Læsetid: 2 min.

Arabisk bekymring over arrestordre mod Sudans leder

Sudans præsident, Omar al-Bashir, er ikke populær i den arabiske verden, men de arabiske lande protesterer ikke desto mindre mod ICC's arrestordre
11. marts 2009

Beirut - Når Saudi-Arabiens regering er "bestyrtet" over Den Internationale Krigsforbryderdomstols (ICC) arrestordre mod Sudans præsident, Omar al-Bashir, skyldes det ikke så meget sympati med den 65-årige diktator som bekymring for udviklingen i Sudan.

"Dette vil ikke løse Sudans problemer, men tværtimod forstærke dem," erklærede oliemonarkiets informationsminister, Abdul Aziz al-Khoja, efter et kabinetsmøde i Riyadh mandag.

Arabiske medier har over en bred kam kritiseret ICC for at gå efter al-Bashir, mens - som den egyptiske avis al-Ahram noterer - "Washington og vestmagterne ikke mener, at massakrerne begået af Bush i Irak og israelske lederes forbrydelser er forbrydelser mod menneskeheden".

Arrestordren mod al-Bashir blev udstedt på baggrund af to tilfælde af krigsforbrydelser og fem tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden, begået af sudanesisk militær og dødspatruljer i Darfur-provinsen gennem de sidste seks år.

ICC's chef-anklager, Luis Moreno-Ocampo, har angiveligt 30 beviser for, at præsident al-Bashir bærer direkte medansvar for massakrer og voldtægter, der har kostet 300.000 mennesker livet og gjort 2,7 mio. til flygtninge. Sudans regering siger, at antallet af dræbte er 10.000.

Den saudiske "bestyrtelse" deles måske ikke af Den Afrikanske Union og Den Arabiske Liga, men begge organisationer har erklæret deres bekymring og advarer hver især ICC mod arrestordrens konsekvenser, nu hvor Omar al-Bashirs regime har opfordret til våbenhvile i Darfur.

Giv freden en chance

Den arabiske Ligas udenrigsministermøde i Cairo i sidste uge afviste "politisering af ICC" og opfordrede FN's Sikkerhedsråd til at udsætte ICC-beslutningen for at give fredsmuligheden en chance.

FN's Sikkerhedsråd er den instans, der har beføjelse til at omgøre ICC-beslutninger, men har ikke rørt på sig i denne sag. Menneskeretsorganisationer fra fire afrikanske lande, Ghana, Niger, Nigeria og Zambia, kritiserer ICC for hastværk og peger på, at al-Bashir burde have mulighed for at gennemføre en våbenhvile med efterfølgende fredsaftale. Også Kina, der sælger våben til Sudan og importerer sudanesisk olie, har kritiseret ICC's skridt - det første af sin art mod en siddende præsident.

Den saudiske avis al-Hayat rammer essensen af den arabiske bekymring i en kommentar, hvori det hedder, at "alle dem, der protesterer over ICC-arrestordren mod præsident al-Bashir, har ikke protesteret for at rense hans navn, eller for at konfrontere det 'ny-kolonialistiske komplot', Sudans regering taler om. Deres protester baserer sig på, at arrestordren mod den siddende hersker i Khartoum voldsomt øger risikoen for en optrapning af krisen i Darfur med deraf følgende nye ofre, ligesom det truer den skrøbelige fred i det sydlige Sudan (hvor en borgerkrig blev bragt til afslutning i 2005, red.)."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu