bæv.

Det viser hvor tåbeligt disse støtteordninger er, inkl. de danske bankpakker. Det eneste ansvarlige er at nationalisere de kriseramte banker. Det er den eneste måde man kan forhindre at støttekronerne bare bliver sendt videre til ledelse og aktionære.

Man kan undre sig lidt over nogen af ekspert kommentarerne.

'Hovedskurken' hos AIG (som rigtigt nok er er ærværdigt, og vistnok stadig solvent, amerikansk forsikringsselskab - iøvrigt med en historisk tilknytning til Kina) er et datterselskab i London: AIG Financial Products, der, så vidt jeg ved, IKKE er et forsikringsselskab i sig selv. Jeg mener de fik 22 Milliarder $, hvoraf Danske Bank fik 200 millioner.

CDSer er funktionelt en form for forsikring, men de er ikke reguleret som forsikringer (og mange CDS sælgere har ingen som helst tilknytning til forsikring af nogen art, de er bare banker, f.eks).

Forsikring er en af de mest regulerede brancher over hele verden ( fordi forsikringsselskaber opbevarer folks penge i meget lang tid og man skal kunne stole på de er solvente, den dag hytten brænder, dvs. man forsøger reguleringsmæssigt at mindske 'counter-party risc').

Ved at undgå at bruge F-ordet har CDS sælgerne kunne smyge sig uden om krav om aktuarmæssig styring og lovgivningskrav om hensættelser.

Desuden har køberne kunnet tegne 'forsikring' på værdier de ikke selv ejer, en oplagt spekulations mulighed (svarer til, at du ser naboen ikke har det for godt, så du skynder dig at tegne en livsforsikring på ham. Nu ikke snyde ! ).